Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. § 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 707 af 01. juni 2016, bekendtgørelse nr. 1043 af 05. september 2017, bekendtgørelse nr. 1441 af 03. december 2018, bekendtgørelse nr. 1593 af 09. november 2020 og bekendtgørelse nr. 116 af 27. januar 2023

Generelle bestemmelser
§ 4

Balance og resultatopgørelse skal opstilles i skematisk form i overensstemmelse med bilag 3 og 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber, der ikke har tilladelse til at udøve værdipapirhandelsvirksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, skal opstille balance og resultatopgørelse i skematisk form i overensstemmelse med bilag 5 og 6. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på forvaltere af alternative investeringsfonde og de nævnte investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 3 De i skemaerne i bilag 3-6 angivne poster skal anføres særskilt og i den angivne rækkefølge. Under forudsætning af at opstillingsskemaernes struktur opretholdes, kan der foretages en mere detaljeret opdeling, hvis beløbet i den nye underpost er væsentligt, og hvis arten eller funktionen af underposten er forskellig fra øvrige underposter. Der kan tilføjes nye poster, hvis beløbet for en sådan er væsentligt, og hvis arten eller funktionen af den nye post er forskellig fra de øvrige poster.

Stk. 4 Poster, der kun indeholder uvæsentlige beløb, kan sammendrages med andre poster af samme art eller funktion.