Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. § 121

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 707 af 01. juni 2016, bekendtgørelse nr. 1043 af 05. september 2017, bekendtgørelse nr. 1441 af 03. december 2018, bekendtgørelse nr. 1593 af 09. november 2020 og bekendtgørelse nr. 116 af 27. januar 2023

§ 121

Der skal gives oplysning om det gennemsnitlige antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret. Personaleudgifterne skal oplyses og specificeres på henholdsvis løn, pension, andre udgifter til social sikring og afgifter beregnet på grundlag af personaleantallet eller lønsummen.

Stk. 2 Virksomheden skal særskilt angive det samlede vederlag for regnskabsåret til nuværende og forhenværende medlemmer af

  • 1) direktionen,

  • 2) bestyrelsen og

  • 3) ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Stk. 3 For hver af de i stk. 2 nævnte grupper skal angives antallet af personer omfattet af gruppen samt fordelingen af vederlag på fast og variabel løn. Desuden skal virksomheden angive de samlede forpligtelser til at yde pension til de nævnte grupper. Er der fastsat særlige incitamentsprogrammer for medlemmer af ledelsen, skal det oplyses, hvilken kategori af ledelsesmedlemmer programmet gælder for, hvilke ydelser programmet omfatter, og hvad der er nødvendigt for at kunne vurdere værdien heraf. Oplysninger nævnt under stk. 2, nr. 3, skal udelades i tilfælde, hvor efterlevelse af oplysningskravet indebærer, at der gives oplysninger om enkeltpersoners individuelle løn. I så fald skal det oplyses, at virksomheden har anvendt denne undtagelsesbestemmelse.

Stk. 4 Hvis efterlevelse af oplysningskravet vedrørende ansatte under stk. 2, nr. 1 og 2, indebærer, at der gives oplysninger om enkeltpersoners individuelle løn i den offentliggjorte årsrapport, skal disse oplysninger erstattes ved en henvisning til, hvor disse oplysninger kan findes. Oplysningerne, der henvises til, skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Stk. 5 Sparevirksomheder, jf. § 1, nr. 6, er ikke omfattet af stk. 4.