Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 707 af 01. juni 2016, bekendtgørelse nr. 1043 af 05. september 2017, bekendtgørelse nr. 1441 af 03. december 2018, bekendtgørelse nr. 1593 af 09. november 2020 og bekendtgørelse nr. 116 af 27. januar 2023

Kapitel 4 Noteoplysninger
Generelt
§ 83

Ud over de oplysninger, som kræves i dette kapitel, skal gives de yderligere supplerende oplysninger, som er nødvendige for at give et retvisende billede.

§ 84

Noteoplysninger skal så vidt muligt præsenteres i en systematisk rækkefølge. Oplysninger, der er knyttet til regnskabsposter, gives i form af en note til den pågældende regnskabspost. Medmindre andet fremgår af de enkelte bestemmelser i denne bekendtgørelse, er det de regnskabsmæssige værdier, som skal forklares.

Stk. 2 De oplysninger, der skal gives i medfør af dette kapitel, skal være indeholdt i en særskilt del af årsrapporten, der er tydeligt afgrænset og betegnet som »noter«, jf. dog §§ 85-87. Hvis et oplysningskrav er efterlevet ved, at der under noter er givet en henvisning til, at oplysningerne er givet i ledelsesberetningen eller i andre dele af årsrapporten, der ikke indgår i årsregnskabet, skal henvisningen være præcis og afgrænse de pågældende oplysninger i forhold til andre oplysninger, der ikke er omfattet af oplysningskrav efter dette kapitel. De krævede oplysninger omfattes også i sådanne tilfælde af revision, jf. § 193 i lov om finansiel virksomhed.

Anvendt regnskabspraksis
§ 85

Der skal i et særskilt afsnit i årsregnskabet redegøres for alle væsentlige indregningsmetoder og målegrundlag, der er anvendt på posterne i balance, resultatopgørelse og noter.

Stk. 2 For finansielle instrumenter skal gives oplysninger om den regnskabspraksis, der er anvendt med hensyn til indregningskriterier og målegrundlag, herunder hvorvidt virksomheden indregner på handelsdagen eller på afregningsdatoen.

Stk. 3 For materielle anlægsaktiver, bortset fra grunde og bygninger, skal for hver type oplyses

  • 1) det målegrundlag, der er anvendt for at fastsætte aktivernes regnskabsmæssige værdi,

  • 2) de afskrivningsmetoder, der er anvendt, og

  • 3) de brugstider og afskrivningssatser, der er anvendt.

Stk. 4 For grunde og bygninger skal oplyses

  • 1) det anvendte målegrundlag,

  • 2) de metoder og forudsætninger, der har været anvendt ved fastsættelsen af dagsværdien, og

  • 3) de kriterier, der har været anvendt for at adskille domicilejendomme fra øvrige ejendomme.

Stk. 5 Ved ændringer i regnskabspraksis skal oplyses

  • 1) årsagen til ændringen,

  • 2) den foretagne ændring i regnskabspraksis, herunder arten af ændringen, og

  • 3) den beløbsmæssige effekt af ændringen i regnskabspraksis for poster i balance og resultatopgørelse for indeværende, tidligere og fremtidige regnskabsår, hvis det er muligt.

Stk. 6 Ved ændringer i regnskabsmæssige skøn, der har en effekt i indeværende eller fremtidige regnskabsår, skal virksomheden oplyse arten og beløbet af den foretagne ændring. Hvis det ikke er muligt at estimere den beløbsmæssige effekt, skal virksomheden oplyse dette.

Stk. 7 Ved regnskabsmæssige fejl skal oplyses arten af denne samt den beløbsmæssige virkning på og korrektion af poster i balance og resultatopgørelse.

§ 86

Når der er foretaget tilpasning af sammenligningstal, jf. § 5, stk. 1, skal følgende oplyses

  • 1) arten af tilpasningen,

  • 2) beløbet for hver post, som er tilpasset, og

  • 3) årsagen til tilpasningen.

Stk. 2 Manglende tilpasning af sammenligningstal, jf. § 5, stk. 1, skal anføres og begrundes.

§ 87

Ved fravigelser i henhold til § 188, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed finder kravet om noteoplysning i denne lovs § 186, stk. 3, 2. pkt., anvendelse.

Femårsoversigt
§ 87a

Der skal gives en femårsoversigt med hoved- og nøgletal i overensstemmelse med bilag 7, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Femårsoversigten for forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber, der ikke har tilladelse til at udøve værdipapirhandelsvirksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed skal indeholde hoved- og nøgletal i overensstemmelse med bilag 8.

Stk. 3 Hvis tallene i femårsoversigten ikke er sammenlignelige, skal der så vidt muligt foretages en tilpasning af tallene. Manglende sammenlignelighed eller foretaget tilpasning skal angives og behørigt begrundes.

Stk. 4 Hvis virksomheden kun har eksisteret i en kortere periode end fem år, udarbejdes en oversigt i overensstemmelse med stk. 1-3 for den kortere periode.

Balancen
Finansielle instrumenter
§ 88

For finansielle instrumenter oplyses karakteren af de pågældende instrumenter, herunder væsentlige betingelser og vilkår, der kan influere på beløbsstørrelser, tidspunkter og usikkerheder vedrørende de fremtidige betalingsstrømme.

§ 88a

Virksomheden skal beskrive sine finansielle risici og sine politikker og mål for styringen af finansielle risici.

§ 88b

Virksomheden skal på en måde, der gør regnskabsbrugerne i stand til at vurdere virksomhedens eksponeringer og væsentlige koncentrationer af kreditrisici for hver af de ratingklasser, som virksomheden anvender i sin kreditstyring, fordele sine finansielle aktiver, lånetilsagn og finansielle garantier efter kreditrisikokoncentrationer, hvor grupperingen på kreditrisikokoncentrationer fastlægges ud fra den måde, hvorpå debitors evne til at opfylde kontraktlige forpligtelser påvirkes ensartet af ændringer i økonomiske og andre forhold. Oplysningerne skal præsenteres separat for følgende finansielle instrumenter:

  • 1) Instrumenter, for hvilke der ikke er sket en betydelig stigning i kreditrisikoen siden første indregning (stadie 1).

  • 2) Instrumenter, for hvilke der er indregnet nedskrivninger svarende til forventede kredittab i levetiden fordelt på

    • a) instrumenter, hvor der er sket en betydelig stigning i kreditrisikoen (stadie 2) og

    • b) instrumenter, der er kreditforringede på balancedagen, men som ikke var det ved første indregning (stadie 3).

  • 3) Finansielle aktiver, der var kreditforringede ved første indregning.

Materielle anlægsaktiver
§ 89

For materielle anlægsaktiver, bortset fra grunde og bygninger, oplyses følgende:

  • 1) Kostprisen:

    • a) Kostprisen ved det foregående regnskabsårs slutning uden af- eller nedskrivninger.

    • b) Valutakursregulering.

    • c) Tilgang i årets løb, herunder forbedringer.

    • d) Afgang i årets løb.

    • e) Overførsler til andre poster i årets løb.

    • f) Den samlede kostpris på balancetidspunktet.

  • 2) Ned- og afskrivninger:

    • a) Ned- og afskrivninger ved det foregående regnskabsårs slutning.

    • b) Valutakursregulering.

    • c) Årets nedskrivninger.

    • d) Årets afskrivninger.

    • e) Årets ned- og afskrivninger på afhændede og udrangerede aktiver.

    • f) Årets tilbageførsler af tidligere års nedskrivninger samt tilbageførsel af de samlede af- og nedskrivninger på aktiver, der i året er afhændet eller udgået af driften.

    • g) De samlede af- og nedskrivninger på balancetidspunktet.

§ 90

For investeringsejendomme, jf. § 60, oplyses følgende:

  • 1) Dagsværdien ved det foregående regnskabsårs afslutning.

  • 2) Tilgang i årets løb, herunder forbedringer.

  • 3) Afgang i årets løb.

  • 4) Årets værdiregulering til dagsværdi.

  • 5) Andre ændringer.

  • 6) Dagsværdien på balancetidspunktet.

Stk. 2 For domicilejendomme, jf. § 61, oplyses følgende:

  • 1) Omvurderet værdi ved det foregående regnskabsårs afslutning

  • 2) Tilgang i årets løb, herunder forbedringer.

  • 3) Afgang i årets løb.

  • 4) Afskrivninger.

  • 5) Værdiændringer, som i løbet af året er indregnet i anden totalindkomst.

  • 6) Værdiændringer, som i løbet af året er indregnet i resultatopgørelsen.

  • 7) Andre ændringer.

  • 8) Omvurderet værdi på balancetidspunktet.

Stk. 3 Det oplyses endvidere, hvorvidt eksterne eksperter har været involveret i målingen af investeringsejendomme og domicilejendomme.

Finansielle aktiver
§ 91

Virksomheden skal oplyse beløbet for henholdsvis aktivpost 3, Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker, aktivpost 4, Udlån og andre tilgodehavender, til dagsværdi samt aktivpost 5, Udlån og andre tilgodehavender til amortiseret kostpris, fordelt på følgende restløbetider:

  • 1) Anfordring.

  • 2) Til og med 3 måneder.

  • 3) Over 3 måneder og til og med 1 år.

  • 4) Over 1 år og til og med 5 år.

  • 5) Over 5 år.

Stk. 2 Fordelingen efter stk. 1 skal oplyses særskilt for aktivpost 3, Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker. Fordelingen efter stk. 1 kan vises samlet for aktivpost 4, Udlån og andre tilgodehavender til dagsværdi, og aktivpost 5, Udlån og andre tilgodehavender til amortiseret kostpris.

§ 92

Virksomheden skal oplyse beløbet for aktivpost 3, Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker, fordelt på:

  • 1) Tilgodehavender på opsigelse hos centralbanker.

  • 2) Tilgodehavender hos kreditinstitutter.

§ 93

En virksomhed, som udøver pengeinstitutvirksomhed, skal oplyse den samlede relative fordeling af aktivpost 4, Udlån og andre tilgodehavender til dagsværdi, aktivpost 5, Udlån og andre tilgodehavender til amortiseret kostpris, og garantier grupperet på følgende sektorer og brancher:

  • 1) Offentlige myndigheder.

  • 2) Erhverv, herunder:

    • a) Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri.

    • b) Industri og råstofindvinding.

    • c) Energiforsyning.

    • d) Bygge- og anlæg.

    • e) Handel.

    • f) Transport, hoteller og restauranter.

    • g) Information og kommunikation.

    • h) Finansiering og forsikring.

    • i) Fast ejendom.

    • j) Øvrige erhverv.

  • 3) Erhverv i alt.

  • 4) Private.

  • 5) 1-4 i alt.

Stk. 2 Hvis specifikke større kundeforhold kan identificeres ved en komplet fordeling, kan virksomheden i stedet foretage en fordeling, hvor to eller flere sektorer og brancher er aggregeret således, at specifikke større kundeforhold ikke kan identificeres, jf. stk. 3.

Stk. 3 En virksomhed, som i henhold til stk. 2 foretager en fordeling, hvor to eller flere sektorer og brancher er aggregeret, skal anføre, at fordelingen er aggregeret af hensyn til ønsket om ikke at offentliggøre oplysninger om specifikke større kundeforhold.

§ 93a

En virksomhed, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, og som ikke udarbejder koncernregnskab, skal for de enkelte grupper af finansielle aktiver, som er relevante i forhold til dette oplysningskrav, give:

  • 1) Oplysning om det beløb, der bedst repræsenterer den maksimale kreditrisiko uden hensyn til sikkerheder og andre forhold, der forbedrer kreditkvaliteten. I tilknytning til beløbet oplyses den del heraf, der er indregnet i balancen.

  • 2) En beskrivelse af sikkerheder og andre forhold, der forbedrer kreditkvaliteten, og disses økonomiske effekt i forhold til det beløb, der bedst repræsenterer den maksimale kreditrisiko, herunder:

    • a) en beskrivelse af sikkerhedernes art og kvalitet,

    • b) en beskrivelse af væsentlige ændringer i kvaliteten af sikkerheder og andre forhold, der forbedrer kreditkvaliteten, som et resultat af forringelse eller ændringer i virksomhedens praksis for sikkerhedsstillelse i regnskabsperioden og

    • c) information om finansielle aktiver, for hvilke der ikke er foretaget nedskrivninger som følge af sikkerheder.

  • 3) Kvantitative oplysninger om sikkerheder og andre forhold, der forbedrer kreditkvaliteten, for finansielle aktiver, der er kreditforringede på balancedagen.

§ 94

En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal oplyse det samlede beløb for udlån fordelt på henholdsvis:

  • 1) Realkreditudlån nominel værdi.

  • 2) Regulering for renterisiko m.v.

  • 3) Regulering for kreditrisiko.

  • 4) Realkreditudlån – dagsværdi i alt.

  • 5) Restancer og udlæg.

  • 6) Øvrige udlån.

  • 7) Udlån i alt.

§ 95

En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal angive den relative fordeling af realkreditudlån, jf. § 94, nr. 4, grupperet på følgende ejendomskategorier:

  • 1) Ejerboliger.

  • 2) Fritidshuse.

  • 3) Støttet byggeri til beboelse.

  • 4) Private beboelsesejendomme til udlejning.

  • 5) Industri- og håndværksejendomme.

  • 6) Kontor- og forretningsejendomme.

  • 7) Landbrugsejendomme m.v.

  • 8) Ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål.

  • 9) Andre ejendomme.

  • 10) Realkreditudlån i alt.

Stk. 2 Fordelingen efter stk. 1 kan opgøres på baggrund af regnskabsmæssige eller nominelle værdier. Det skal fremgå af noten, hvorvidt fordelingen er baseret på regnskabsmæssige eller nominelle værdier.

§ 96

En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal specificere beløbet for restancer og udlæg, jf. § 94, nr. 5, således:

  • 1) Restancer før nedskrivninger.

  • 2) Udlæg før nedskrivninger.

  • 3) Nedskrivninger på restancer og udlæg.

  • 4) Restancer og udlæg i alt.

§ 97

En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal specificere beløbet for obligationer således:

  • 1) Egne realkreditobligationer.

  • 2) Andre realkreditobligationer.

  • 3) Statsobligationer.

  • 4) Øvrige obligationer.

  • 5) 1-4 i alt.

  • 6) Egne realkreditobligationer modregnet i udstedte obligationer.

  • 7) 1-6 i alt.

§ 98

Virksomheden skal oplyse beløbet for aktiver erhvervet som led i ægte købs- og tilbagesalgsforretninger fordelt på følgende poster:

  • 1) Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker.

  • 2) Andre tilgodehavender.

§ 99

Virksomheden skal oplyse dagsværdien af alle finansielle instrumenter, der ikke måles til dagsværdi i balancen. Oplysningerne skal gives for grupper af finansielle instrumenter, der er relevante i forhold til dette oplysningskrav, og på en måde, der gør det muligt at sammenholde dagsværdien med de regnskabsmæssige værdier, der er gengivet for de enkelte poster i balancen.

Stk. 2 Hvis de regnskabsmæssige værdier i balancen er en rimelig tilnærmelse af de pågældende finansielle instrumenters dagsværdi, kan oplysning af dagsværdien udelades. Begrundelsen for udeladelsen oplyses.

Stk. 3 De metoder og forudsætninger, der er bragt i anvendelse for at fastlægge de dagsværdier, der er oplyst efter stk. 1, skal beskrives.

Stk. 4 Uanset stk. 1-3 kan en virksomhed undlade at oplyse dagsværdien af finansielle aktiver ført i aktivpost 5, Udlån og andre tilgodehavender til amortiseret kostpris, hvis.

  • 1) virksomheden ikke har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, og

  • 2) de pågældende finansielle aktiver ikke har en noteret pris på et aktivt marked, jf. § 38 a.

§ 99a

(Ophævet).

Eventualaktiver
§ 100

Medmindre det er meget usandsynligt, at økonomiske fordele vil tilgå virksomheden, skal virksomheden give en kort beskrivelse af arten af eventualaktiver på balancedagen og, hvis det er praktisk muligt, et skøn over deres økonomiske virkning.

Finansielle forpligtelser
§ 101

Virksomheden skal oplyse beløbene for henholdsvis passivpost 1, Gæld til kreditinstitutter og centralbanker, passivpost 2, Indlån og anden gæld, passivpost 4, Udstedte obligationer til dagsværdi, samt passivpost 5, Udstedte obligationer til amortiseret kostpris, fordelt på følgende restløbetider:

  • 1) Anfordring.

  • 2) Til og med 3 måneder.

  • 3) Over 3 måneder og til og med 1 år.

  • 4) Over 1 år og til og med 5 år.

  • 5) Over 5 år.

Stk. 2 Fordelingen efter stk. 1 skal oplyses særskilt for passivpost 1, Gæld til kreditinstitutter og centralbanker, og passivpost 2, Indlån og anden gæld. Fordelingen efter stk. 1 kan vises samlet for passivpost 4. Udstedte obligationer til dagsværdi og passivpost 5, Udstedte obligationer til amortiseret kostpris.

§ 102

Virksomheden skal oplyse beløbet for passivpost 2, Indlån og anden gæld, fordelt på:

  • 1) Anfordring.

  • 2) Med opsigelsesvarsel.

  • 3) Tidsindskud

  • 4) Særlige indlånsformer.

§ 103

En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal specificere beløbet for passivpost 4, Udstedte obligationer til dagsværdi, således:

  • 1) Realkreditobligationer – nominel værdi.

  • 2) Regulering til dagsværdi.

  • 3) Egne realkreditobligationer – dagsværdi.

  • 4) Realkreditobligationer – dagsværdi.

Stk. 2 Beløbet vedrørende præemitterede obligationer samt obligationer, der er udtrukket til førstkommende kreditortermin, skal oplyses.

§ 103a

En virksomhed, som måler finansielle forpligtelser til dagsværdi i medfør af § 46, stk. 2, nr. 3 eller 4, jf. § 55, stk. 1 og 2, skal oplyse ændringen i perioden og den akkumulerede størrelse af den del af ændring i dagsværdien af disse forpligtelser, som kan henføres til ændringer i kreditrisikoen på forpligtelserne. Denne ændring kan fastlægges enten

  • 1) som forskellen mellem den samlede ændring i dagsværdien af forpligtelserne og den del heraf, der kan henføres til ændringer som følge af ændringer i markedsvilkår, der knytter sig til markedsrisici eller

  • 2) ved en alternativ metode, som virksomheden mener bedre giver et retvisende billede af ændringen i kreditrisikoen på forpligtelserne.

Stk. 2 Oplysningerne efter stk. 1 gives for grupper af virksomhedens forpligtelser, der relevante i forhold til oplysningskravet, henholdsvis for regnskabsperioden og akkumuleret fra første indregning af forpligtelserne.

Stk. 3 De metoder, der er anvendt for at fastlægge de beløb, der er oplyst i henhold til stk. 1 og 2 skal oplyses. Endvidere skal virksomheden oplyse, hvis den ikke mener, at de oplyste beløb på en pålidelig måde repræsenterer ændringerne i kreditrisikoen på forpligtelserne samt oplyse om baggrunden for denne konklusion og de faktorer, som virksomheden mener, er relevante i denne sammenhæng.

Stk. 4 Forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af forpligtelser omfattet af stk. 1 og de beløb, som virksomheden er kontraktmæssigt forpligtet til at betale ved forfald skal oplyses.

§ 104

Virksomheden skal oplyse beløbet for aktiver solgt som led i ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger fordelt på følgende poster:

  • 1) Gæld til kreditinstitutter og centralbanker.

  • 2) Indlån og anden gæld.

§ 105

Der skal oplyses følgende om efterstillede kapitalindskud:

  • 1) En specifikation af renter, ekstraordinære afdrag samt omkostninger ved optagelse og indfrielse af efterstillede kapitalindskud i løbet af regnskabsåret.

  • 2) En angivelse af den del af de efterstillede kapitalindskud, der kan medregnes ved opgørelsen af basiskapitalen.

Stk. 2 For hvert efterstillet kapitalindskud, der overstiger 10 % af virksomhedens samlede efterstillede kapitalindskud, skal virksomheden angive følgende:

  • 1) Lånets størrelse, den valuta, det er denomineret i, rentesatsen og forfaldsdagen, og hvorvidt det er uamortisabelt.

  • 2) Hvorvidt der under visse omstændigheder kræves hurtigere tilbagebetaling.

  • 3) Andre vilkår i forbindelse med den efterstående forpligtelse, herunder eventuelle bestemmelser om, at den efterstående forpligtelse kan konverteres til aktie-, andels- eller garantkapital eller til en anden form for gæld og betingelserne herfor.

Eventualforpligtelser
§ 106

Hvis selskabet har stillet pant eller anden sikkerhed i aktiver, skal dette oplyses med angivelse af omfanget af pantsætningen og de pantsatte aktivers værdi specificeret for de enkelte poster. Den samlede sikkerhedsstillelse for dattervirksomheder og øvrige virksomheder inden for koncernen skal opføres særskilt.

Stk. 2 Medmindre det er meget usandsynligt, at der vil ske et træk på virksomhedens økonomiske ressourcer, skal virksomheden for hver kategori af eventualforpligtelser give en kort beskrivelse af arten af eventualforpligtelsen. Virksomheden skal opgive værdien for hver kategori af eventualforpligtelser og for eventualforpligtelser samlet. Dette gælder dog ikke forpligtelser i henhold til virksomhedens forsikringsaftaler. Forpligtelser over for et moderselskab og dets dattervirksomheder skal opføres særskilt.

Nedskrivninger på fordringer m.v.
§ 107

Virksomheden skal oplyse sin praksis for styring af kreditrisici og hvorledes denne er forbundet med indregning og måling af forventede kredittab, herunder oplyses følgende:

  • 1) Hvorledes virksomheden vurderer, om kreditrisikoen er steget betydeligt siden første indregning, jf. § 51, stk. 1.

  • 2) Hvordan lav kreditrisiko er fastsat og i hvilke kategorier af aktiver, der indgår aktiver med lav kreditrisiko, jf. § 51, stk. 1.

  • 3) Hvilke definitioner på misligholdelse, virksomheden har anvendt og begrundelser herfor.

  • 4) Hvordan aktiverne er grupperet, når der er foretaget gruppevis vurdering, jf. § 51, stk. 1.

  • 5) Hvordan virksomheden har vurderet, at et aktiv er kreditforringet, jf. § 52.

  • 6) Om virksomhedens praksis for at fjerne aktiver fra balancen, jf. § 53, herunder hvilke indikatorer, der er anvendt ved vurderingen af, at der ikke længere er rimelige forventninger om hel eller delvis dækning og om virksomhedens praksis med hensyn til fortsatte inddrivelsesbestræbelser efter, at aktiverne er fjernet fra balancen.

§ 107a

Virksomheden skal oplyse om informationsgrundlag, antagelser og vurderingsmetoder anvendt i forbindelse med vurderingen af forventede kredittab, herunder

  • 1) ved målingen af 12 måneders kredittab og ved kredittab i aktivets levetid,

  • 2) ved vurderingen af, om kreditrisikoen er steget betydeligt siden første indregning,

  • 3) ved vurderingen af, om et aktiv er kreditforringet,

  • 4) hvorledes der er taget hensyn til fremadrettet information, herunder makroøkonomisk information, ved vurderingen af forventede kredittab og

  • 5) om ændringer i væsentlige antagelser og vurderingsmetoder, der har fundet sted i regnskabsperioden og begrundelserne for sådanne ændringer.

§ 108

Virksomheden skal i tabelform vise en afstemning fra primo til ultimo af de akkumulerede nedskrivninger for forventede kredittab for følgende finansielle aktiver:

  • 1) Finansielle aktiver til amortiseret kostpris.

  • 2) Finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst.

  • 3) Udlån til dagsværdi gennem resultatopgørelsen.

Stk. 2 Afstemningen skal præsenteres således, at følgende beløb vises separat:

  • 1) Nedskrivninger på aktiver, for hvilke kreditrisikoen ikke er steget betydeligt siden første indregning (stadie 1).

  • 2) Nedskrivninger på:

    • a) aktiver, for hvilke kreditrisikoen er steget betydeligt siden første indregning (stadie 2) og

    • b) aktiver, der er kreditforringet på balancedagen, men som ikke var det ved første indregning (stadie 3).

  • 3) Nedskrivning på aktiver, der var kreditforringet ved første indregning.

Stk. 3 Oplysningerne efter stk. 1 skal gives separat for de grupper af aktiver, der er relevante for dette oplysningskrav, og der skal til de enkelte ændringer gives forklaringer til ændringerne.

Regnskabsmæssig sikring
§ 109

For hvert sikringsforhold, som opfylder betingelserne for regnskabsmæssig sikring, jf. § 75, skal virksomheden oplyse følgende:

  • 1) Arten af den risiko, der sikres.

  • 2) Arten af det sikrede med angivelse af regnskabsmæssig værdi.

  • 3) Arten af sikringsinstrumentet med angivelse af dagsværdi og syntetisk hovedstol/nominel værdi. Oplysningerne specificeres på de enkelte kategorier af afledte finansielle instrumenter. Hvis betalingsstrømmen fra sikringsinstrumentet er forskellig fra betalingsstrømmen på det sikrede, skal det oplyses, hvorledes afdækningen opnås.

  • 4) Ved sikring af forventede transaktioner skal virksomheden ud over de under nr. 1-3 anførte oplysninger beskrive de forventede fremtidige transaktioner, herunder hvornår de forventes foretaget, hvornår de forventes medtaget i resultatopgørelsen samt beskrive eventuelle forventede transaktioner, som tidligere har været behandlet som regnskabsmæssig sikring, men som ikke længere forventes at finde sted.

  • 5) Hvis værdireguleringer af afledte finansielle instrumenter, som er klassificeret som sikringsinstrumenter i forbindelse med sikring af betalingsstrømme, er indregnet i anden totalindkomst, oplyses om det beløb, der er

    • a) indregnet på egenkapitalen i det aktuelle regnskabsår,

    • b) overført fra egenkapitalen og indregnet i årets resultatopgørelse og

    • c) overført fra egenkapitalen og indregnet i kostprisen for et aktiv eller en forpligtelse i regnskabsåret.

Resultatopgørelsen
§ 110

Virksomheden skal angive beløbet for renteindtægter fordelt på:

  • 1) Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker.

  • 2) Udlån og andre tilgodehavender.

  • 3) Obligationer.

  • 4) Valuta-, rente-, aktie-, råvare- og andre kontrakter samt afledte finansielle instrumenter i alt.

  • 5) Øvrige renteindtægter.

Stk. 2 En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal angive beløbet for renteindtægter i overensstemmelse med stk. 1 suppleret med følgende yderligere post benævnt: bidrag.

§ 111

Virksomheden skal angive beløbene for renteindtægter hidrørende fra ægte købs- og tilbagesalgsforretninger ført under henholdsvis:

  • 1) Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker.

  • 2) Udlån og andre tilgodehavender.

§ 112

Virksomheden skal angive beløbet for renteudgifter fordelt på:

  • 1) Kreditinstitutter og centralbanker.

  • 2) Indlån og anden gæld.

  • 3) Udstedte obligationer.

  • 4) Efterstillede kapitalindskud.

  • 5) Øvrige renteudgifter.

Stk. 2 En virksomhed, som udøver realkreditvirksomhed, skal angive beløbet for renteudgifter i overensstemmelse med stk. 1 suppleret med en yderligere post benævnt: udbetalte reservefondsandele.

§ 113

Virksomheden skal angive beløbene for renteudgifter hidrørende fra ægte købs- og tilbagesalgsforretninger ført under henholdsvis:

  • 1) Gæld til kreditinstitutter og centralbanker.

  • 2) Indlån og anden gæld.

§ 113a

En virksomhed, som udøver pengeinstitutvirksomhed, skal angive beløbet for resultatopgørelsens post 4, Gebyrer og provisionsindtægter, fordelt på:

  • 1) Værdipapirhandel og depoter.

  • 2) Betalingsformidling.

  • 3) Lånesagsgebyrer.

  • 4) Garantiprovision.

  • 5) Øvrige gebyrer og provisioner.

§ 114

Virksomheden skal angive beløbet for kursreguleringer fordelt på:

  • 1) Realkreditudlån.

  • 2) Andre udlån og tilgodehavender til dagsværdi.

  • 3) Obligationer.

  • 4) Aktier m.v.

  • 5) Investeringsejendomme.

  • 6) Valuta.

  • 7) Valuta-, rente-, aktie-, råvare- og andre kontrakter samt afledte finansielle instrumenter i alt.

  • 8) Aktiver tilknyttet puljeordninger.

  • 9) Indlån i puljeordninger.

  • 10) Øvrige aktiver.

  • 11) Udstedte realkreditobligationer.

  • 12) Øvrige forpligtelser.

§ 115

Forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber, der ikke har tilladelse til at udøve værdipapirhandelsvirksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, skal specificere beløbet for opkrævede honorarer og vederlag fra administrerede foreninger og fonde indeholdt i resultatopgørelsens post 1. Administrationsgebyrer.

Stk. 2 Specifikationen efter stk. 1 skal vises fordelt på de enkelte administrerede foreninger.

§ 116

Forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber, der ikke har tilladelse til at udøve værdipapirhandelsvirksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, skal særskilt oplyse beløbet for gebyrer til de administrerede fondes og foreningers depositar og depotselskab indeholdt i resultatopgørelsens post 3, Udgifter til personale og administration.

§ 117

Virksomheden skal i regnskabet oplyse om de væsentligste skatteomkostnings- eller skatteindtægtselementer.

Stk. 2 Virksomheden skal give en redegørelse for forholdet mellem skatteomkostning eller skatteindtægt og regnskabsmæssigt resultat på en af eller begge følgende måder:

  • 1) En talmæssig afstemning af skatteomkostning eller skatteindtægt og regnskabsmæssigt resultat ganget med den gældende skattesats, der viser det grundlag, hvorpå den gældende skattesats er opgjort.

  • 2) En talmæssig afstemning af den gennemsnitlige effektive skattesats og den gældende skattesats, der viser det grundlag, hvorpå den gældende skattesats er opgjort.

Stk. 3 Virksomheden skal for hver type af midlertidig forskel, uudnyttet skattemæssigt underskud og uudnyttet skattemæssigt fradrag oplyse beløbet for følgende:

  • 1) De udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser, der er indregnet i balancen.

  • 2) Den udskudte skatteindtægt eller skatteomkostning, der er indregnet i resultatopgørelsen, hvis dette ikke fremgår tydeligt af ændringerne i de beløb, der er indregnet i balancen.

§ 118

Det samlede honorar for regnskabsåret til den revisionsvirksomhed, der udfører den lovpligtige revision, og til revisionsvirksomhedens dattervirksomheder skal oplyses. Oplysningen skal specificeres i honorar for lovpligtig revision af årsregnskabet, honorar for andre erklæringsopgaver med sikkerhed, honorar for skatterådgivning og honorar for andre ydelser. For det i 1. pkt. omhandlede beløb skal angives de tilsvarende for det foregående regnskabsår.

Stk. 2 En virksomhed kan undlade at give oplysningerne efter stk. 1, hvis virksomhedens regnskab ved fuld konsolidering indgår i et koncernregnskab, hvori oplysningen gives for koncernen som helhed, og koncernregnskabet er udarbejdet af en modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land.

§ 119

Virksomheden skal i det mindste angive summen af netto rente- og gebyrindtægter og kursreguleringer fordelt på aktiviteter og på geografiske markeder, hvis aktiviteterne henholdsvis markederne afviger indbyrdes. Ved fordelingen skal der tages hensyn til den måde, hvorpå salget af de tjenesteydelser, der indgår i virksomhedens drift, er tilrettelagt.

Stk. 2 Hvis årsrapporten indeholder et koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at stk. 1 er opfyldt for koncernen som helhed.

Nærtstående parter m.v.
§ 120

Størrelsen af lån til samt pant, kaution eller garanti stillet for medlemmer af virksomhedens eller dens moderselskabers direktion, bestyrelse eller repræsentantskab skal angives for hver kategori med oplysning om de væsentligste vilkår, herunder rentefod.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke lån til og sikkerhedsstillelse for erhvervelse af aktier i virksomheden af eller til medarbejdere i virksomheden eller dens dattervirksomheder.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 1 gælder også tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelse for nærtstående til de i stk. 1 nævnte personer.

Stk. 4 I særlige tilfælde, hvor en virksomheds repræsentantskab ikke er et snævert ledelsesorgan, kan oplysningerne efter stk. 1 og 3, udelades.

§ 121

Der skal gives oplysning om det gennemsnitlige antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret. Personaleudgifterne skal oplyses og specificeres på henholdsvis løn, pension, andre udgifter til social sikring og afgifter beregnet på grundlag af personaleantallet eller lønsummen.

Stk. 2 Virksomheden skal særskilt angive det samlede vederlag for regnskabsåret til nuværende og forhenværende medlemmer af

  • 1) direktionen,

  • 2) bestyrelsen og

  • 3) ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Stk. 3 For hver af de i stk. 2 nævnte grupper skal angives antallet af personer omfattet af gruppen samt fordelingen af vederlag på fast og variabel løn. Desuden skal virksomheden angive de samlede forpligtelser til at yde pension til de nævnte grupper. Er der fastsat særlige incitamentsprogrammer for medlemmer af ledelsen, skal det oplyses, hvilken kategori af ledelsesmedlemmer programmet gælder for, hvilke ydelser programmet omfatter, og hvad der er nødvendigt for at kunne vurdere værdien heraf. Oplysninger nævnt under stk. 2, nr. 3, skal udelades i tilfælde, hvor efterlevelse af oplysningskravet indebærer, at der gives oplysninger om enkeltpersoners individuelle løn. I så fald skal det oplyses, at virksomheden har anvendt denne undtagelsesbestemmelse.

Stk. 4 Hvis efterlevelse af oplysningskravet vedrørende ansatte under stk. 2, nr. 1 og 2, indebærer, at der gives oplysninger om enkeltpersoners individuelle løn i den offentliggjorte årsrapport, skal disse oplysninger erstattes ved en henvisning til, hvor disse oplysninger kan findes. Oplysningerne, der henvises til, skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Stk. 5 Sparevirksomheder, jf. § 1, nr. 6, er ikke omfattet af stk. 4.

§ 122

Virksomheden skal oplyse navn og hjemsted for de modervirksomheder, herunder udenlandske modervirksomheder, der udarbejder koncernregnskab for henholdsvis den største og mindste koncern, hvori virksomheden indgår som dattervirksomhed, samt hvor de udenlandske modervirksomheders koncernregnskaber m.v. kan rekvireres.

§ 123

Navn, hjemsted og retsform for væsentlige dattervirksomheder og associerede virksomheder skal oplyses med angivelse af den pågældende virksomheds aktivitet. For hver virksomhed skal angives, hvor stor en andel der ejes, samt størrelsen af virksomhedens egenkapital og resultat ifølge den senest foreliggende årsrapport. Oplysningerne kan gives i form af et koncerndiagram.

Stk. 2 Når en dattervirksomhed er moderselskab i en koncern, finder oplysningskravet i stk. 1 ikke anvendelse på denne virksomheds dattervirksomheder og associerede virksomheder.

§ 124

Der skal oplyses om transaktioner og aftaler mellem virksomheden og nærtstående parter, herunder om grundlaget for forbindelsen med de pågældende nærtstående parter.

Stk. 2 Ud over oplysningerne efter stk. 1 skal der gives oplysning om de nærtstående parter, som har bestemmende indflydelse på virksomheden. Oplysningerne skal omfatte navn, bopæl, for virksomheders vedkommende hjemsted, og grundlaget for den bestemmende indflydelse.

§ 124a

Kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal for hvert land, hvor virksomheden er etableret ved en eller flere filialer eller dattervirksomheder, oplyse følgende på konsolideret grundlag vedrørende regnskabsåret:

  • 1) Navn eller navne, aktiviteternes art og geografiske beliggenhed.

  • 2) Omsætning.

  • 3) Antal ansatte omregnet til fuldtidsansatte

  • 4) Resultat før skat.

  • 5) Skat.

  • 6) Modtagne offentlige tilskud.

Stk. 2 Kravet om sammenligningstal, jf. § 5, stk. 3, finder ikke anvendelse på oplysninger efter stk. 1.

§ 125

Aktieselskaber, der skal føre en særlig fortegnelse over aktiebesiddelser omfattet af selskabslovens § 55 og § 56, skal oplyse, hvem der på tidspunktet for årsrapportens aflæggelse er optaget i den særlige fortegnelse med angivelse af fulde navn og bopæl eller for virksomheder vedkommendes hjemsted.

Virksomhedskapitalen
§ 126

For aktieselskaber skal angives aktiernes antal og pålydende værdi. Består aktiekapitalen af flere klasser, skal disse specificeres, og antallet af aktier og deres pålydende værdi skal angives for hver klasse.

§ 127

Hvis virksomheden har optaget lån mod udstedelse af konvertible gældsbreve, skal for hvert sådant lån oplyses det beløb, som udestår, ombytningskursen og den fastsatte frist for ombytning til aktier. Tilsvarende gælder for udstedte tegningsretter (warrants).

Stk. 2 Har virksomheden optaget lån mod obligationer eller mod andre gældsbreve med ret til rente, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af det udbytte, som virksomhedens aktier afkaster, eller af årets overskud, skal for hvert lån angives det udestående lånebeløb samt den aftalte forrentning.

§ 128

Vedrørende virksomhedens beholdning af egne aktier skal følgende oplyses:

  • 1) Antallet og den pålydende værdi af egne aktier, der indgår i virksomhedens beholdning, og den procentdel, som beholdningen udgør af aktiekapitalen.

  • 2) Antallet og den pålydende værdi af de egne aktier, der er erhvervet eller afhændet i regnskabsåret, og den procentdel, som disse udgør af aktiekapitalen samt størrelsen af den samlede købs- og salgssum.

  • 3) Årsagen til de erhvervelser af egne aktier, der er foretaget i regnskabsåret.

Stk. 2 Oplysningerne efter stk. 1 skal tilsvarende gives for aktier i virksomheden, der indgår i dattervirksomhedernes beholdninger eller er erhvervet eller afhændet af dattervirksomhederne i regnskabsåret.

§ 129

En eventuel forskel mellem kerne- og basiskapitalen, jf. bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital, og egenkapitalen ifølge balancen skal specificeres.

Følsomhedsoplysninger
§ 129a

En virksomhed, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, og som ikke udarbejder koncernregnskab, skal give oplysninger om følsomhed over for hver enkelt type af markedsrisiko, som virksomheden er underlagt. Oplysningerne skal gives i form af angivelse af, med hvor store beløb virksomhedens resultat og egenkapital ville være påvirket af rimeligt sandsynlige ændringer i de relevante risikovariable.

Stk. 2 Der skal oplyses om de anvendte metoder og forudsætninger ved udarbejdelsen af oplysningerne efter stk. 1. Endvidere skal oplyses om ændringer i forhold til den forudgående periode og om årsagerne til sådanne ændringer.

Stk. 3 Hvis virksomheden anvender følsomhedsanalyser, der afspejler sammenhænge mellem risikovariable (eksempelvis rente og valuta) i sin risikostyring, kan virksomheden gengive disse følsomhedsanalyser i stedet for oplysninger krævet efter stk. 1.

Stk. 4 Hvis virksomheden anvender stk. 3, skal der gives oplysninger om den anvendte metode og oplysninger om de væsentligste parametre og forudsætninger, der ligger bag de anvendte data. Endvidere skal der oplyses om formålet med analysen og dens eventuelle begrænsninger.

Puljeordning
§ 130

Virksomheden skal oplyse beløbet for puljeaktiver fordelt på aktivtyper.