Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 460 af 02. maj 2023

Kapitel 5 Ledelsesberetning
§ 135

Virksomheden skal i ledelsesberetningen

  • 1) beskrive virksomhedens hovedaktiviteter,

  • 2) beskrive usikkerhed ved indregning og måling, så vidt muligt med angivelse af beløb,

  • 3) beskrive usædvanlige forhold, der kan have påvirket indregningen eller målingen, så vidt muligt med angivelse af beløb,

  • 4) redegøre for udviklingen i virksomhedens aktiviteter og økonomiske forhold,

  • 5) omtale betydningsfulde hændelser, som er indtruffet efter regnskabsårets afslutning,

  • 6) beskrive virksomhedens forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen,

  • 7) beskrive virksomhedens videnressourcer, hvis de er af særlig betydning for den fremtidige indtjening,

  • 8) beskrive de særlige risici, herunder forretningsmæssige og finansielle risici, som virksomheden kan påvirkes af,

  • 9) beskrive forsknings- og udviklingsaktiviteter i eller for virksomheden,

  • 10) omtale aktiviteter og filialer i udlandet og

  • 11) i årsrapporter, der indeholder et koncernregnskab, give en beskrivelse af koncernens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur omfattende både koncernvirksomhederne og væsentlige filialer i udlandet. Virksomheden kan erstatte beskrivelsen med en henvisning til, hvor en sådan opdateret beskrivelse er tilgængelig, eksempelvis på virksomhedens hjemmeside.

§ 136

Virksomheden skal i ledelsesberetningen oplyse om størrelsen af virksomhedens solvenskapitalkrav ved udgangen af regnskabsåret og redegøre for, hvorledes beløbet er beregnet. Virksomheden skal oplyse det tilsvarende beløb for året forud til sammenligning.

Stk. 2 Virksomheden skal oplyse solvensdækningen, som er forholdet mellem kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav angivet i procent, samt solvenskapitalkravet. Virksomheden skal tillige oplyse solvensdækningen for de fire forudgående regnskabsår til sammenligning.

§ 137

Virksomheden skal i ledelsesberetningen beskrive årets resultat sammenholdt med den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport, eller ifølge de seneste i årets løb offentliggjorte forventninger, og begrunde afvigelser i resultatet i forhold hertil.

§ 138

Virksomheden skal oplyse om de ledelseshverv, som virksomhedens bestyrelses- og direktionsmedlemmer beklæder i andre erhvervsvirksomheder, bortset fra ledelseshverv i virksomhedens egne 100 pct. ejede datterselskaber. Virksomheden kan uanset 1. pkt., hvis den pågældende er medlem af ledelsen i såvel et andet moderselskab som et eller flere af dettes 100 pct. ejede datterselskaber, nøjes med at oplyse navnet på dette moderselskab og antallet af dets datterselskaber, hvori den pågældende er ledelsesmedlem.

§ 139

Virksomheden skal i ledelsesberetningen oplyse bestyrelsens forslag til udbytte. Virksomheden skal anføre beløbet som en særlig post i egenkapitalen.

§ 140

Et aktieselskab, som har en eller flere aktieklasser med tilknyttede stemmerettigheder optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, skal supplere ledelsesberetningen med oplysninger, som skaber gennemsigtighed omkring selskabets forhold med det formål at fremme den frie omsætning af selskabets aktier. Oplysningerne skal omfatte følgende:

  • 1) Forhold vedrørende selskabets kapitalstruktur samt ejerforhold, herunder

    • a) antallet af aktier med tilknyttede stemmerettigheder og deres pålydende værdi,

    • b) andelen af aktier med tilknyttede stemmerettigheder, der ikke er optaget til notering eller handel på en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked i et EU/EØS- land,

    • c) en specifikation af de forskellige aktieklasser som anført i § 129, hvis selskabet har flere aktieklasser, og

    • d) oplysning om fulde navn og bopæl, eller for virksomheders vedkommende hjemsted, samt den nøjagtige ejer- og stemmeandel for enhver, der er optaget i den i § 128 nævnte særlige fortegnelse over aktiebesiddelser i selskabet.

  • 2) Oplysninger, som er kendt af selskabet, om

    • a) rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til hver aktieklasse,

    • b) begrænsninger i aktiernes omsættelighed og

    • c) stemmeretsbegrænsninger.

  • 3) Regler for udpegning og udskiftning af medlemmer af selskabets bestyrelse samt for ændring af selskabets vedtægter.

  • 4) Bestyrelsens beføjelser, især hvad angår muligheden for at udstede aktier, jf. selskabslovens § 155, eller for at erhverve egne aktier, jf. selskabslovens § 198.

  • 5) Væsentlige aftaler, som selskabet har indgået, og som får virkning, ændres eller udløber, hvis kontrollen med selskabet ændres som følge af et gennemført overtagelsestilbud, samt virkningerne heraf. Selskabet kan dog undlade oplysningerne efter 1. pkt., hvis oplysningernes offentliggørelse vil være til alvorlig skade for selskabet, og selskabet ikke udtrykkelig er forpligtet til at videregive sådanne oplysninger i henhold til anden lovgivning. Selskabet skal nævne udeladelse af oplysninger efter 2. pkt.

  • 6) Aftaler mellem selskabet og dets ledelse eller medarbejdere, hvorefter disse modtager kompensation, hvis de fratræder eller afskediges uden gyldig grund eller deres stilling nedlægges som følge af et overtagelsestilbud.

Stk. 2 Selskaber, som er omfattet af stk. 1, kan undlade at give oplysninger efter §§ 128 og 129.

§ 141

En virksomhed, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, skal medtage en redegørelse for virksomhedsledelse, der omfatter følgende:

  • 1) Oplysning om, hvorvidt virksomheden er omfattet af en kodeks for virksomhedsledelse, med henvisning til den kodeks, virksomheden i givet fald er omfattet af.

  • 2) Angivelse af, hvor den i nr. 1 omhandlede kodeks er offentligt tilgængelig.

  • 3) Angivelse af, hvilke dele af den i nr. 1 omhandlede kodeks, virksomheden fraviger, og grundene hertil, hvis virksomheden har besluttet at fravige dele af kodeksen.

  • 4) Angivelse af grundene til, at virksomheden ikke anvender den i nr. 1 omhandlede kodeks, hvis virksomheden har besluttet ikke at anvende kodeksen.

  • 5) Henvisning til eventuelle andre kodekser for virksomhedsledelse, som virksomheden har besluttet at anvende i tillæg til eller i stedet for den i nr. 1 omhandlede kodeks, eller som virksomheden frivilligt anvender, med angivelse af tilsvarende oplysninger som de i nr. 2 og 3 anførte.

  • 6) Beskrivelse af hovedelementerne i virksomhedens interne kontrol- og risikostyringssystemer i forbindelse med regnskabsaflæggelsesprocessen.

  • 7) Beskrivelse af sammensætningen af virksomhedens ledelsesorganer og deres udvalg samt disses funktion.

  • 8) Beskrivelse af virksomhedens mangfoldighedspolitik, der anvendes i forbindelse med sammensætningen af virksomhedens ledelse, for så vidt angår f.eks. alder, køn eller uddannelses- og erhvervsmæssig baggrund, jf. dog stk. 5. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om

    • a) målene for mangfoldighedspolitikken,

    • b) hvordan mangfoldighedspolitikken er blevet gennemført, og

    • c) resultaterne af mangfoldighedspolitikken i rapporteringsperioden.

Stk. 2 En virksomhed, som er omfattet af stk. 1, og som alene har andre værdipapirer end aktier optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, kan undlade at give de i stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8, nævnte oplysninger, medmindre den pågældende virksomhed har aktier optaget til handel på en multilateral handelsfacilitet i et EU/EØS-land.

Stk. 3 Virksomheden skal give redegørelsen efter stk. 1 i sammenhæng med de i § 140 nævnte oplysninger i ledelsesberetningen, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Virksomheden kan undlade at medtage redegørelse efter stk. 1 i ledelsesberetningen, hvis ledelsesberetningen indeholder en henvisning til virksomhedens hjemmeside, hvor redegørelsen er offentliggjort. Offentliggørelse på virksomhedens hjemmeside forudsætter, at virksomheden opfylder kravene herfor som fastsat i bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven med de fornødne tilpasninger.

Stk. 5 Virksomheden skal alene efterleve kravet om redegørelsen efter stk. 1, nr. 8, når virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet overskrider mindst to af følgende størrelser:

  • 1) En balancesum på 156 mio. kr.

  • 2) Bruttopræmier på 313 mio. kr.

  • 3) Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.

Stk. 6 Har en virksomhed omfattet af stk. 1, ikke en politik for mangfoldighed, som nævnt i stk. 1, nr. 8, skal virksomheden i ledelsesberetningen give en redegørelse med forklaring og baggrunden herfor.

§ 142

En virksomhed, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, samt virksomheder, der driver livsforsikringsvirksomhed, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2-8. Ved samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. Har virksomheden ikke politikker for samfundsansvar, skal virksomheden oplyse dette.

Stk. 2 Virksomhedens redegørelse skal indeholde oplysning om:

  • 1) Virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender.

  • 2) Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling, herunder eventuelle systemer eller procedurer herfor.

  • 3) Virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar, samt virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover.

Stk. 3 Hvis virksomheden har politikker for at respektere menneskerettighederne og for at reducere klimapåvirkningen af virksomhedens aktiviteter, skal virksomhedens redegørelse efter stk. 1 udtrykkeligt indeholde oplysninger om disse politikker. Hvis virksomheden har sådanne politikker, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Har virksomheden ikke sådanne politikker, skal virksomheden oplyse dette i ledelsesberetningen.

Stk. 4 Virksomheden skal give redegørelsen i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give redegørelsen

  • 1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 190 i lov om finansiel virksomhed, hvortil virksomheden skal henvise i ledelsesberetningen, eller

  • 2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil virksomheden skal henvise i ledelsesberetningen.

Stk. 5 Offentliggørelse af redegørelsen efter stk. 4, nr. 1 eller 2, forudsætter at virksomheden opfylder kravene herfor som fastsat i bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven med de fornødne tilpasninger. § 193, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på redegørelsen i de tilfælde, hvor redegørelsen offentliggøres andre steder end i ledelsesberetningen.

Stk. 6 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at virksomheden efterlever oplysningskravene efter stk. 1-3 for koncernen som helhed.

Stk. 7 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin egen ledelsesberetning, hvis modervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1-3 for den samlede koncern.

Stk. 8 En virksomhed, der oplyser om samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder som fastlagt i bekendtgørelse om redegørelse for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, kan undlade at give de oplysninger, som er anført i stk. 1-3 under de betingelser, som er fastlagt i bekendtgørelsen.

§ 143

Virksomheder, der efter selskabslovgivningen eller den finansielle lovgivning er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, skal, uanset om virksomheden opfylder betingelser for at være undtaget fra forpligtelsen til at opstille måltal, i ledelsesberetningen medtage en oversigt pr. balancedagen over følgende:

  • 1) Det samlede antal medlemmer eksklusive eventuelt medarbejdervalgte medlemmer af det øverste ledelsesorgan, og hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.

  • 2) Det samlede antal personer på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, og hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.

  • 3) De i nr. 1 og 2 nævnte tal for de fire foregående regnskabsår.

Stk. 2 Virksomheder, der efter selskabslovgivningen eller den finansielle lovgivning er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, skal ud over oplysningerne i oversigten efter stk. 1 oplyse følgende:

  • 1) Måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, herunder årstallet for, hvornår måltallet forventes opfyldt.

  • 2) Måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder årstallet for, hvornår måltallet forventes opfyldt.

  • 3) De i nr. 1 og 2 nævnte tal for de fire foregående regnskabsår.

Stk. 3 Virksomheder, der er forpligtet til at opstille måltal, jf. stk. 2, nr. 1, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1, oplyse følgende:

  • 1) Status for opfyldelsen af måltallet efter stk. 2, nr. 1.

  • 2) De væsentligste handlinger foretaget i regnskabsåret for at opfylde måltallet.

  • 3) Årsagen til at måltallet ikke er opfyldt, hvis dette er tilfældet.

Stk. 4 Virksomheder, der skal oplyse om måltal efter stk. 2, nr. 2, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 redegøre for virksomhedens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder følgende:

  • 1) Det væsentligste indhold af politikken.

  • 2) De væsentligste handlinger, som virksomheden har foretaget i regnskabsåret for at nå måltallet og for at omsætte sin politik til handling.

  • 3) Status for opfyldelsen af måltallet og, hvis det er relevant, årsagen til, at måltallet ikke er opfyldt.

Stk. 5 Virksomheder, der pr. balancedagen har en ligelig fordeling af mænd og kvinder i det øverste ledelsesorgan eller på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.

Stk. 6 Virksomheder, der efter selskabslovgivningen, er undtaget fra pligten til at opstille måltal for øvrige ledelsesniveauer, som følge af at de i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.

Stk. 7 Virksomheder, der efter den finansielle lovgivning er undtaget fra pligten til at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, som følge af at virksomheden det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.

Stk. 8 Første gang virksomheden skal give oplysninger efter stk. 1 og 2, skal virksomheden alene medtage oplysninger for det pågældende regnskabsår i oversigten efter stk. 1 og 2. I de efterfølgende regnskabsår skal virksomheden supplere oversigten med oplysninger for tidligere regnskabsår, hvor virksomheden har medtaget oplysninger i oversigten efter stk. 1 og 2.

§ 144

Virksomheder, som på balancetidspunktet har et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 500 eller derover, og modervirksomheder, hvor koncernen som helhed har et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 500 eller derover, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2-8. Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder integrerer hensyn til bl.a. menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold og bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter.

Stk. 2 Virksomhedens redegørelsen skal som minimum indeholde følgende:

  • 1) En kort beskrive af virksomhedens forretningsmodel.

  • 2) Oplysninger om virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder om eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender. Virksomheden skal som minimum oplyse om politikker for miljø, herunder for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter, sociale forhold og medarbejderforhold, respekt for menneskerettigheder, antikorruption og bestikkelse. Virksomheden skal for hvert politikområde oplyse, om virksomheden har en politik på det pågældende område, og hvad politikken i givet fald går ud på.

  • 3) Oplysninger om, hvordan virksomheden omsætter sin politik for samfundsansvar til handling, og oplysninger om eventuelle systemer eller procedurer herfor, for hvert politikområde, jf. nr. 2. Virksomheden skal endvidere oplyse om anvendte processer for nødvendig omhu (»due diligence«), hvis virksomheden anvender sådanne processer.

  • 4) Oplysninger om de væsentligste risici i relation til virksomhedens forretningsaktiviteter, herunder, hvor det er relevant og proportionalt, i relation til virksomhedens forretningsforbindelser, produkter og tjenesteydelser, som indebærer en særlig risiko for negativ påvirkning af de i nr. 2 nævnte områder. Virksomheden skal herunder oplyse om, hvordan virksomheden håndterer de pågældende risici. Virksomheden skal give oplysningerne for hvert enkelt politikområde.

  • 5) Oplysninger om virksomhedens anvendelse af eventuelle ikke-finansielle nøglepræstationsindikatorer, som er relevante for specifikke forretningsaktiviteter.

  • 6) Oplysninger om virksomhedens vurdering af, hvilke resultater der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, og virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover. Virksomheden skal give oplysningerne for hvert enkelt politikområde, jf. nr. 2.

Stk. 3 Har virksomheden ikke politikker for samfundsansvar på de i stk. 2, nr. 2, anførte områder, skal virksomheden oplyse dette i ledelsesberetningen med angivelse af grundene hertil for hvert enkelt af de anførte områder.

Stk. 4 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at virksomheden giver oplysningerne efter stk. 1-3 for koncernen som helhed.

Stk. 5 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter stk. 1-3.

Stk. 6 En virksomhed kan undlade at udarbejde en redegørelse om samfundsansvar efter stk. 2, hvis virksomheden oplyser om sine politikker for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, der indeholder de i stk. 2 anførte oplysninger. Har virksomhedens oplysninger efter første pkt. ikke omfattet de i stk. 2 anførte politikområder, skal virksomheden anføre dette i ledelsesberetningen med angivelse af grundene hertil for hver enkelt af de anførte områder.

Stk. 7 § 142, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse for redegørelsen efter denne bestemmelses stk. 1-3.

Stk. 8 § 142, stk. 1-3 og stk. 6-8, finder ikke anvendelse på virksomheder, der omfattes af anvendelsesområdet nævnt i denne bestemmelses stk. 1.

§ 145

Virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse, som i koncernen har aktivitet inden for efterforskning, prospektering, opdagelse, udvikling og udvinding af mineral-, olie- og naturgasforekomster m.v. eller skovning af primærskov, skal supplere ledelsesberetningen med en beretning om betalinger til myndigheder i overensstemmelse med reglerne i § 99 c, stk. 1-7, i årsregnskabsloven og bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven samt bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelse samt kommunikation i forbindelse hermed som udstedt i medfør af § 99 c, stk. 8 og 9, i årsregnskabsloven.

§ 146

Virksomheder, som har en politik for dataetik, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik hvis virksomheden opfylder et eller flere af følgende kriterier:

  • 1) Virksomheden har på balancetidspunktet et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 500 eller derover.

  • 2) Virksomheden er modervirksomhed i en koncern, der som helhed har et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 500 eller derover.

  • 3) Virksomheden har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land.

  • 4) Virksomheden driver livsforsikringsvirksomhed.

Stk. 2 Redegørelsen efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om virksomhedens arbejde med og politik for dataetiske spørgsmål. Har virksomheden ikke en politik for dataetik, skal ledelsesberetningen indeholde en redegørelse med forklaring af baggrunden herfor.

Stk. 3 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at virksomheden giver oplysningerne efter stk. 2 for koncernen som helhed.

Stk. 4 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter stk. 2. Anvendes undtagelsen i 1. pkt., skal dattervirksomheden oplyse dette, herunder hvilken modervirksomhed der har medtaget redegørelsen, og hvor denne er offentliggjort.

Stk. 5 § 142, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på redegørelser efter stk. 2.