Bekendtgørelse om finansielle rapporter for danske UCITS § 36

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1631 af 22. december 2022

Anvendt regnskabspraksis
§ 36

Der skal i et særskilt afsnit i årsregnskabet redegøres for alle væsentlige indregningsmetoder og målegrundlag, der er anvendt på posterne i balance, resultatopgørelse og noter.

Stk. 2 For finansielle instrumenter skal der gives oplysninger om den regnskabspraksis, der er anvendt med hensyn til indregningskriterier og målegrundlag.

Stk. 3 Er beløbet i en regnskabspost i årsregnskabet fremkommet ved en fordelingsberegning, skal der gives oplysning om beregningsmetoden.

Stk. 4 Ved ændringer i regnskabspraksis skal oplyses om:

  • 1) årsagen til ændringen,

  • 2) den foretagne ændring i regnskabspraksis, herunder arten af ændringen, og

  • 3) den beløbsmæssige effekt af ændringen i regnskabspraksis for poster i balance og resultatopgørelse for indeværende, tidligere og fremtidige regnskabsår, hvis det er muligt.

Stk. 5 Ved ændringer i regnskabsmæssige skøn, der har en effekt i indeværende eller fremtidige regnskabsår, skal afdelingen oplyse arten og beløbet af den foretagne ændring, der har en effekt i indeværende eller fremtidige regnskabsår. Hvis det ikke er muligt at estimere den beløbsmæssige effekt, skal afdelingen oplyse dette.

Stk. 6 Ved regnskabsmæssige fejl skal arten af disse oplyses samt den beløbsmæssige virkning på og korrektion af poster i balance og resultatopgørelse.