Bekendtgørelse om finansielle rapporter for danske UCITS § 20

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1631 af 22. december 2022

§ 20

Et finansielt aktiv, der er solgt eller på anden måde overdraget til en anden part, skal ophøre med at være indregnet i balancen. En del af et finansielt aktiv skal ophøre med at være indregnet i balancen, hvis en entydigt defineret andel af aktivet er solgt eller overdraget.

Stk. 2 Ved køb eller salg af finansielle aktiver på sædvanlige markedsbetingelser skal afdelingen for samtlige køb og salg indregne og ophøre med indregning af aktiverne i balancen på handelsdatoen.

Stk. 3 Samtidig med indregningen af det finansielle aktiv, jf. stk. 2, indregnes en forpligtelse svarende til den aftalte pris. Tilsvarende indregnes ved salg af et finansielt aktiv et aktiv svarende til den aftalte pris. Denne forpligtelse eller dette aktiv ophører med at være indregnet i balancen på afregningsdatoen.

Stk. 4 Uanset stk. 1 skal et finansielt aktiv, der overdrages på en måde, der indebærer, at afdelingen i væsentligt omfang bevarer risikoen og adgangen til afkast (betalingsstrømme) forbundet med aktivet, bibeholdes i balancen. Ved en sådan overdragelse indregnes en finansiel forpligtelse svarende til den betaling, der er modtaget i forbindelse med overdragelsen.