Bekendtgørelse om filialer af tredjelandsforsikringsselskaber Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1018 af 25. august 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1168 af 31. oktober 2017

Kapitel 6 Aktiver
§ 14

Filialen skal råde over aktiver af en størrelse, der mindst er lig med halvdelen af den nedre grænse for minimumskapitalkravet for den forsikringsbestand, der henhører under filialen, jf. § 126 d, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2 Et beløb svarende til en fjerdedel af aktivernes værdi skal deponeres som sikkerhed.

§ 15

De registrerede aktiver skal udelukkende tjene som sikkerhed for opfyldelse af forpligtelser ifølge de under filialen hørende direkte forsikringskontrakter samt til dækning af beløb, som filialen er forpligtet til at udrede efter lov om finansiel virksomhed, herunder også bøder.

Stk. 2 For filialer, der er taget under administration, kan den enkelte forsikrede kun kræve sig fyldestgjort for et forfaldent forsikringskrav i den udstrækning, Finanstilsynet anser det for forsvarligt under hensyn til, at aktiverne også tjener til sikkerhed for filialens forpligtelser over for de øvrige forsikrede.