Bekendtgørelse om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab § 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 287 af 20. marts 2019

§ 7

Anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14, stk. 3 eller 6, i børneloven er sket, når forældrene har underskrevet en omsorgs- og ansvarserklæring, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., under et møde hos Familieretshuset, og Familieretshuset, jf. stk. 2, har modtaget alle andre parters tiltræden i underskrevet og dateret stand. Er børnelovens betingelser for anerkendelse af faderskab eller medmoderskab opfyldt, udleverer Familieretshuset en bekræftelse på modtagelse af en digitalt indgivet omsorgs- og ansvarserklæring eller en kopi af blanketten med omsorgs- og ansvarserklæringen til forældrene. Dokumentet skal inden udlevering påtegnes af Familieretshuset.

Stk. 2 Tiltrædelse af en anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14, stk. 3 eller 6, i børneloven indgives på en blanket, jf. § 21, nr. 5 eller 6. Blanketten underskrives af den part, der vil tiltræde, at en anden part anerkender faderskabet eller medmoderskabet. Underskriften og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner. Dette gælder dog ikke, hvis blanketten underskrives af den pågældende part ved møde hos Familieretshuset. Familieretshuset påtegner blanketten og udleverer en kopi af den til den pågældende part.