Bekendtgørelse om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 287 af 20. marts 2019

Kapitel 3 Sager om anerkendelse af faderskab og medmoderskab, der kan afsluttes uden nærmere undersøgelser
§ 5

En omsorgs- og ansvarserklæring efter § 14, stk. 1, i børneloven indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 33 a, stk. 2, i børneloven, eller på en blanket, jf. § 21, nr. 1 eller 2. Hvis Familieretshusets modtagelse af en omsorgs- og ansvarserklæring indleder sagen hos Familieretshuset, finder § 4 anvendelse.

Stk. 2 En omsorgs- og ansvarserklæring, der indgives ved digital selvbetjening, jf. stk. 1, skal være underskrevet digitalt af begge forældre.

Stk. 3 En omsorgs- og ansvarserklæring, der indgives på en blanket, jf. stk. 1, skal underskrives af begge forældre. Forældrenes underskrift og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner. Dette gælder dog ikke, hvis forældrene underskriver erklæringen ved møde hos Familieretshuset.

Stk. 4 En omsorgs- og ansvarserklæring er afgivet, når Familieretshuset har modtaget den i underskrevet og dateret stand. Er børnelovens betingelser for anerkendelse af faderskab eller medmoderskab opfyldt, udleverer Familieretshuset en bekræftelse på modtagelse af en digitalt indgivet omsorgs- og ansvarserklæring eller en kopi af blanketten med omsorgs- og ansvarserklæringen til forældrene. Dokumentet skal inden udlevering påtegnes af Familieretshuset.

§ 6

Anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14, stk. 2, nr. 1, stk. 4, nr. 1, eller stk. 5, i børneloven indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 33 a, stk. 2, i børneloven, eller på en blanket, jf. § 21, nr. 3 eller 4. Hvis Familieretshusets modtagelse af en anerkendelse indleder sagen hos Familieretshuset, finder § 4 anvendelse.

Stk. 2 En anerkendelse, der indgives ved digital selvbetjening, jf. stk. 1, skal være underskrevet digitalt af den part, der vil anerkende faderskabet eller medmoderskabet.

Stk. 3 En anerkendelse, der indgives på en blanket, jf. stk. 1, skal underskrives af den part, der vil anerkende faderskabet eller medmoderskabet. Partens underskrift og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner. Dette gælder dog ikke, hvis parten underskriver blanketten ved møde hos Familieretshuset.

Stk. 4 Anerkendelse er sket, når Familieretshuset har modtaget anerkendelsen i underskrevet og dateret stand. Er børnelovens betingelser for anerkendelse af faderskab eller medmoderskab opfyldt, udleverer Familieretshuset en bekræftelse på modtagelse af en digitalt indgivet anerkendelse eller en kopi af blanketten med anerkendelsen til forældrene. Dokumentet skal inden udlevering påtegnes af Familieretshuset.

§ 7

Anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14, stk. 3 eller 6, i børneloven er sket, når forældrene har underskrevet en omsorgs- og ansvarserklæring, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., under et møde hos Familieretshuset, og Familieretshuset, jf. stk. 2, har modtaget alle andre parters tiltræden i underskrevet og dateret stand. Er børnelovens betingelser for anerkendelse af faderskab eller medmoderskab opfyldt, udleverer Familieretshuset en bekræftelse på modtagelse af en digitalt indgivet omsorgs- og ansvarserklæring eller en kopi af blanketten med omsorgs- og ansvarserklæringen til forældrene. Dokumentet skal inden udlevering påtegnes af Familieretshuset.

Stk. 2 Tiltrædelse af en anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14, stk. 3 eller 6, i børneloven indgives på en blanket, jf. § 21, nr. 5 eller 6. Blanketten underskrives af den part, der vil tiltræde, at en anden part anerkender faderskabet eller medmoderskabet. Underskriften og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner. Dette gælder dog ikke, hvis blanketten underskrives af den pågældende part ved møde hos Familieretshuset. Familieretshuset påtegner blanketten og udleverer en kopi af den til den pågældende part.