Bekendtgørelse om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som psykolog eller autoriseret psykolog samt til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1285 af 09. november 2023

Kapitel 4 Udveksling af oplysninger og kompetent organ
Indhentning og videregivelse af oplysninger
§ 10

Psykolognævnet kan forlange, at andre offentlige myndigheder her i landet giver nødvendige oplysninger om en psykolog, der udøver erhverv her i landet, herunder oplysninger om disciplinære eller strafferetlige sanktioner eller om andre alvorlige, konkrete forhold, der vil kunne få følger for udøvelsen af erhvervet som psykolog.

Stk. 2 Psykolognævnet kan videregive nødvendige oplysninger om en psykolog, som virker her i landet, til det kompetente organ i et andet EU/EØS-land m.v.

Stk. 3 Psykolognævnet kan modtage nødvendige oplysninger fra et kompetent organ i et andet EU/EØS-land m.v.

Stk. 4 Psykolognævnets udveksling af oplysninger skal ske under overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) og databeskyttelsesloven. Oplysningerne skal behandles fortroligt.

Stk. 5 Indhentning og videregivelse af oplysninger skal være nødvendige for, at Psykolognævnet og de andre kompetente myndigheder i de nævnte lande kan varetage deres opgaver.

Stk. 6 Psykolognævnet skal anvende Informationssystemet for det Indre Marked (IMI) ved udveksling af relevante oplysninger omfattet af stk. 2 og 3.

Kompetent organ
§ 11

Psykolognævnet udfører opgaver som kompetent organ i forbindelse med reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.