Kapitel 3 Adgang til dansk advokatbeskikkelse
En advokat, der udøver advokatvirksomhed under hjemlandets titel, og som over for Justitsministeriet godtgør, at han i mindst 3 år faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med det danske retssystem, herunder EU-ret, fritages for at opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, når den pågældende anmoder om dansk advokatbeskikkelse.
En advokat, der udøver advokatvirksomhed under hjemlandets titel, og som over for Justitsministeriet godtgør, at han i mindst 3 år faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed i Danmark, men kun i kortere tid har beskæftiget sig med det danske retssystem, kan uden at skulle opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, meddeles dansk advokatbeskikkelse.
Stk. 2 Ved afgørelsen af, om advokaten faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed som anført i stk. 1, skal Justitsministeriet tage hensyn til, i hvilket omfang advokaten har kendskab til og faglig erfaring i det danske retssystem, og om advokaten har deltaget i kurser og seminarer vedrørende det danske retssystem.
Stk. 3 Vurderingen af, om advokaten faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed her i landet, samt vurderingen af, om han vil være i stand til at fortsætte denne virksomhed her i landet, sker som led i en samtale med Justitsministeriet. I forbindelse med denne samtale skal det kontrolleres, om virksomheden er udøvet faktisk og regelmæssigt.