Bekendtgørelse om et indkomstregister Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om et indkomstregister er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 906 af 26. juni 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1238 af 26. august 2022

Kapitel 4 Adgang til oplysninger i indkomstregisteret
Adgang for den, oplysningerne vedrører
§ 11

Den, de indberettede oplysninger vedrører, kan via Skatteforvaltningens hjemmeside få elektronisk adgang til de oplysninger, der er registreret i indkomstregisteret.

Stk. 2 Adgang forudsætter, at brugeren identificerer sig på en måde, der opfylder de krav, der stilles i medfør af databeskyttelsesforordningen.

Adgang for den indberetningspligtige
§ 12

Den indberetningspligtige kan få elektronisk adgang via Skatteforvaltningens hjemmeside til de oplysninger, som den pågældende har indberettet til indkomstregisteret, eller som er indberettet til indkomstregisteret på vegne af den pågældende.

Stk. 2 Den indberetningspligtige kan via Skatteforvaltningens hjemmeside bemyndige andre til adgang til de pågældende oplysninger. Skatteforvaltningen fører et register over anmeldte bemyndigelser.

Stk. 3 Adgang forudsætter, at brugeren identificerer sig på en måde, der opfylder de krav, der stilles i medfør af databeskyttelsesforordningen.

Adgang for den, der indberetter på vegne af den indberetningspligtige
§ 13

Leverandører af lønadministrationsydelser, der er registreret i Skatteforvaltningens Erhvervssystem efter § 4, stk. 5, kan få elektronisk adgang via Skatteforvaltningens hjemmeside til de oplysninger, som den pågældende selv har indberettet.

Stk. 2 Adgang forudsætter, at brugeren identificerer sig på en måde, der opfylder de krav, der stilles i medfør af databeskyttelsesforordningen.

Adgang for offentlige myndigheder og andre brugere af data i indkomstregisteret
§ 14

Myndigheder og andre kan indhente oplysninger fra indkomstregisteret via webservice opslag eller advisordninger, hvis de efter § 7, stk. 1, i lov om et indkomstregister har adgang hertil, og hvis de med Skatteforvaltningen har indgået aftale herom, jf. § 7, stk. 4, i lov om et indkomstregister.

Stk. 2 Forud aftalte leverancer af oplysninger fra indkomstregisteret etableres alene i særlige tilfælde såsom over for Danmarks Statistik, lovregulerede ordninger administreret af Arbejdsmarkedets Tillægspension og Skatteforvaltningen.

Stk. 3 Den aftale, den enkelte myndighed m.v. indgår med Skatteforvaltningen, skal indeholde bestemmelser om, hvilke oplysninger den pågældende myndighed m.v. kan få adgang til.

§ 15

Dataudveksling mellem de myndigheder m.v., som har adgang til oplysninger i indkomstregisteret, og indkomstregisteret foregår i et offentligt standardformat fastsat af Skatteforvaltningen efter aftale med Digitaliseringsstyrelsen i en kommunikationsløsning, der sikrer autenticitet, integritet, uafviselighed og fortrolighed. Dataudveksling efter § 14, stk. 2, kan efter aftale mellem Skatteforvaltningen og den pågældende myndighed ske i et andet format end det i 1. pkt. nævnte.

Stk. 2 Sikkerhedsforskrifter og -procedurer, som opfylder kravene i stk. 1, omfatter dels sådanne, som fremgår af databeskyttelsesforordningen, dels sådanne, som fastlægges i forbindelse med indgåelse af aftale efter § 7, stk. 4, i lov om et indkomstregister mellem den pågældende myndighed m.v. og Skatteforvaltningen.

§ 16

Myndigheder m.v., som har adgang til oplysninger i indkomstregisteret, og som ønsker en anden adgang eller har andre krav til udtræk af oplysninger end fastlagt i § 14, kan mod betaling af udviklings- og implementeringsomkostninger samt løbende drifts- og vedligeholdelsesudgifter efter aftale med Skatteforvaltningen, få etableret anden form for adgang. I tilfælde af uenighed om de i 1. pkt. nævnte omkostninger og udgifter fastsætter Skatteforvaltningen disse med mulighed for efterfølgende regulering, hvis ændringer i forholdene nødvendiggør det.