Bekendtgørelse om en midlertidig og målrettet lønkompensationsordning på Kulturministeriet og Børne- og Undervisningsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 340 af 02. marts 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 715 af 22. april 2021, bekendtgørelse nr. 972 af 19. maj 2021, bekendtgørelse nr. 2375 af 03. december 2021 og bekendtgørelse nr. 1231 af 25. august 2022

Kapitel 4 Betingelser for at modtage kompensation
§ 6

Ret til udbetaling af lønkompensation efter denne bekendtgørelse forudsætter, at:

  • 1) minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionen ansatte hjemsendes i institutionens kompensationsperiode, jf. dog stk. 2,

  • 2) de hjemsendte ansatte ikke arbejder for institutionen, jf. dog stk. 3 og § 5, stk. 6, og

  • 3) de hjemsendte ansatte oppebærer deres fulde hidtidige løn i den periode, der ansøges om lønkompensation for.

Stk. 2 Betingelsen i § 6, stk. 1, nr. 1, om hjemsendelse af minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionens ansatte, skal for institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3 eller 4, alene opgøres for institutionens kompensationsperiode inden for den i § 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 eller 4 angivne periode.

Stk. 3 Ansatte, der er omfattet af en ansøgning om lønkompensation efter den 13. april 2021 for en periode af mindst 30 kalenderdages varighed op til seneste slutdato i institutionens ansøgninger, og som har været hjemsendt i minimum 30 kalenderdage, kan i de sidste syv dage heraf, arbejde for institutionen. Kravet i stk. 1, nr. 2, finder derved ikke anvendelse i de syv dage. Retten til lønkompensation i de sidste syv dage, jf. 1. pkt., kan kun anvendes én gang pr. ansøgte ansatte.

Stk. 4 Elever, praktikanter og lærlinge kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde under hjemsendelse.

Stk. 5 Der kan ikke udbetales lønkompensation for 21 kalenderdage pr. ansat i hele perioden fra og med 9. juli 2020 til og med 29. august 2020. De omtalte 21 kalenderdage medregnes derfor ikke i opgørelsen efter § 6, stk. 1, nr. 1. En ansat kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde i de i 1. pkt. omtalte 21 kalenderdage. Institutionen kan også varsle ferie for den ansatte i løbet af perioden efter 1. pkt., jf. lov om varsling af ferie i den forlængede lønkompensationsperiode. Afholder de ansatte ferie i perioden efter 1. pkt., er de første 21 kalenderdages afholdt ferie - svarende til 15 feriedage - pr. ansat ikke kompensationsberettiget.

Stk. 6 Der kan ikke udbetales lønkompensation for 3 kalenderdage pr. ansat i hele perioden fra og med 9. december 2020 til og med 3. januar 2021, for institutioner omfattet af § 1, stk. 4. De omtalte 3 kalenderdage medregnes derfor ikke i opgørelsen efter § 6, stk. 1, nr. 1. En ansat kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde i de i 1. pkt. omtalte 3 kalenderdage.

Stk. 7 Der kan ikke udbetales lønkompensation for ansatte for den del af lønudgiften, der på anden vis er godtgjort, herunder ved tilskud til drift, forsikring, andre offentlige refusioner, herunder lønrefusion fra den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere, samt fondsdonationer og sponsorater, eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), jf. dog stk. 7.

Stk. 8 Institutioner, der har hjemsendt fleksjobansatte med påbegyndt ansættelse før den 1. januar 2013, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få kompensation for den del af lønnen, som ikke er dækket af kommunal refusion.

Stk. 9 Ret til udbetaling af lønkompensation forudsætter desuden, at institutioner omfattet af § 1, stk. 1, ikke i den periode, der søges om lønkompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold i perioden, der ansøges om lønkompensation for. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 5, stk. 6. En institution kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse.

Stk. 10 Institutioner omfattet af § 1, stk. 3 eller 4, har ret til udbetaling af lønkompensation, hvis institutionen ikke i den periode og i de produktionsenheder, der søges om kompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 5, stk. 6. En institution kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse, jf. § 1, stk. 3 eller 4.

Stk. 11 En institution kan ikke få udbetalt lønkompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, hvori institutionen er part. I sådanne situationer vil der ske en reduktion af det kompensationsberettigede beløb efter § 5, stk. 6.

Stk. 12 Institutionen skal i forbindelse med ansøgningen bekræfte, at hjemsendelsen skyldes et forventet omsætningstab som følge af udbruddet af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 13 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at institutionen for det indkomstår, henholdsvis 2020 og 2021, der modtages kompensation for, har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at institutionen ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med institutionen, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori institutionen indgår.

Stk. 14 Såfremt institutionen indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem institutionen og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 13, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 15 En institution, der ansøger om kompensation inden for perioden fra og med den 30. august 2020 og så længe forbuddet er gældende, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt., må ikke have en omsætning, der hidrører fra institutionens aktiviteter i form af salg af produkter og tjenesteydelser i perioden, som institutionen modtager kompensation for. Der ydes ikke kompensation, i det omfang opfyldelse af betingelsen i 1. pkt. er forårsaget af, at institutionen uretmæssigt har undladt at henføre omsætning til denne kompensationsperiode. Perioden efter 1. pkt. er, for produktionsenheder omfattet af § 1, stk. 3, fra og med den 6. november 2020 og så længe kompensationsperioden løber. Perioder med omsætning fratrækkes kompensationen i forbindelse med efterkontrollen, jf. § 13, stk. 1.

Ansøgning og dokumentation
§ 7

Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter frist for ansøgning om udbetaling af kompensation. Ansøgningen skal indsendes til Slots- og Kulturstyrelsen via en digital blanket, som tilgås via SLKS.dk.

Stk. 2 Institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, kan særskilt eller samtidig med ansøgningen i stk. 1, ansøge om kompensation for perioden, hvor forbuddet som omtalt i § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, er gældende. Institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, kan for perioden d. 9. december 2020 til 30. juni 2021, vælge at ansøge om kompensation under de betingelser, der gælder for institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 eller stk. 4.

Stk. 3 Institutionen skal registrere CPR-nummer på de ansatte, der ansøges om lønkompensation til, jf. § 8, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4 Ansøgningsblanketten vedlægges dokumentation som foreskrevet i § 8.

Stk. 5 En institution kan som udgangspunkt ansøge om lønkompensation én gang for hver kompensationsperiode angivet i henholdsvis § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt., stk. 3 eller 4. Ved behov for yderligere hjemsendelser, end institutionen først har ansøgt om, kan der dog indgives ansøgning igen.

Stk. 6 Slots- og Kulturstyrelsen kan behandle en ansøgning, selvom tidsfristen i stk. 1 er overskredet, hvis fristoverskridelsen skyldes, at ansøgeren ved en fejl har ansøgt kompensationsordningen under en anden bekendtgørelse.

Stk. 7 Institutionen skal sammen med ansøgningen og dokumentationen efter § 8 indsende en revisorerklæring, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor. Revisorerklæringen skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Erklæring om at offentligt tilskud til drift, jf. § 4, nr. 8 og 9 i det senest afsluttede regnskabsår udgjorde halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter. Har institutionen ikke afsluttet et regnskabsår, afgives erklæringen efter 1. pkt. på grundlag af perioden fra institutionens stiftelse til og med kompensationsperiodens start.

  • 2) Angivelse af løn for henholdsvis funktionærer og ikke-funktionærer, herunder elever, lærlinge og praktikanter, der hjemsendes med fuld løn og uden at arbejde.

  • 3) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt, opgjort i pct. af institutionens samlede antal ansatte, hvis antallet af hjemsendte ansatte ikke er mere end 50, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om godtgjort lønudgift, jf. § 6, stk. 7.

Stk. 8 Ved afgivelse af erklæringen efter stk. 7 finder § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om godkendte revisorers erklæringer anvendelse.

Stk. 9 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 7.

§ 8

Ved ansøgning, jf. § 5, skal institutionen oplyse:

  • 1) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt uden at arbejde, jf. § 6, stk. 1.

  • 2) Navn og CPR-nummer på hver af de hjemsendte ansatte.

  • 3) Ansættelsesform, jf. § 5, stk. 2 eller 3.

  • 4) Beskæftigelsesgrad.

  • 5) Begrundelsen for hjemsendelsen.

  • 6) Hjemsendelsens forventede varighed inden for den i § 1, stk. 2-4, fastsatte periode. De ikke kompensationsberettigede dage efter § 6, stk. 5 og 6, medtages i den ansøgte periode, hvorefter der i forbindelse med udbetaling vil ske en reduktion i kompensationsbeløbet.

  • 7) For hver af de ansatte, der ansøges om lønkompensation for, om institutionen for de pågældende ansatte i samme periode modtager andre offentlige refusioner, jf. § 6, stk. 7 og 8.

  • 8) Om institutionen ansøger om kompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, jf. § 6, stk. 12.

  • 9) Om institutionen har varslet afskedigelse, jf. § 6, stk. 9-11.

  • 10) Dokumentation for at institutionen er omfattet af forbuddet mod at holde åbent, når der ansøges om kompensation for perioden efter § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3.

  • 11) Om institutionen har haft eller forventes at have omsætning i perioden efter § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, jf. § 6, stk. 15.

  • 12) Dokumentation for afholdte udgifter til revisorerklæring, jf. § 5, stk. 7 og § 7, stk. 7.

Stk. 2 I forbindelse med ansøgningen skal institutionen på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på SLKS.dk, jf. § 7, stk. 1.

Stk. 3 Institutionen skal i ansøgningen på tro og love erklære, at institutionen for det indkomstår, henholdsvis 2020 og 2021, der modtages kompensation for, har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 6, stk. 14, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 6, stk. 14, jf. § 6, stk. 15, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 4 Institutionen skal i ansøgningen på tro og love erklære, at ansattes ferie afvikles efter reglerne i § 6, stk. 5 og 6.

§ 9

Slots- og Kulturstyrelsen kan til brug for behandlingen af ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre m.v.

Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 6, stk. 14 og 15 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb set i forhold til institutionens størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager, eller hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at anvende bistand fra en uafhængig godkendt revisor.

Stk. 6 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Slots- og Kulturstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.

Udbetaling af kompensation
§ 10

Udbetaling af kompensation vil ske direkte til institutionen, når de i bekendtgørelsen fastsatte krav, jf. § 8, til dokumentation for lønkompensation, er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Der udbetales ikke lønkompensation, hvor den fremsendte dokumentation er utilstrækkelig, jf. §§ 8 og 9.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker direkte til institutionens NemKonto.

Stk. 3 Kompensationen kan udbetales forskudsvis.