Bekendtgørelse om en midlertidig lønkompensationsordning på Social- og Ældreministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1947 af 15. oktober 2021

§ 8

Ved ansøgning, jf. § 7, skal institutionen oplyse:

  • 1) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt uden at arbejde, jf. § 6, stk. 1, nr. 1.

  • 2) Navn og CPR-nummer på hver af de hjemsendte ansatte.

  • 3) Ansættelsesform, jf. § 5, stk. 2 eller 3.

  • 4) Beskæftigelsesgrad.

  • 5) Begrundelsen for hjemsendelsen.

  • 6) Hjemsendelsens forventede varighed inden for den i § 1, stk. 5, fastsatte periode. De ikke-kompensationsberettigede dage efter § 5, stk. 8, medtages i den ansøgte periode, hvorefter der ved udbetaling af kompensation vil ske en reduktion i kompensationsbeløbet.

  • 7) For hver af de ansatte, der ansøges om lønkompensation for, om institutionen for de pågældende ansatte i samme periode får lønnen helt eller delvist godtgjort på anden vis, jf. § 6, stk. 4 og 5.

  • 8) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt, opgjort i pct. af institutionens samlede antal ansatte, hvis antallet af hjemsendte ansatte ikke er mere end 50, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om godtgjort lønudgift, jf. § 6, stk. 4.

  • 9) Om institutionen ansøger om kompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, jf. § 6, stk. 7.

  • 10) Om institutionen har varslet afskedigelse, jf. § 6, stk. 6.

  • 11) Dokumentation for afholdte udgifter til revisorerklæring, jf. § 7, stk. 5, og § 9, stk. 4.

Stk. 2 Institutionens bestyrelse eller direktion skal i ansøgningen på tro og love erklære, at den for indkomstårene 2020 og 2021 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 6, stk. 9, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 6, stk. 9, jf. § 6, stk. 10, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 3 Institutionens bestyrelse eller direktion skal endvidere i ansøgningen på tro og love erklære, at de ansattes ferie afvikles efter reglerne i § 5, stk. 8.