Bekendtgørelse om en midlertidig lønkompensationsordning på Erhvervsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1133 af 02. juli 2020

§ 6

Ret til udbetaling af lønkompensation efter denne bekendtgørelse forudsætter, at

  • 1) minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionens ansatte hjemsendes,

  • 2) de hjemsendte ansatte ikke arbejder for institutionen, jf. dog § 5, stk. 7, og

  • 3) de hjemsendte ansatte oppebærer deres fulde hidtidige løn i den periode, der ansøges om lønkompensation for, jf. dog § 5, stk. 6, sidste pkt.

Stk. 2 Elever, lærlinge og praktikanter kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde under hjemsendelse.

Stk. 3 Der kan ikke udbetales lønkompensation for ansatte for den del af lønudgiften, der på anden vis er godtgjort, herunder ved tilskud til drift, forsikring, andre offentlige refusioner, herunder lønrefusion fra den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere, samt fondsdonationer og sponsorater, eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Institutioner, der har hjemsendt fleksjobansatte med påbegyndt ansættelse før den 1. januar 2013, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få kompensation for den del af lønnen, som ikke er dækket af kommunal refusion.

Stk. 5 Ret til udbetaling af lønkompensation forudsætter, at institutionen ikke i den periode, der søges om lønkompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold i perioden, der ansøges om lønkompensation for. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 5, stk. 7. En institution kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse.

Stk. 6 En institution kan ikke få udbetalt lønkompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, hvori institutionen er part. I sådanne situationer vil der ske en reduktion af det kompensationsberettigede beløb efter § 5, stk. 7.

Stk. 7 Institutionens bestyrelse eller direktion skal i forbindelse med ansøgningen under strafansvar på tro og love erklære, at hjemsendelsen skyldes et forventet omsætningstab som følge af udbruddet af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).

Stk. 8 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at institutionen for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at institutionen ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med institutionen, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori institutionen indgår.

Stk. 9 Såfremt institutionen indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem institutionen og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 8, som hovedformål eller et af hovedformålene.