Bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning for selvstændige ramt af én eller flere COVID-19-relaterede restriktioner Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1086 af 27. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1524 af 28. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2730 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 321 af 11. marts 2022, bekendtgørelse nr. 614 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1351 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1645 af 21. december 2022

Kapitel 5 Kontrol og efterregulering af kompensation
§ 15

Der gennemføres løbende kontrol med den udbetalte kompensation, jf. §§ 16-18.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan pålægge enhver, der udtages til kontrol, at anvende revisorbistand fra en godkendt uafhængig revisor. Ved pålæg af revisorbistand skal den indsendte dokumentation, attesteres af en uafhængig, godkendt revisor. Attestationen skal foretages senest 5 uger efter revisoren har fået adgang til dokumentationen. Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorbistanden, dog maksimalt 8.000 kr., hvis der ikke er modtaget mere end 250.000 kr. i kompensation, for den periode kontrollen efter stk. 1 omfatter.

Stk. 4 Retten til godtgørelse efter stk. 3 bortfalder og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis den selvstændige endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.

§ 16

Den selvstændige skal senest den 28. februar 2023, jf. dog stk. 2, indsende en opgørelse over det faktiske omsætningstab fra referenceperioden til kompensationsperiodens afslutning.

Stk. 2 Selvstændige, som ikke har haft adgang til at indsende opgørelsen efter stk. 1 som følge af Erhvervsstyrelsens forhold, modtager en invitation hertil med en frist på 60 dage.

Stk. 3 Hvis den selvstændiges faktiske omsætning i hele den periode, der er modtaget kompensation for, afviger fra det i ansøgningen anførte om forventet omsætningstab, træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation på grundlag af den indsendte dokumentation efter stk. 1 eller 2. Efterregulering sker i opadgående eller nedadgående retning, afhængig af om den selvstændiges oplysninger resulterer i, at Erhvervsstyrelsen har udbetalt for lav eller for høj kompensation.

Stk. 4 Selvstændige kan i forbindelse med indsendelse af opgørelsen efter stk. 1 eller 2 ændre kompensationsperioden til en kortere periode fastlagt i § 4, stk. 6-7 Den kortere periode skal ligge inden for den i ansøgningen godkendte kompensationsperiode.

Stk. 5 Såfremt at den selvstændige har et omsætningstab direkte knyttet til de i ansøgningen godkendte restriktioner på mindre end 30 pct., eller at Erhvervsstyrelsen i forbindelse med slutafregningen afviser, at virksomheden er ramt af én eller flere af de i ansøgningen angivne restriktioner, jf. § 1, stk. 4-5, kan virksomheden angive at være omfattet af én eller flere øvrige restriktioner i § 1, stk. 4-5. Kompensationsperioden for eventuelt nyvalgte restriktioner skal være den samme som den i ansøgningen godkendte kompensationsperiode eller en kortere periode inden for den i ansøgningen godkendte kompensationsperiode. Den selvstændige skal begrunde og dokumentere, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes den eller de nyvalgte restriktioner. Den selvstændige skal anvende en retvisende referenceperiode, jf. § 2, nr. 8.

Stk. 6 Selvstændige, der har modtaget kompensation efter § 5, stk. 4, udtages til kontrol for, om § 5, stk. 4, 3. pkt. er overholdt.

Stk. 7 Erhvervsstyrelsen kan kræve den udbetalte kompensation helt eller delvist tilbagebetalt, hvis den foreskrevne dokumentation ikke indsendes inden for den i stk. 1 eller 2 foreskrevne frist eller anden frist fastsat af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med krav om supplerende dokumentation, samt hvis dokumentationen i øvrigt må anses for utilstrækkelig.

Stk. 8 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation til samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelsestidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Erhvervsstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over. Forældelsestidspunktet beregnes på baggrund af forældelseslovens almindelige regler.

Stk. 9 Såfremt efterreguleringen efter dette kapitel resulterer i et tilbagebetalingskrav, og den selvstændige er berettiget til revisorgodtgørelse efter § 15, stk. 3, foretager Erhvervsstyrelsen modregning af revisorgodtgørelsen i det samlede tilbagebetalingskrav, jf. stk. 8.

Stk. 10 Viser resultatet af efterreguleringen efter dette kapitel, at den selvstændige skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation, vil Erhvervsstyrelsen ikke træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Stk. 11 Selvstændige, der er ramt af forbud mod forsamlinger på over 500 personer, jf. § 1, stk. 4, nr. 2, skal under tidsrammen beskrevet i stk. 1-2 bekræfte, at de med ansøgningen indsendte oplysninger efter § 10 er korrekte. I tilfælde af ændringer i de med ansøgningen indsendte oplysninger efter § 10, træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Efterregulering sker i opadgående eller nedadgående retning, afhængig af om den selvstændiges oplysninger resulterer i, at Erhvervsstyrelsen har udbetalt for lav eller for høj kompensation.

§ 17

Retten til kompensation bortfalder, og allerede udbetalt kompensation skal fuldt ud tilbagebetales, hvis:

  • 1) den selvstændiges og en eventuel medarbejdende ægtefælles indkomst i indkomståret 2020 eller 2021 overstiger beløbsgrænsen i § 6,

  • 2) tildeling af tilskuddet er i strid med Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak sektion 3.1, jf. § 5, stk. 6, eller

  • 3) den selvstændige har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2 I de i stk. 1 nævnte tilfælde træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt kompensation.

§ 18

Afgørelse om tilbagebetaling efter dette kapitel på mere end 10.000 kr. ledsages af et tilbud om en afdragsordning.

Stk. 2 Afdragsordningen løber i op til et år, eksklusiv eventuel rykkerperiode, og afdrag betales i fire lige store rater, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Ansøger har til enhver tid ret til helt at indfri sine forpligtelser til tilbagebetaling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen skal forud for indgåelse af en aftale om afdragsordning efter stk. 1, oplyse ansøger om vilkår for aftalen, herunder det samlede beløb der skal betales, konsekvenser ved misligholdelse og mulighed for hel eller delvis indfrielse.