Bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning for sæsonafhængige freelancere mv. med både A- og B-indkomst i økonomisk krise som følge af COVID-19 Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1167 af 14. juli 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1419 af 26. september 2020, bekendtgørelse nr. 1990 af 28. oktober 2021, bekendtgørelse nr. 2723 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 613 af 12. maj 2022 og bekendtgørelse nr. 1346 af 22. september 2022

Kapitel 3 Kompensationsberettiget tab og krav
§ 4

Der kan efter reglerne i denne bekendtgørelse ydes kompensation til dækning af det forventede indkomsttab, jf. § 1, hvis betingelserne i stk. 2-8 er opfyldt.

Stk. 2 Freelanceren mv. skal være registreret i Det Centrale Personregister (CPR).

Stk. 3 Freelancerens mv. samlede indkomst skal være på mindst 10.000 kr. i gennemsnit pr. måned i kalenderåret 2019, jf. dog stk. 4. Freelanceren mv. kan i de 10.000 kr. medregne skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed, jf. § 3, nr. 7.

Stk. 4 Freelancere mv. som grundet særlige omstændigheder, som fx alvorlig sygdom, barsel eller at have en toårig cyklus i sit virke, ikke har registreret samlet indkomst i kalenderåret 2019, kan vælge et andet kalenderår end det i stk. 3 nævnte.

Stk. 5 Af den gennemsnitlige månedlige indkomst skal B-indkomst minimum udgøre 5.000 kr. pr. måned. A-indkomst må maksimalt udgøre 20.000 kr. pr. måned.

Stk. 6 Der skal ansøges om kompensation for perioden fra og med den 1. maj 2020 til og med den 31. juli 2020 eller fra og med den 1. juni 2020 til og med den 31. august 2020.

Stk. 7 Freelanceren mv. er ikke berettiget til dagpenge eller supplerende dagpenge og må ikke modtage offentlige ydelser, herunder kontanthjælp.

Stk. 8 Freelanceren mv. skal være sæsonafhængig, jf. § 2, nr. 10.

Kompensationens størrelse mv.
§ 5

Der ydes kompensation for 90 pct. af det forventede indkomsttab, jf. § 3, nr. 1.

Stk. 2 Der kan maksimalt opnås kompensation på 37.000 kr. pr. måned i gennemsnit, og samlet set op til 111.000 kr. i hele kompensationsperioden.

§ 6

Kompensation efter denne bekendtgørelse er betinget af, at freelancerens mv. samlede indkomst for indkomståret 2020 ikke overstiger 800.000 kr.

§ 7

Der ydes ikke kompensation for tab, som godtgøres freelanceren mv. på anden vis, herunder ved forsikring eller anden statslig kompensationsordning i anledning af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Freelancere mv., som har opnået kompensation i medfør af bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning for selvstændige mv. i økonomisk krise som følge af COVID-19, bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning for freelancere mv. medbåde A- og B-indkomst i økonomisk krise som følge af COVID-19, eller den midlertidige kunststøtteordning for kunstnere med kombinationsindkomst kan søge kompensation efter denne ordning. Allerede udbetalt kompensation efter bekendtgørelserne i 1. pkt. for en periode, der overlapper kompensationsperioden efter denne bekendtgørelse, jf. § 4, stk. 6, vil blive modregnet kompensationen efter denne ordning. Ansøgning om kompensation, der endnu ikke er udbetalt, kan skriftligt fortrydes af ansøger.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation for indkomsttab, som med rimelighed kunne være afværget.

Stk. 4 Der ydes ikke kompensation, i det omfang en nedgang i indkomst må anses at være forårsaget af, at freelanceren mv. uretmæssigt har undladt at henføre samlet indkomst til kompensationsperioden eller uretmæssigt har henført for stor samlet indkomst til referenceperioden.