Bekendtgørelse om en kompensationsordning i december 2020 for sæsonafhængige selvstændige i økonomisk krise som følge af COVID-19 § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 49 af 14. januar 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2719 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 620 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1350 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1642 af 21. december 2022

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Omsætningstab: Forskellen mellem omsætningen i referenceperioden og kompensationsperioden, jf. nr. 8-9.

  • 2) Selvstændig: En virksomhedsejer, uanset virksomhedsform, hvis virksomhed er registreret i det centrale virksomhedsregister (CVR) senest den 1. januar 2019. Virksomhedsejeren, jf. nr. 3, skal besidde mindst 25 pct. ejerskab og være beskæftiget i virksomheden i væsentlig grad.

  • 3) Virksomhedsejer: En fysisk person der er:

    • a) registret som fuldt ansvarlig deltager (FAD) i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), eller

    • b) registreret som reel ejer i en virksomhed registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).

  • 4) Omsætning: Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser mv. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet. Virksomheden skal opgøre omsætningen ud fra de samme principper som i virksomhedens senest godkendte regnskab. Hvis virksomheden ikke tidligere har udarbejdet et godkendt regnskab, skal virksomheden opgøre omsætningen i overensstemmelse med den for virksomheden gældende regnskabslovgivning. Virksomheden kan alene medtage omsætning, der er skattepligtig i Danmark.

  • 5) Personlig indkomst: Alle indtægter, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4.

  • 6) Ansatte: Lønmodtagere med fast, kontraktuel tilknytning til virksomheden i kompensationsperioden og med fast arbejdssted i Danmark. Den ansatte anses som fuldtidsbeskæftiget, hvis denne arbejder minimum 37 timer om ugen svarende til 1924 timer om året. Den ansatte anses for at være deltidsbeskæftiget, hvis denne ikke er fuldtidsbeskæftiget.

  • 7) Medarbejdende ægtefælle: En fysisk person, der ifølge sin årsopgørelse for 2019 har erhvervet indkomst som medarbejdende ægtefælle i henhold til kildeskattelovens § 25 A, stk. 3. Såfremt den medarbejdende ægtefælle er indtrådt i virksomheden i perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 1. december 2020, skal denne ifølge sin årsopgørelse for 2020 have erhvervet indkomst som medarbejdende ægtefælle i henhold til kildeskattelovens § 25 A, stk. 3.

  • 8) Referenceperiode: Den sammenligningsperiode, den selvstændiges nedgang i omsætning opgøres forholdsmæssigt i forhold til. Referenceperioden er perioden fra og med den 1. december 2019 til og med den 31. december 2019. Selvstændige, der grundet særlige omstændigheder som fx alvorlig sygdom eller barsel ikke har registreret omsætning i perioden fra og med den 1. december 2019 til og med den 31. december 2019, kan vælge samme periode i et andet kalenderår.

  • 9) Kompensationsperioden: Perioden, for hvilken der ydes kompensation for den selvstændiges omsætningstab. Kompensationsperioden er perioden fra og med den 1. december 2020 til og med den 31. december 2020.

  • 10) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber mv., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

  • 11) Sæsonafhængig selvstændig: En selvstændig med en gennemsnitlig omsætning i referenceperioden som er minimum 50 pct. højere end den gennemsnitlige månedlige omsætning for dét kalenderår, hvori referenceperioden ligger, jf. nr. 8.