Bekendtgørelse om en indskyder- og investorgarantiordning § 23

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1483 af 02. december 2016,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1657 af 18. december 2018

Bidragspligtens ophør i investerings- og forvaltningsafdelingen
§ 23

Bidragspligten for institutter omfattet af investerings- og forvaltningsafdelingen ophører på det tidspunkt, hvor instituttet ophører med at drive virksomhed i henhold til lov om finansiel virksomhed eller lov om forvaltere af alternative investeringsfonde for så vidt angår den del af forvalternes aktivitet, der er omfattet af bilag 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Efter ophøret af bidragspligten kan et institut ikke pålægges yderligere kontante bidrag til Garantiformuen.

Stk. 2 Instituttets indeståelse over for Garantiformuen bortfalder ved førstkommende bidragsregulering efter, at instituttets bidragspligt er ophørt, jf. stk. 1. Indtil instituttets indeståelse er bortfaldet, kan instituttet pålægges at indbetale i henhold til denne, jf. stk. 3.

Stk. 3 Indtil bortfald af instituttets indeståelse har fundet sted, kan Finansiel Stabilitet anvende instituttets indeståelse til dækning af Garantiformuens forpligtelser. Kan instituttet ikke opretholde indeståelsen over for Garantiformuen indtil indeståelsen bortfalder, jf. stk. 2, skal instituttet indbetale indeståelsen kontant til Garantiformuen. Ved førstkommende bidragsbetaling herefter udbetaler Garantiformuen instituttets indbetalte indeståelse til den af instituttet oplyste konto, idet eventuelle udgifter til Garantiformuens medvirkning ved afvikling af et institut modregnes, jf. 1. pkt.

Stk. 4 Et institut, hvis bidragspligt er ophørt, kan indgå aftale med en koncernforbundet virksomhed om at overdrage sin indeståelse til virksomheden, såfremt instituttet ikke har mulighed for at opretholde indeståelsen indtil førstkommende bidragsregulering. Overdragelsen af indeståelsen til en koncernforbundet virksomhed kan først ske, når dette er godkendt af Garantiformuen. Det er i den forbindelse et krav, at Garantiformuen ikke stilles ringere, end hvis det overdragende institut fortsat indestod. Til brug for Garantiformuens godkendelse skal instituttet fremsende den underskrevne aftale om overdragelse samt yderligere information, som Garantiformuen vurderer nødvendig for godkendelsen.