Bekendtgørelse om en indskyder- og investorgarantiordning Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1483 af 02. december 2016,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1657 af 18. december 2018

Kapitel 5 Investerings- og forvaltningsafdelingen
§ 17

Institutter omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, samt de i § 1, stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte filialer af investeringsselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, hvor Finansiel Stabilitet på vegne af Garantiformuen har modtaget meddelelse om tilslutning, er omfattet af investerings- og forvaltningsafdelingen.

Stk. 2 Investerings- og forvaltningsafdelingens formue skal udgøre mindst 10 mio. kr., jf. § 7 a, stk. 1, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, og skal bestå af de samlede indeståelser tillagt afdelingens eventuelle likvide formue.

Stk. 3 Såfremt investerings- og forvaltningsafdelingens formue er mindre end minimumskravet, jf. stk. 2, skal der senest ved førstkommende regulering opkræves kontante bidrag samt indeståelser med henblik på at opfylde minimumskravet.

Stk. 4 Såfremt investerings- og forvaltningsafdelingen har optaget lån i henhold til § 6, stk. 2 og 5, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, skal afdelingens formue mindst svare til minimumskravet, jf. stk. 2, før tilbagebetaling af lånet kan påbegyndes. Renter for lånet tilskrives lånet, indtil tilbagebetalingen kan påbegyndes.

§ 18

Indeståelse fra et institut omfattet af investerings- og forvaltningsafdelingen afgives første gang over for Garantiformuen ved reguleringen året efter, at instituttets bidragspligt er indtrådt.

Stk. 2 Bidragsperioden går fra 1. januar til 31. december samme år. Der foretages årlig regulering af indeståelser for afdelingens formue pr. 1. juni.

Opgørelse af indeståelser og kontante bidrag i investerings- og forvaltningsafdelingen
§ 19

Institutternes individuelle indeståelser består af en fast indeståelse samt en variabel indeståelse opgjort ud fra instituttets antal medarbejdere og instituttets balance fratrukket egenkapitalen, jf. § 7 a, stk. 2, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Stk. 2 Den faste indeståelse udgør 75.000 kr. per institut uafhængigt af instituttets størrelse.

Stk. 3 Den samlede variable indeståelse, jf. stk. 4 og 5, udgør ved bidragsopgørelsen afdelingens minimumskrav fratrukket institutternes samlede faste indeståelser.

Stk. 4 Den variable indeståelse opgjort ud fra instituttets antal medarbejdere opgøres i forhold til de bidragspligtige institutters samlede antal medarbejdere og som det gennemsnitlige antal medarbejdere ved senest afsluttede kalenderår.

Stk. 5 Den variable indeståelse opgjort ud fra instituttets balance fratrukket egenkapitalen opgøres i forhold til de bidragspligtige institutters samlede balance fratrukket de bidragspligtige institutters samlede egenkapital.

Stk. 6 Indeståelser for den variable del af formuen opgøres som 50 pct. fordelt efter antal medarbejdere, jf. stk. 4, og 50 pct. fordelt efter balancen, jf. stk. 5.

Stk. 7 Bidragsberegningen foretages med udgangspunkt i oplysninger fra senest afsluttede regnskabsår.

§ 19a

Finansiel Stabilitet kan inden for et regnskabsår træffe beslutning om betaling af kontante bidrag for bidragspligtige institutter tilsluttet investerings- og forvaltningsafdelingen, hvis afdelingen ikke opfylder minimumskravet i § 7 a, stk. 2, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Stk. 2 De individuelle kontante bidrag til opfyldelse af formuen, jf. § 17, stk. 3, beregnes med udgangspunkt i den gældende fordeling, jf. § 19, og beregnes for den bidragsperiode, hvor det konstateres, at formuen, jf. § 17, stk. 2, ikke lever op til minimumskravet, jf. § 7 a, stk. 2, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Stk. 3 Såfremt et nyindtrådt institut endnu ikke har afgivet indeståelse på et tidspunkt, hvor et institut i samme afdeling indleder rekonstruktionsbehandling eller går konkurs, kan det nyindtrådte institut pålægges et kontant bidrag. Det kontante bidrag skal dække instituttets andel af afdelingens bidragsfinansierede udgifter til den pågældende rekonstruktionsbehandling eller konkurs, der afholdes frem til førstkommende bidragsregulering.

§ 20

Finansiel Stabilitet kan tillade mindre afvigelser fra opgørelsesmetoderne i § 19 i investerings- og forvaltningsafdelingen.

Indbetaling m.v. i investerings- og forvaltningsafdelingen
§ 21

De i § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte institutters, samt de i § 1, stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte filialer af investeringsselskabers, investeringsforvaltningsselskabers og forvaltere af alternative investeringsfondes samlede bidrag til Garantiformuen beregnes hvert år pr. den 1. januar, på grundlag af institutternes indberetninger til Finanstilsynet, jf. § 22, stk. 3, jf. stk. 1, samt eventuelle lån optaget i investerings- og forvaltningsafdelingen.

Stk. 2 Finansiel Stabilitet fastsætter en frist for betaling af bidrag, dog senest den 1. juli.

Stk. 3 Efter påkrav fra Finansiel Stabilitet på vegne af Garantiformuen skal et institut inden 8 dage fra påkravet indfri stillede indeståelser.

Indberetninger til investerings- og forvaltningsafdelingen
§ 22

De i § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte institutter, samt de i § 1, stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte filialer af investeringsselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde skal efter udløbet af hvert regnskabsår indberette de oplysninger til Finansiel Stabilitet, som er nødvendige for Finansiel Stabilitets fastsættelse af institutternes samlede bidrag til Garantiformuen. Indberetningen skal ske senest ultimo april måned.

Stk. 2 Det enkelte instituts indberetning af oplysninger i medfør af stk. 1 sker på grundlag af det reviderede og godkendte årsregnskab.

Stk. 3 Såfremt instituttet årligt indberetter oplysningerne, jf. stk. 1, om institutternes balance, egenkapital og antal medarbejdere til Finanstilsynet, skal instituttet ikke indberette oplysningerne til Finansiel Stabilitet.

Stk. 4 De i stk. 1 nævnte institutter og filialer er forpligtede til at kunne beregne den enkelte investors dækkede aktiver til opgørelse af tab i investerings- og forvaltningsafdelingen.

Stk. 5 Filialer af investeringsselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, jf. § 1, stk. 1, nr. 6, er forpligtede til at kunne beregne den enkelte investors dækkede aktiver med fradrag af det beløb, som garantiordningen i instituttets hjemland dækker, jf. § 4, til opgørelse af tab i investerings- og forvaltningsafdelingen.

Stk. 6 Den af filialen valgte statsautoriserede revisor skal påse, at stk. 1-5 overholdes.

Bidragspligtens ophør i investerings- og forvaltningsafdelingen
§ 23

Bidragspligten for institutter omfattet af investerings- og forvaltningsafdelingen ophører på det tidspunkt, hvor instituttet ophører med at drive virksomhed i henhold til lov om finansiel virksomhed eller lov om forvaltere af alternative investeringsfonde for så vidt angår den del af forvalternes aktivitet, der er omfattet af bilag 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Efter ophøret af bidragspligten kan et institut ikke pålægges yderligere kontante bidrag til Garantiformuen.

Stk. 2 Instituttets indeståelse over for Garantiformuen bortfalder ved førstkommende bidragsregulering efter, at instituttets bidragspligt er ophørt, jf. stk. 1. Indtil instituttets indeståelse er bortfaldet, kan instituttet pålægges at indbetale i henhold til denne, jf. stk. 3.

Stk. 3 Indtil bortfald af instituttets indeståelse har fundet sted, kan Finansiel Stabilitet anvende instituttets indeståelse til dækning af Garantiformuens forpligtelser. Kan instituttet ikke opretholde indeståelsen over for Garantiformuen indtil indeståelsen bortfalder, jf. stk. 2, skal instituttet indbetale indeståelsen kontant til Garantiformuen. Ved førstkommende bidragsbetaling herefter udbetaler Garantiformuen instituttets indbetalte indeståelse til den af instituttet oplyste konto, idet eventuelle udgifter til Garantiformuens medvirkning ved afvikling af et institut modregnes, jf. 1. pkt.

Stk. 4 Et institut, hvis bidragspligt er ophørt, kan indgå aftale med en koncernforbundet virksomhed om at overdrage sin indeståelse til virksomheden, såfremt instituttet ikke har mulighed for at opretholde indeståelsen indtil førstkommende bidragsregulering. Overdragelsen af indeståelsen til en koncernforbundet virksomhed kan først ske, når dette er godkendt af Garantiformuen. Det er i den forbindelse et krav, at Garantiformuen ikke stilles ringere, end hvis det overdragende institut fortsat indestod. Til brug for Garantiformuens godkendelse skal instituttet fremsende den underskrevne aftale om overdragelse samt yderligere information, som Garantiformuen vurderer nødvendig for godkendelsen.

§ 23a

Hvis et instituts bidragspligt ophører, før instituttet har afgivet indeståelse, og der inden bidragspligtens ophør er indtruffet en konkurs eller rekonstruktionsbehandling i et institut omfattet af afdelingen, kan Finansiel Stabilitet på vegne af Garantiformuen opkræve et kontant bidrag hos instituttet til dækning af instituttets andel af Garantiformuens bidragsfinansierede udgifter i forbindelse med konkursen eller rekonstruktionsbehandlingen, jf. § 19 a, stk. 1. Instituttet er forpligtet til at meddele Finansiel Stabilitet de fornødne oplysninger om instituttets aktiviteter til brug for Finansiel Stabilitets beregning af bidrag. Størrelsen af bidraget fastsættes af Finansiel Stabilitet med udgangspunkt i fordelingen af indeståelser, jf. § 19.

Stk. 2 Et institut, der ophører med at drive virksomhed på et tidspunkt, hvor Garantiformuen har et krav til gode over for instituttet som følge af, at Garantiformuen har deltaget i afviklingen af et institut, kan alene få frigivet den del af instituttets indeståelse, der ikke skal anvendes til at dække Garantiformuens tab i forbindelse med afviklingen.

§ 23b

Fusionerer et institut med eller overdrager et institut aktiviteter til et andet af Garantiformuen omfattet institut inden for samme afdeling, anses instituttets bidragspligt ikke for ophørt. Det fortsættende eller erhvervende institut indtræder i det ophørende eller overdragende instituts rettigheder og forpligtelser over for Garantiformuen. Fusionerer et institut med et institut omfattet af en anden af Garantiformuens afdelinger, anses det ophørende instituts bidragspligt for ophørt. Det samme gælder et institut, der omdannes til et institut omfattet af en anden af Garantiformuens afdelinger.

Stk. 2 Fusionerer et institut med eller overdrager et institut aktiviteter til et andet af Garantiformuen omfattet institut, jf. stk. 1, er det fortsættende institut ansvarlig for opgørelse af instituttets samlede aktiviteter til brug for beregning af instituttets indeståelse ved førstkommende bidragsopgørelse.