Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Kapitel 15

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023

Kapitel 15 Jobrotation
Jobrotationsydelse til private og offentlige arbejdsgivere
§ 116

Jobrotationsydelse udbetales af jobcenteret til private og offentlige arbejdsgivere og er et tilskud til arbejdsgiverens samlede løn- og uddannelsesudgifter, herunder lønnen til den beskæftigede og vikaren.

Stk. 2 Arbejdsgiveren afgrænses som en arbejdsplads med selvstændigt produktionsenhedsnummer (P-nr.), jf. lov om det centrale virksomhedsregister.

Stk. 3 Der kan ikke gives jobrotationsydelse for den del af et uddannelsesforløb, der består af praktik, herunder praktikforløb hos arbejdsgiveren.

Løn til den beskæftigede under efteruddannelsen
§ 117

Den beskæftigede skal modtage sædvanlig løn under efteruddannelsen. Herved forstås den løn, som den beskæftigede modtog i sit job hos samme arbejdsgiver før påbegyndelse af uddannelsesforløbet.

Ansættelse af vikar i jobrotationsperioden
§ 118

Arbejdsgiveren skal ansætte en vikar for den beskæftigede i et antal timer, svarende til de timer, som den beskæftigede deltager i efteruddannelse. Vikaren vil kunne vikariere for flere beskæftigede, der deltager i efteruddannelse. Der skal dog fortsat være en time-til-time-relation mellem de beskæftigedes timer på efteruddannelse og vikarens timer.

Stk. 2 Vikaren kan ikke ansættes i jobrotation hos den arbejdsgiver, hvor personen senest har været ansat i ordinær beskæftigelse.

Refusion
§ 119

Kommunernes anmodning om refusion af udgifterne til jobrotation skal beregnes på baggrund af den igangsatte aktivitet på refusionstidspunktet.