Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023

Kapitel 10 Virksomhedspraktik
Formål, opfølgning og underretning m.v.
§ 60

Ved etablering af virksomhedspraktik afgrænses en arbejdsgiver ud fra P.nr. (produktionsenhedsnummer), jf. lov om det centrale virksomhedsregister.

Stk. 2 Jobcenteret og arbejdsgiveren aftaler i samarbejde med personen formålet med, indholdet i samt varigheden og omfanget af tilbuddet om virksomhedspraktik. Det skal fremgå af aftalen, hvilke af følgende formål der ønskes opnået:

  • 1) Ordinære løntimer, hvor praktikken skal afklare eller udvikle kompetencer i forhold til job eller uddannelse, afhængigt af målgruppen, som direkte kan føre til timer, hvor personen ansættes ordinært på virksomheden.

  • 2) Optræning af specifikke kompetencer inden for personens job- eller uddannelsesmål, afhængigt af målgruppen, som kan indgå i personens cv og jobsøgning.

  • 3) Afklaring af job- eller uddannelsesmål hvor praktikken består af typiske opgaver inden for mulige jobområder.

Stk. 3 For personer omfattet af § 1, nr. 6 og 7, som er i et ansættelsesforhold, kan formålet desuden være afklaring eller udvikling af kompetencer med henblik på at fastholde ansættelsesforholdet.

Stk. 4 For personer omfattet af § 1, nr. 1, som får tilbud efter § 54 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan tilbuddet gives alene med det formål at afprøve rådigheden.

Stk. 5 Deltagelse i virksomhedspraktik skal ligge inden for virksomhedens normale arbejdstid og må ikke have et omfang, der overstiger normal, fuld arbejdstid pr. uge.

§ 61

For personer omfattet af § 1, nr. 1, 2, 4, og nr. 12, som er jobparate, kan tilbud om virksomhedspraktik ikke tilbydes i den virksomhed, hvor personen senest har været ansat, herunder hvis ansættelsen har været med offentligt tilskud.

Stk. 2 Andre personer omfattet af § 1 end de under stk. 1 nævnte, kan efter en konkret vurdering tilbydes virksomhedspraktik på den arbejdsplads, hvor de senest har været ansat, forudsat at praktikken ligger inden for en ny arbejdsfunktion. Forskellen på de to arbejdsfunktioner skal fremgå af den indgåede praktikaftale.

Stk. 3 Personer omfattet af § 1, nr. 6 og 7, som ikke er i ansættelsesforhold, og som er enige i at modtage tilbud i den virksomhed, hvor de senest har været ansat, kan uanset bestemmelsen i stk. 1 tilbydes virksomhedspraktik i denne virksomhed i samme arbejdsfunktion.

§ 62

Under en virksomhedspraktik følger jobcenteret op på opholdet som led i det individuelle kontaktforløb og inddrager i nødvendigt omfang arbejdsgiveren heri.

Stk. 2 Når en arbejdsgiver har fået henvist en person i virksomhedspraktik, har arbejdsgiveren pligt til straks at give jobcenteret meddelelse om resultatet af henvisningen, herunder hvis personen ikke har fået praktikken, eller hvis praktikken ikke påbegyndes eller afbrydes.

Udlandet
§ 63

En person, der er omfattet af § 1, nr. 6, og som har ret til sygedagpenge under ophold i udlandet, jf. sygedagpengelovens § 3, kan få tilbud om virksomhedspraktik i udlandet med henblik på arbejdsfastholdelse og afklaring af arbejdsevnen som led i retten til fortsat at modtage sygedagpenge.

Forholdet til virksomhedens ansatte, høring
§ 64

Ved etablering af virksomhedspraktik i mere end 13 uger skal spørgsmålet om etableringen have været drøftet mellem arbejdsgiveren og en tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe på det pågældende P-nr.

Stk. 2 Det skal fremgå af arbejdsgiverens tilbud om etableringen, at tillidsrepræsentanten, jf. stk. 1, er blevet hørt om ansøgningen.

Stk. 3 Forud for etableringen skal der foreligge skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiveren og tillidsrepræsentanten om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

Stk. 4 Er der ikke en tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe på det pågældende P-nr., inddrages én medarbejderrepræsentant i følgende rækkefølge:

  • 1) En tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe hos arbejdsgiveren opgjort på CVR-nr.

  • 2) En fællestillidsrepræsentant hos arbejdsgiveren, opgjort på CVR-nr.

  • 3) En medarbejderrepræsentant for den relevante faggruppe hos arbejdsgiveren opgjort på P-nr.

Stk. 5 Hvis den relevante tillidsrepræsentant, jf. stk. 1 og 4, er fraværende fra arbejdet på grund af sygdom, ferie eller andre forhold i mere end 3 arbejdsdage, kan arbejdsgiveren i stedet inddrage den næste medarbejderrepræsentant i rækkefølgen efter stk. 4.

Forholdet mellem antal ansatte med og uden tilskud (rimelighedskravet)
§ 65

Antallet af personer i virksomhedspraktik, antallet af ansatte med løntilskud og antallet af personer i nytteindsats må maksimalt udgøre

  • 1) 1 person for hver 5 ordinært ansatte, hvis virksomheden har 0-50 ansatte, dog altid 1 person, og

  • 2) herudover 1 person for hver 10 ordinært ansatte.

Stk. 2 I opgørelsen af antallet efter stk. 1 indgår personer omfattet af kapitel 11-13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. samt personer omfattet af § 23 b i integrationsloven. Opgørelsen sker som fuldtidspersoner, hvor antallet af personer på fuld tid og på deltid skal opgøres som brøkdele af årsværk.

Stk. 3 Ved opgørelsen af antallet af ordinært ansatte medregnes alle beskæftigede, hvor antallet af fuldtids- og deltidsbeskæftigede og sæsonarbejdere skal opgøres som brøkdele af årsværk. Der skal dog ikke medregnes ansatte med offentligt tilskud og ansatte under 18 år.

Stk. 4 Opgørelsen sker ved at beregne gennemsnittet af antallet af ordinært ansatte i de seneste 4 måneder før etableringen af virksomhedspraktikken.

Stk. 5 Stk. 1 gælder ikke for personer, der er omfattet af § 1, nr. 6 og 7, når virksomhedspraktikken skal foregå på en virksomhed, hvor personen er ansat.

Stk. 6 Forud for etableringen af virksomhedspraktik skal der foreligge skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiveren og en tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe på det pågældende P-nr. om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 er opfyldt.

Stk. 7 Er der ikke en tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe på det pågældende P-nr., inddrages én medarbejderrepræsentant i følgende rækkefølge:

  • 1) En tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe hos arbejdsgiveren opgjort på CVR-nr.

  • 2) En fællestillidsrepræsentant hos arbejdsgiveren, opgjort på CVR-nr.

  • 3) En medarbejderrepræsentant for den relevante faggruppe hos arbejdsgiveren opgjort på P-nr.

Stk. 8 Hvis den relevante tillidsrepræsentant, jf. stk. 6 og 7, er fraværende fra arbejdet på grund af sygdom, ferie eller andre forhold i mere end 3 arbejdsdage, kan arbejdsgiveren i stedet inddrage den næste medarbejderrepræsentant i rækkefølgen efter stk. 7.