Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Afsnit I

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023

Kapitel 1 Målgrupper
§ 1

Målgrupperne for denne bekendtgørelse er:

  • 1) Personer, som modtager arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  • 2) Jobparate personer, som er fyldt 30 år, og jobparate personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

  • 3) Aktivitetsparate personer, som er fyldt 30 år, og aktivitetsparate personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

  • 4) Uddannelsesparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

  • 5) Aktivitetsparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

  • 6) Personer, der modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge.

  • 7) Personer i jobafklaringsforløb efter kapitel 18 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 8) Personer i ressourceforløb efter kapitel 19 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 9) Personer, der er visiteret til fleksjob eller er visiteret til tilbud om støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed på grund af en varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne efter kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bortset fra fleksjobvisiterede omfattet af nr. 10.

  • 10) Personer i revalideringsforløb efter kapitel 21 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bortset fra personer i forrevalidering omfattet af nr. 6.

  • 11) Personer, der modtager førtidspension efter lov om social pension eller efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

  • 12) Selvforsørgende, der ikke er i beskæftigelse og ikke opfylder betingelserne for at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, herunder dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., forsørgelsesydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller SU efter SU-loven, og personer, der ikke kan få tilbud efter integrationsloven.

  • 13) Unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

§ 2

Ud over målgrupperne i § 1 omfatter bekendtgørelsen også beskæftigede personer, der får en indsats efter reglerne i afsnit V om indsatsen for beskæftigede og afsnit VI om understøttelse af indsatsen.

Definitioner
§ 3

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Personer omfattet af program efter integrationsloven: Personer, der er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

  • 2) Dagpenge: Arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  • 3) Offentlige arbejdsgivere:

    • a) Kommuner, regioner og kommunale fællesskaber.

    • b) Statsinstitutioner.

    • c) Organisationer, foreninger, selskaber, institutioner og lignende, hvis driftsudgifter dækkes med mindst 50 pct. af offentlige tilskud.

Kapitel 2 Visitation
§ 4

En person er jobparat efter § 1, nr. 2, hvis personen vurderes at være i stand til at påtage sig et ordinært job, som gør pågældende i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder.

Stk. 2 En person er aktivitetsparat efter § 1, nr. 3, hvis personen ikke vurderes at være i stand til at påtage sig et ordinært job, som gør den pågældende i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder.

Stk. 3 En person er uddannelsesparat efter § 1, nr. 4, hvis personen vurderes - med den rette støtte og aktive indsats - at kunne påbegynde en uddannelse inden for ca. et år og gennemføre denne uddannelse på ordinære vilkår. Vurderes personen ikke at have nogen barrierer, og dermed ikke at have behov for støtte og hjælp i forhold til at starte på en uddannelse, som personen kan gennemføre på almindelige vilkår, er personen åbenlyst uddannelsesparat.

Stk. 4 En person er aktivitetsparat efter § 1, nr. 5, hvis personen vurderes at have problemer af faglig, social og/eller helbredsmæssig karakter og dermed har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. et år, inden personen kan påbegynde en uddannelse og gennemføre denne på almindelige vilkår.

Stk. 5 Sker der væsentlige ændringer i personens forhold, eller fremkommer der nye oplysninger, der kan have betydning for vurderingen efter stk. 1-4, foretages der en ny vurdering.

§ 5

En person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, og som er omfattet af et program efter integrationsloven, er jobparat, hvis personen vurderes at være i stand til at påtage sig et ordinært job, som gør den pågældende i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder.

Stk. 2 En person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, og som er omfattet af et program efter integrationsloven, er aktivitetsparat, hvis personen ikke vurderes at være i stand til at påtage sig et ordinært job, som gør den pågældende i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder.

Stk. 3 Sker der væsentlige ændringer i personens forhold, eller fremkommer der nye oplysninger, der kan have betydning for vurderingen efter stk. 1 og 2, foretages der en ny vurdering.

Særligt vedrørende de første samtaler for ansøgere og modtagere af uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
§ 6

Vurderingen af, om en person er åbenlyst uddannelsesparat efter § 4, stk. 3, 2. pkt., finder sted ved den første samtale efter § 31, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 I helt særlige tilfælde kan jobcenteret ved den første samtale vurdere, at en person har så svære sociale og/eller helbredsmæssige udfordringer, at personen er aktivitetsparat efter § 4, stk. 4.

Stk. 3 En person, der ikke ved den første samtale vurderes åbenlyst uddannelsesparat eller aktivitetsparat, er uddannelsesparat efter § 4, stk. 3, 1. pkt., de første tre måneder fra første henvendelse til kommunen om hjælp. Ved udløbet af de første tre måneder visiteres personen endeligt som uddannelses- eller aktivitetsparat.

Kapitel 3 Opgørelse af tidsperioder og forudgående perioder med visse offentlige forsørgelsesydelser m.v.
Tidsperioder i forbindelse med kontaktforløbet, jobrettet uddannelse og ret og pligt til tilbud
§ 7

For personer omfattet af § 1, nr. 1, medregnes i opgørelsen af sammenlagt ledighed i forbindelse med kontaktforløbet, jobrettet uddannelse og ret og pligt til tilbud, jf. § 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, de timer, hvor personen har modtaget dagpenge eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud efter lovens kapitel 12.

Stk. 2 Uanset stk. 1, opgør arbejdsløshedskassen perioden på de første 3 måneders sammenlagt ledighed, hvor arbejdsløshedskassen varetager kontaktforløbet, jf. § 27, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, således at arbejdsløshedskassen varetager kontaktforløbet indtil udgangen af den kalendermåned, hvori arbejdsløshedskassen har registreret 410 timers forbrug af retten til dagpenge for fuldtidsforsikrede og 333 timers forbrug af retten til dagpenge for deltidsforsikrede, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 3 I opgørelsen af sammenlagt ledighed efter stk. 1 i forbindelse med kontaktforløbet, 6 og 9 måneders perioderne for afslutning af jobrettet uddannelse, jf. § 48, stk. 2, 2. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og tidspunkt for ret og pligt til tilbud, medregnes der ikke timer i perioden fra og med den 1. marts 2020 til og med den 31. august 2020 og fra og med den 1. januar 2021 til og med den 30 juni 2021, hvor personen har modtaget dagpenge eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud.

Stk. 4 For fultidsforsikrede omregnes perioder med sammenlagt ledighed, som i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er angivet i uger og måneder, jf. stk. 1 og 2, til timer ved at gange 1 uge med 37 timer og 1 måned med 160,33 timer. For deltidsforsikrede omregnes uger og måneder til timer ved at gange 1 uge med 30 timer og 1 måned med 130 timer.

Stk. 5 Hvis personen erhverver ret til en ny dagpengeperiode efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., eller personen i de seneste 5 år ikke har modtaget dagpenge eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud efter lovens kapitel 12, medregnes timer efter stk. 1 og 2 forud herfor ikke i opgørelsen af sammenlagt ledighed.

§ 8

For personer omfattet af § 1, nr. 2-5 og 7-8, og personer omfattet af § 1, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, medregnes i opgørelsen af en sammenhængende periode på samme offentlige forsørgelsesydelse i forbindelse med kontaktforløbet og ret og pligt til tilbud, jf. § 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, perioder, hvor personen i en sammenhængende periode har modtaget samme forsørgelsesydelse i form af enten kontanthjælp, uddannelseshjælp eller overgangsydelse, dog bortset fra overgangsydelse til personer, der er omfattet af introduktionsprogrammet i integrationsloven, ressourceforløbsydelse under jobafklarings- eller ressourceforløb, ledighedsydelse eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 For personer omfattet af § 1, nr. 10, medregnes i opgørelsen af sammenhængende perioder med forsørgelsesydelse i forbindelse med kontaktforløbet, jf. § 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, perioder, hvor personen i en sammenhængende periode har modtaget en forsørgelsesydelse efter kapitel 6 c i lov om aktiv socialpolitik, herunder sin hidtidige forsørgelsesydelse under forrevalidering eller har deltaget i tilbud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats under et revalideringsforløb efter lovens kapitel 21.

Stk. 3 I opgørelsen efter stk. 1 og 2 medregnes som hele uger de uger, hvor personen helt eller delvist har modtaget en forsørgelsesydelse eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud efter lovens kapitel 12.

Stk. 4 En periode efter stk. 1 og 2 er sammenhængende, medmindre den afbrydes af en periode på en kalendermåned, hvor personen hverken modtager forsørgelsesydelse eller deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Forudgående perioder med visse offentlige forsørgelsesydelser m.v. i forbindelse med ansættelse med løntilskud, som jobrotationsvikar, som voksenlærling og ved opkvalificering i forbindelse med ordinær ansættelse
§ 9

Kravene om forudgående perioder med visse offentlige forsørgelsesydelser m.v. for personer i forbindelse med ansættelse med løntilskud efter kapitel 12, som jobrotationsvikar efter kapitel 22, som voksenlærling efter kapitel 23 og ved opkvalificering i forbindelse med ansættelse efter kapitel 24 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats opgøres for de enkelte målgrupper på følgende måde:

  • 1) For personer omfattet af § 1, nr. 1, medregnes sammenlagt ledighed. § 7 finder tilsvarende anvendelse, dog finder § 7, stk. 2 og 3, ikke anvendelse.

  • 2) For personer omfattet af § 1, nr. 2-5, 8-10 og 12, medregnes en sammenhængende periode, hvor personen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, integrationsydelse, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb eller sygedagpenge udbetalt i en periode, hvor personen ikke var i job eller drev selvstændig virksomhed, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, revalideringsydelse, ledighedsydelse, har været i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller har været ledig selvforsørgende.

  • 3) For personer omfattet af § 1, nr. 6, medregnes en sammenlagt periode, hvor personen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge udbetalt i en periode, hvor personen ikke var i job eller drev selvstændig virksomhed, eller har været i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 4) For personer omfattet af § 1, nr. 7, medregnes en sammenlagt periode, hvor personen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb eller sygedagpenge udbetalt i en periode, hvor personen ikke var i job eller drev selvstændig virksomhed, eller har været i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 5) For personer omfattet af § 1, nr. 11, medregnes en sammenhængende periode, hvor personen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, integrationsydelse, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb eller sygedagpenge udbetalt i en periode, hvor personen ikke var i job eller drev selvstændig virksomhed, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, revalideringsydelse, ledighedsydelse, førtidspension, har været i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller har været ledig selvforsørgende.

Stk. 2 For personer omfattet af et program efter integrationsloven, som i forbindelse med ansættelse som jobrotationsvikar eller voksenlærling efter kapitel 22 og 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal opfylde kravet om forudgående perioder med visse offentlige forsørgelsesydelser m.v., medregnes en sammenhængende periode, hvor personen i perioden har modtaget overgangsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller integrationsydelse og har været omfattet af et af integrationslovens programmer.

Stk. 3 For ledige selvforsøgende, der ikke er omfattet af § 1, nr. 12, og som i forbindelse med ansættelse som voksenlærling efter kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal opfylde kravet om forudgående perioder med visse offentlige forsørgelsesydelser m.v., finder stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Ved opgørelsen af sammenlagte og sammenhængende perioder efter stk. 1, nr. 2-5, medregnes uger, hvor personen helt eller delvist har modtaget forsørgelsesydelse eller været i tilbud. Personen kan i perioderne have modtaget en eller flere af de nævnte ydelser m.v.

Stk. 5 En periode efter stk. 1, nr. 2 og 5, og stk. 3 og 4 er sammenhængende, medmindre den afbrydes af en periode på en kalendermåned, hvor personen ikke modtager forsørgelsesydelse eller deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.