Bekendtgørelse om Den Danske Filmskole Kapitel 8

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om Den Danske Filmskole er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1327 af 23. november 2023

Kapitel 8 Bestyrelse
§ 29

Den Danske Filmskole ledes af en bestyrelse, som har det overordnede ansvar for institutionens drift og strategi, herunder dens økonomi og udvikling.

§ 30

Bestyrelsen består af fire eksterne og tre interne medlemmer, heraf en studerende, en underviser og en teknisk-administrativ medarbejder fra uddannelsesinstitutionen. De fire eksterne bestyrelsesmedlemmer udpeges i deres personlige egenskab og må ikke være indskrevet eller ansat ved institutionen.

Stk. 2 De eksterne medlemmer udpeges for en periode på fire år med mulighed for forlængelse i yderligere én periode. Udtræder et eksternt medlem af bestyrelsen før udløbet af en bestyrelsesperiode, udpeges et nyt medlem for resten af den indeværende periode.

Stk. 3 De medarbejdervalgte medlemmer er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanterne inden for vedkommende eller tilsvarende område.

Stk. 4 Valg af studenter- og medarbejderrepræsentanter skal ske ved afstemning.

Stk. 5 Valg af studenter- og medarbejderrepræsentanter skal afholdes i perioden mellem den 1. september og 1. december. Kulturministeriet orienteres snarest muligt om de valgte repræsentanter.

§ 31

Bestyrelsen udarbejder nærmere regler for afholdelse af valg af studenter- og medarbejderrepræsentanter til bestyrelserne på de enkelte institutioner, der godkendes af kulturministeren.

Stk. 2 Reglerne for afholdelse af valg skal blandt andet fastlægge følgende

  • 1) tidspunkt for valgets afholdelse,

  • 2) annoncering af valget på institutionen,

  • 3) medarbejdernes og de studerendes valgret, herunder eventuel aldersgrænse,

  • 4) medarbejdernes og de studerendes valgbarhed, herunder eventuel aldersgrænse,

  • 5) opstilling af kandidater,

  • 6) frist for opstilling af kandidater,

  • 7) underretning om kandidater til bestyrelsen,

  • 8) afvikling af valg,

  • 9) afstemningsregler,

  • 10) optælling af stemmer,

  • 11) kontrol af valgets resultat,

  • 12) underretning af medarbejdere, studerende og rektor samt Kulturministeriet om valgets resultat,

  • 13) bortfald af et bestyrelsesmedlems mandat i valgperioden,

  • 14) erstatning af bestyrelsesmedlemmer i en valgperiode, og

  • 15) klager over valget.

§ 32

Institutionernes regler for afholdelse af valg af interne medlemmer til bestyrelsen skal, når de er godkendt gøres tilgængelige for institutionens medarbejdere og studerende.

§ 33

Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden, som godkendes af Kulturministeriet, jf. § 16 b, i lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.