Bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable konstruktioner Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 673 af 01. juli 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 671 af 26. maj 2020 og bekendtgørelse nr. 1117 af 01. juni 2021

Kapitel 1 Anvendelsesområde
§ 1

Certificering af transportable konstruktioner, der er omfattet af byggeloven, skal ske efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2 Såfremt en konstruktion er certificeret efter reglerne i denne bekendtgørelse, kan den transportable konstruktion opstilles uden byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 2 gælder kun, hvis opstillingen af den transportable konstruktion har en varighed på maksimalt 6 uger på den samme placering. Strækker varigheden sig over mere end 6 uger, skal konstruktionen have en byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen.

§ 2

Ved certificering af transportable konstruktioner efter denne bekendtgørelse forstås en inspektion af den transportable konstruktion, hvorved de byggetekniske forhold i bygningsreglementet, som er gældende for den transportable konstruktion, bedømmes. Certificeringen er en angivelse af, at det er sikret, at konstruktionen på tidspunktet for inspektionen lever op til de gældende byggetekniske krav i bygningsreglementet.

§ 3

Denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på særlige forlystelsesapparater, der er omfattet af § 16 i bekendtgørelse om offentlige forlystelser.