Bekendtgørelse om cannabismellemprodukter § 25

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2538 af 14. december 2021

Modtagelse af fremstillede cannabisudgangsprodukter
§ 25

Mellemproduktfremstilleren skal sikre sig, at der udføres dokumenteret modtagekontrol for alle leverancer af fremstillede cannabisudgangsprodukter, herunder:

  • 1) At der ved hver levering foreligger dokumentation med oplysninger om dato, angivelse af udgangsproduktets navn eller betegnelse, modtaget mængde, produktform, styrke og pakningsstørrelse, udløbsdato samt leverandørens og modtagerens navn og adresse og batchnumre.

  • 2) At de leverede cannabisudgangsprodukter svarer til det bestilte og har været transporteret forsvarligt i overensstemmelse med opbevaringsbetingelserne, og på en sådan måde, at cannabisudgangsproduktets kvalitet ikke er blevet forringet.

  • 3) At pakningerne er intakte og ubeskadigede, og at forsendelsen er forseglet.

  • 5) At den anvendte cannabis i cannabisudgangsproduktet er dyrket i henhold til god landbrugspraksis (GACP) og uden anvendelse af pesticider.

  • 6) At fremstilleren af cannabisudgangsproduktet har overholdt og frigivet cannabisudgangsproduktet i henhold til bekendtgørelse om cannabisbulk og cannabisudgangsprodukter.

  • 7) At de leverede udgangsprodukter er styrkebestemt over for indhold af THC (tetrahydrocannabinol) og CBD (cannabidiol) samt eventuelle andre kvalitetsrelevante indholdsstoffer, jf. § 10, nr. 10 i bekendtgørelse om cannabisbulk og cannabisudgangsprodukter.

  • 8) At leverandøren er i besiddelse af en tilladelse efter § 9, stk.1, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis og om ordning for dyrkning, fremstilling m.v. af medicinsk cannabis, til fremstilling af cannabisbulk og cannabisudgangsprodukter, samt relevant tilladelse efter lov om euforiserende stoffer, såfremt cannabisudgangsprodukterne er omfattet af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

Stk. 2 De i stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte oplysninger kan sikres ved modtagelse af erklæringer fra fremstilleren, der attesterer, at betingelserne er opfyldt. Erklæringerne skal verificeres og dokumenteres.

Stk. 3 Ved hver levering skal de i stk. 1, nr. 7, nævnte oplysninger medsendes i form af analysecertifikater med sporbarhed til gældende specifikationer.

Stk. 4 Leverede produkter skal karantæneres indtil modtagekontrollen udføres og dokumenteres.

Stk. 5 Det modtagne cannabisudgangsprodukt skal kontrolleres imod en verificeret version af cannabisudgangsproduktet.