Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring Kapitel 5

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om byggeskadeforsikring er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1292 af 24. oktober 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1072 af 07. november 2008, bekendtgørelse nr. 162 af 02. marts 2009, bekendtgørelse nr. 993 af 18. august 2010, bekendtgørelse nr. 581 af 27. maj 2016 og bekendtgørelse nr. 1492 af 02. december 2016

Kapitel 5 Dokumentation m.v.
§ 30

Bygherren skal ved ansøgning om byggetilladelse dokumentere, at et forsikringsselskab har afgivet tilbud på en byggeskadeforsikring, jf. byggelovens § 25 C, stk. 1, ved at sende en kopi af forsikringsselskabets tilbud for bebyggelsen samt eventuelle vilkår for tilbuddet til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Bygherren skal ved færdigmelding af byggeriet dokumentere, at der er tegnet en byggeskadeforsikring, og at præmien er betalt, jf. byggelovens § 25 C, stk. 2, ved at sende en kopi af henholdsvis forsikringspolice for bebyggelsen og kvittering for indbetaling af forsikringspræmien til kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Hvis forsikringspolicen ikke er udstedt, når byggeriet skal færdigmeldes til kommunalbestyrelsen, kan bygherren fremsende en meddelelse fra forsikringsselskabet om, at der er tegnet en byggeskadeforsikring for bebyggelsen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kopi, jf. stk. 1 og 2, samt meddelelse, jf. stk. 3, skal sendes elektronisk.

§ 30A

Bygherren skal ved ansøgning om byggetilladelse til opførelse af en udlejningsejendom over for kommunalbestyrelsen på tro- og love erklære, at der er tale om opførelse af en ejendom, som skal anvendes til udlejning.

Stk. 2 Bygherren skal ved færdigmelding af byggeriet dokumentere, at der er tinglyst en servitut på udlejningsejendommen, jf. § 18 B. Servitutten skal tinglyses umiddelbart før, byggeriet færdigmeldes.

§ 30B

Efter anmodning skal kommunalbestyrelsen som påtaleberettiget aflyse en tinglyst servitut, som er tinglyst i henhold til byggelovens § 25 C, stk. 3. Dette skal ske, når kommunalbestyrelsen modtager dokumentation på, at der på ejendommen er tegnet og betalt en byggeskadeforsikring.

§ 31

På baggrund af de oplysninger, som bygherren har indsendt i medfør af § 30, stk. 2 eller 3, registrerer kommunalbestyrelsen i Bygnings- og Boligregistret navnet på det forsikringsselskab, der har tegnet byggeskadeforsikring, og datoen for forsikringens ikrafttræden.