Bekendtgørelse om boligjobordningen § 11

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om boligjobordningen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022

§ 11

For ejeren af en fritidsbolig i udlandet eller ejerens ægtefælle, jf. § 2, stk. 3, er det en betingelse for fradraget, at ejeren eller ægtefællen, jf. § 2, stk. 3, har skriftlig eller elektronisk dokumentation for det udførte arbejde. Dokumentationen kan bestå i en faktura, en serviceerklæring eller anden aftale om arbejdets udførelse og skal indeholde

  • 1) oplysning om hvilken type arbejde, der er udført,

  • 2) oplysning om lønudgiftens størrelse,

  • 3) oplysninger om hvem, der har udført arbejdet, i form af cvr-nummer for virksomheder, VAT-nummer for så vidt angår udenlandske virksomheder i et EU/EØS-land eller oplysning om momsregistrering eller registrering i forhold til andre omsætningsafgifter eller i forhold til indkomstskatter for så vidt angår udenlandske virksomheder i et ikke-EU/EØS-land, og cpr-nummer for personer eller tilsvarende udenlandsk personlig identifikation, inklusive fulde navn og adresse,

  • 4) dato for arbejdets udførelse og

  • 5) stedet/adressen for arbejdets udførelse.

Stk. 2 Det er endvidere en betingelse for fradraget, at ejeren eller ægtefællen, jf. § 2, stk. 3, har dokumentation for sin betaling for det udførte arbejde. Betalingen skal dokumenteres ved et kontoudtog eller en kvittering for gennemført betalingsoverførsel i form af

  • 1) overførsel via pengeinstitut eller posthus, konto til konto eller kontant til konto,

  • 2) overførsel via internet (netbank) eller

  • 3) elektronisk betaling med betalingskort.

Stk. 3 Kontant betaling og betaling med check, herunder bankcheck, giver ikke ret til fradrag.