Bekendtgørelse om bistandsværger Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om bistandsværger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1512 af 17. december 2019

Kapitel 4 Beskikkelsens ophør m.v.
§ 16

Beskikkelsen som bistandsværge for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling ophører, såfremt retssagen ikke fører til, at der afsiges dom til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring m.v. eller dom, der giver mulighed for sådan anbringelse, jf. straffelovens §§ 68-70.

Stk. 2 Efter straffelovens § 71, stk. 2, ophører beskikkelsen som bistandsværge for en dømt, når den idømte foranstaltning endeligt ophæves.

Stk. 3 Beskikkelsen som bistandsværge ophører endvidere, hvis den beskikkede bistandsværge udskiftes med en anden.

Stk. 4 Såfremt beskikkelsen som bistandsværge ophører efter bestemmelserne i stk. 1 og 2, bistår bistandsværgen dog den sigtede, tiltalte eller dømte i forbindelse med klager, som var iværksat på tidspunktet for beskikkelsens ophør.

§ 17

En bistandsværge kan til enhver tid kræve at blive slettet fra fortegnelsen over bistandsværger.

Stk. 2 En bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, fratages hvervet, hvis den pågældende groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet, eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. Hvis fratagelse sker, slettes den pågældende fra fortegnelsen over bistandsværger.

Stk. 3 Afgørelse om fratagelse af hvervet som bistandsværge efter stk. 2 træffes af Rigspolitiet.

Stk. 4 Sletning fra fortegnelsen over bistandsværger efter stk. 1 eller stk. 2 medfører, at nye beskikkelser af den pågældende ikke kan finde sted. Sletning efter stk. 2 medfører endvidere, at spørgsmålet om fortsat beskikkelse snarest skal indbringes for retten af anklagemyndigheden.

Stk. 5 Bistandsværger, som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, kan under samme betingelser som nævnt under stk. 2 fratages hvervet. Afgørelse herom træffes af retten.