Bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1753 af 20. december 2023

Kapitel 1 Generel Borgerservice
Timebetaling for generel personbistand
§ 1

For udenrigstjenestens personbistand inden for borgerservice betales 1.130 kr. pr. påbegyndt time, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af denne bekendtgørelse, jf. §§ 2 – 8, § 14, stk. 2, og § 17. Derudover betales godtgørelse efter bestemmelserne i §§ 20 og 21.

Stk. 2 Der betales ikke timebetaling i:

  • 1) barnebortførelsessager,

  • 2) evakueringssager,

  • 3) sager vedrørende alvorlige forbrydelser mod danskere i udlandet,

  • 4) tvangsægteskabssager,

  • 5) sager vedrørende efterladte børn og ægtefæller, og

  • 6) fængslingssager, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Undtagelsen fra betalingspligten i fængselssager, jf. stk. 2, nr. 6, gælder ikke ved fængsling/tilbageholdelse i anledning af udløb af opholdstilladelse/visumperiode/lovlig opholdsperiode. Undtagelsen gælder heller ikke, såfremt en repræsentation yder personbistand til den fængslede, som ikke er direkte relateret til selve fængslingssagen. I alle disse tilfælde betales et gebyr på 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Rejsedokumenter
§ 2

For repræsentationens modtagelse af ansøgning/udstedelse af rejsedokumenter betales følgende gebyrer:

  • 1) For pas til person uanset alder, betales et gebyr på 1.130 kr.

  • 2) For EU-nødpas til statsborgere fra andre EU-lande betales et gebyr på 1.130 kr.

  • 3) For dansk provisorisk pas betales et gebyr på 1.130 kr.

  • 4) For laissez-passer betales et gebyr på 1.130 kr., jf. dog stk. 3.

  • 5) For forlængelse af pas eller rejsedokumenter betales et gebyr på 1.130 kr.

  • 6) For kontrol af borgerens identitet og udlevering af pas udstedt på baggrund af pasansøgning indgivet andet sted end den danske repræsentation, hvor passet udleveres, betales et gebyr på 285 kr. til den repræsentation, som udleverer passet.

Stk. 2 For udstedelse af pas efter nr. 1 og 3 betaler alle ansøgere 1.782 kr., hvor et gyldigt eller udløbet pas tilhørende pasansøgeren ikke kan fremvises, eller hvor passet fremvises i ødelagt stand, jf. § 4 c, stk. 2 i lov om pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017, som ændret ved § 2 i lov nr. 1542 af 18. december 2018, § 2 i lov nr. 167 af 29. februar 2020, § 4 i lov nr. 124 af 30. januar 2021 og § 2 i lov nr. 415 af 13. marts 2021.

Stk. 3 Der opkræves ikke gebyr ved udstedelse af laissez-passer ved førstegangsindrejse i Danmark, såfremt der er tale om FN-kvoteflygtninge, som skal bosættes i Danmark.

Stk. 4 Der opkræves ikke gebyr for forlængelse af pas eller udstedelse af provisorisk pas ved samtidig indgivelse af ansøgning om pas inden for repræsentationens åbningstid for konsulære ydelser.

Stk. 5 For repræsentationens udstedelse/udlevering af rejsedokumenter for flygtninge og for udlevering af fremmedpas betales gebyret nævnt i stk. 1, nr. 1.

Stk. 6 Når bistanden i forbindelse med de nævnte ydelser i sin karakter og sit omfang går ud over rammerne for sædvanlig gebyrbelagt bistand, betales foruden de gældende gebyrer også 1.130 kr. pr. yderligere påbegyndt time.

Stk. 7 Ansøgning om rejsedokument, betaling af gebyrer for rejsedokumenter samt faktiske udgifter skal ske digitalt gennem den af udenrigstjenesten anviste selvbetjeningsløsning, som er tilgængelig via Udenrigsministeriets hjemmeside, medmindre der foreligger særlige forhold eller i tilfælde af ekstraordinære situationer, jf. § 25.

Visum
§ 3

For repræsentationens bistand i forbindelse med behandling af en visumsag (ansøgning m.v.) betales gebyr i overensstemmelse med stk. 1-7, medmindre andet følger af stk. 8-12 eller en international aftale. For lande, med hvilke EU-Kommissionen har indgået, eller er ved at forhandle en visumfaciliteringsaftale, opkræves der et gebyr på 35 euro, medmindre andet følger af visumfaciliteringsaftalen eller forhandlingerne om en sådan aftale. Såfremt ansøger ønsker tilbagebetaling, skal ansøger aktivt anmode herom. Tilbagebetaling af gebyr for en ansøgning kan kun imødekommes, såfremt ansøgningen ikke er indgivet til den kompetente myndighed (ambassade/generalkonsulat), såfremt ansøgningen vurderes ikke at være antagelig eller såfremt sagsbehandlingen endnu ikke er påbegyndt. Anmodning om tilbagebetaling af gebyrer kan senest fremsættes 3 år efter ansøgningen er indgivet.

Stk. 2 For repræsentationens bistand i forbindelse med behandling af ansøgning om visum (alle typer) betales et gebyr på 80 euro. Et visumgebyr på 120 euro eller 160 euro finder anvendelse på alle det berørte tredjelands statsborgere eller bestemte kategorier af disse, når der er vedtaget en gennemførelsesafgørelse i henhold til Visumkodeks.

Stk. 3 Børn i aldersgruppen fra og med 6 til og med 11 år betaler et visumgebyr på 40 euro.

Stk. 4 For repræsentationens bistand i visumsager, som repræsentationen ikke tidligere har været involveret i, men hvor repræsentationen efter bemyndigelse fra den danske eller et andet lands myndighed, der behandler sagen, skal udskrive stickers, er visumgebyret som nævnt i stk. 2 eller stk. 3. Der skal ikke betales gebyr i en sag, som tidligere er behandlet af en anden dansk repræsentation, såfremt gebyret er betalt til den repræsentation.

Stk. 5 For repræsentationens bistand i visumsager, hvor repræsentationen ikke tidligere har været involveret, og hvor der skal udleveres eventuelle afslag, originale dokumenter m.v. til en ansøger eller en repræsentant for ansøgeren, betales timebetaling på 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Stk. 6 Ved anvendelse af eksterne tjenesteydere (outsourcing) i forbindelse med modtagelsen af ansøgninger om visum kan tjenesteyderen efter aftale med Udenrigsministeriet opkræve et tillægsgebyr ud over det fastsatte gebyr. Størrelsen af tillægsgebyret må ikke overstige 40 euro. I visse lande, hvor Danmark ikke har en ambassade eller et generalkonsulat til modtagelse af visumansøgninger og heller ikke er repræsenteret af et andet land, kan tillægsgebyret udgøre op til 80 euro. I helt ekstraordinære tilfælde kan tillægsgebyret for at dække omkostningerne ved fremsendelse af en sag udgøre 120 euro. Tillægsgebyret tilbagebetales ikke, uanset om ansøgningen imødekommes eller ej, heller ikke hvis ansøgningen ikke er indgivet til den kompetente myndighed, eller såfremt ansøgningen ikke bedømmes til at være antagelig.

Stk. 7 For repræsentationens medvirken til behandling af en klage over afgørelse om visum betales timebetaling på 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Stk. 8 Undtaget fra gebyr er repræsentationens undersøgelse af, om visum er påkrævet.

Stk. 9 Der opkræves ikke gebyr ved behandling af visumsager i følgende tilfælde:

  • 1) Indehavere af rejselegitimation, herunder rejsedokument for flygtninge og fremmedpas, der er udstedt af lande, hvis egne statsborgere er visumfritagne.

  • 2) Indehavere af diplomatpas, specialpas eller tjenestepas uanset rejseformål, medmindre udenrigsministeren har besluttet andet.

  • 3) Personer, der er ansat i FN-sekretariatet, i FN’s organisationer (fonde, programmer og særorganisationer), ved OSCE’s institutioner samt Europarådsmedlemmer tillige med de pågældendes ægtefæller og børn uanset rejseformål.

  • 4) Personer, der er i besiddelse af erklæring om, at de rejser i FN’s eller de ovenfor nævnte organisationers anliggende mv.

  • 5) Medarbejdere hos Global Biodiversity Information Facility (GBIF) i København samt personer, der udfører arbejde for GBIF-bestyrelsen i forbindelse med møder, konferencer mv. tillige med de pågældendes ægtefæller og børn.

  • 6) Medarbejdere hos Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i København samt personer, der udfører arbejde for ICES-bestyrelsen i forbindelse med møder, konferencer mv. tillige med de pågældendes ægtefæller og børn.

  • 7) Medarbejdere hos Det Europæiske Radiokommunikationskontor (ERO) i København samt personer, der udfører arbejde for ERO-bestyrelsen i forbindelse med møder, konferencer mv. tillige med de pågældendes ægtefæller og børn.

  • 8) Medarbejdere hos Eurofish i København samt personer, der udfører arbejde for Eurofish-bestyrelsen i forbindelse med møder, konferencer mv. tillige med de pågældendes ægtefæller og børn.

  • 9) Medarbejdere hos Det Europæiske Miljøagentur (EEA) i København samt personer, der udfører arbejde for EEA-bestyrelsen i forbindelse med møder, konferencer mv. tillige med de pågældendes ægtefæller og børn.

  • 10) Ægtefæller og registrerede partnere til statsborgere fra et andet EU/EØS-land end Danmark og deres børn eller ægtefællens/partnerens børn, som ikke er fyldt 21 år, eller som forsørges af EU/EØS-borgeren, samt slægtninge i opstigende linje og ægtefællens/partnerens slægtninge i opstigende linje, som forsørges af EU/EØS-borgeren. Sådanne familiemedlemmer til danske statsborgere, der udøver eller fornylig har udøvet deres ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er omfattet af undtagelsesbestemmelsen. EU/EØS-reglerne gælder også for Schweiz.

  • 11) Udenrigstjenestens ansatte samt deres ægtefæller, registrerede partnere og børn under 21 år, der hører til husstanden.

  • 12) Gebyrfrihed vil efter repræsentationens skøn kunne indrømmes studerende, idrætsfolk m.fl., såfremt rejsen sker som led i et udvekslingsarrangement, amatørsportsstævne, amatørkoncertarrangement og lignende – eller hvis repræsentationen i øvrigt finder det velbegrundet.

  • 13) Personer, der er i besiddelse af erklæring om, at de rejser i Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbanks (AIIB) anliggende.

Stk. 10 Der opkræves ikke gebyr for repræsentationens bistand i forbindelse med behandling af visumsager fra ansøgere, der er:

  • 1) under 6 år,

  • 2) skoleelever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og ledsagende lærere, der tager ophold i studie- eller uddannelsesøjemed (gælder også repræsentationsaftaler),

  • 3) forskere fra tredjelande, der rejser inden for EU med det formål at udføre videnskabelig forskning som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2005/761/EF af 28. september 2005 om lettelse af medlemsstaternes udstedelse af ensartede visa til kortvarigt ophold til forskere fra tredjelande, som rejser inden for EU med henblik på videnskabelig forskning, eller

  • 4) repræsentanter for nonprofitorganisationer i alderen op til 25 år, der deltager i seminarer, konferencer, sportsarrangementer, kulturelle eller uddannelsesmæssige begivenheder tilrettelagt af nonprofitorganisationer.

Stk. 11 Følgende personer kan endvidere fritages for gebyr ved behandling af visumsager under forudsætning af beslutning herom i det lokale Schengen-samarbejde, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks):

  • 1) Børn i aldersgruppen fra og med 6 til og med 11 år.

  • 2) Unge i alderen op til 25 år, der deltager i seminarer, konferencer, sportsarrangementer, kulturelle eller uddannelsesmæssige begivenheder tilrettelagt af nonprofitorganisationer.

Stk. 12 I individuelle tilfælde kan det undlades at opkræve visumgebyr, eller det kan nedsættes, når dette har til formål at fremme kulturelle eller sportslige interesser samt interesser på området udenrigspolitik, udviklingspolitik og andre områder af vital offentlig interesse eller af humanitære årsager.

Stk. 13 Ansøgning om visum og betaling af visumgebyret skal ske digitalt gennem den af udenrigstjenesten anviste selvbetjeningsløsning, som er tilgængelig via Udenrigsministeriets hjemmeside, medmindre der foreligger særlige forhold eller i tilfælde af ekstraordinære situationer, jf. § 25.

Opholds- og/eller arbejdstilladelse
§ 4

For repræsentationens bistand i forbindelse med behandling af sager vedrørende opholds- og/eller arbejdstilladelse (ansøgning med videre) betales et gebyr på 1.725 kr. pr. sag eller betaling i overensstemmelse med stk. 1-7, medmindre andet følger af stk. 8-9. Det samme vil være gældende i de tilfælde, hvor en ansøgning er indgivet i Danmark eller et andet land til den myndighed, der behandler sådanne sager, og hvor den myndighed efterfølgende anmoder om en nærmere undersøgelse af sagen, idet sagen må anses at være overgået til repræsentationen. Gebyret tilbagebetales ikke, uanset om ansøgningen imødekommes eller ej.

Stk. 2 Danmark har indgået Working Holiday-aftaler med Argentina, Australien, Canada, Chile, Japan, New Zealand og Sydkorea. For repræsentationens bistand i forbindelse med Working Holiday-aftaler og behandling af ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse betales et gebyr på 1.725 kr. pr. sag. Ansøgninger i henhold til Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Japan er dog undtaget for gebyr. I sager, hvor Danmark repræsenterer et andet land, gælder de danske gebyrregler for Working Holiday-aftaler.

Stk. 3 For repræsentationens bistand i sager, som repræsentationen ikke tidligere har været involveret i, men hvor repræsentationen, efter bemyndigelse fra den danske eller et andet lands myndighed, der behandler sagen, skal udskrive stickers, betales et gebyr på 1.725 kr. pr. sag.

Stk. 4 For repræsentationens bistand i sager, der vedrører ”tilbagerejsetilladelse”, herunder ansøgning og evt. udstedelse af sticker, betales et gebyr på 1.725 kr. pr. sag (såfremt der er tale om sager, der også medfører bistand i henhold til § 1, skal der ligeledes betales timebetaling på 1.130 kr. pr. påbegyndt time dog faktureres minimum for 2 timer). Eventuel udstedelse af rejsedokument (laissez-passer) er herudover belagt med et gebyr på 1.130 kr. jf. § 2, stk. 1, nr. 4.

Stk. 5 For repræsentationens bistand i sager, hvor repræsentationen ikke tidligere har været involveret, og hvor der skal udleveres eventuelle afslag, originale dokumenter m.v. til en ansøger, betales timebetaling på 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Stk. 6 Ved anvendelse af eksterne tjenesteydere (outsourcing) i forbindelse med modtagelsen af ansøgninger om opholdstilladelse kan tjenesteyderen efter aftale med Udenrigsministeriet opkræve et tillægsgebyr ud over det fastsatte gebyr (til udenrigstjenesten).

Stk. 7 For repræsentationens medvirken til behandling af en klage over afgørelse om opholds- og/eller arbejdstilladelse betales timebetaling på 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Stk. 8 Undtaget fra betalingspligten er repræsentationernes undersøgelse af, om opholds- og/eller arbejdstilladelse er påkrævet.

Stk. 9 Der opkræves ikke gebyr ved behandling af sager om opholds- og/eller arbejdstilladelse i følgende tilfælde:

  • 1) Ægtefæller til og børn af personer, som er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8 (kvoteflygtninge).

  • 2) Et ugift mindreårigt barn under 15 år af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver og ikke gennem fast samlivsforhold har stiftet selvstændig familie, og når den i Danmark fastboende person har opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7 (konventionsflygtninge) eller Udlændingelovens § 8 (kvoteflygtninge).

  • 3) Et ugift mindreårigt barn under 15 år med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen gives med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende person har opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7 eller § 8.

  • 4) Tyrkiske statsborgere, der opfylder betingelserne i den gældende associeringsaftale mellem Tyrkiet og EF af 12. september 1963, tillægsprotokol af 23. november 1970, afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 og efterfølgende praksis, er fritaget for betaling af gebyr til Udenrigsministeriet i forbindelse med behandling af en opholds- og/eller arbejdstilladelse (ansøgning mv.) til Danmark. Gebyret opkræves ved indgivelse af ansøgningen, og bliver refunderet, når sagsbehandlingen hos den relevante danske myndighed er afsluttet, og ansøgeren kan dokumentere, at betingelserne i den gældende associeringsaftale er opfyldt.

  • 5) Diplomater og andre, der skal gøre tjeneste på deres lands ambassade, generalkonsulat eller ved en international organisation i Danmark eller i et land, som Danmark håndterer sager om opholds- og arbejdstilladelse for. Tilsvarende gælder for nævnte personers ægtefælle/registreret partner og eventuelt medfølgende børn under 21 år.

  • 6) Ægtefæller og registrerede partnere til statsborgere fra andre EU/EØS-lande end Danmark og deres børn eller ægtefællens/partnerens børn, som ikke er fyldt 21 år, eller som forsørges af EU/EØS-borgeren, samt slægtninge i opstigende linje og ægtefællens/partnerens slægtninge, som forsørges af EU-borgeren. Sådanne familiemedlemmer til danske statsborgere, der udøver eller for nylig har udøvet deres ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

  • 7) Udenrigstjenestens ansatte samt deres ægtefæller, registrerede partnere og børn under 21 år, der hører til husstanden.

Stk. 10 Betaling for repræsentationernes bistand i forbindelse med behandling af ansøgning om opholds- eller arbejdstilladelse skal ske digitalt gennem den af udenrigstjenesten anviste selvbetjeningsløsning, som er tilgængelig via Udenrigsministeriets hjemmeside, medmindre der foreligger særlige forhold eller i tilfælde af ekstraordinære situationer, jf. § 25.

Kørekort
§ 5

For repræsentationens bistand til udstedelse af kørekort betales følgende gebyrer, jf. dog stk. 2:

  • 1) For udstedelse af erklæring om mistet kørekort (midlertidig erstatningskørekort) til kørsel i udlandet betales et gebyr på 510 kr.

  • 2) For bistand til udstedelse af internationalt kørekort betales et gebyr på 510 kr.

  • 3) For bistand til indsendelse af anmodning om ”Bekræftelse af kørekort” fra Færdselsstyrelsen betales et gebyr på 230 kr. pr. anmodning.

Stk. 2 Når bistanden i forbindelse med de i stk. 1 nævnte ydelser i sin karakter og sit omfang går ud over rammerne for sædvanlig gebyrbelagt bistand, betales i stedet 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Stk. 3 Betaling for kørekort samt repræsentationens bistand i forbindelse med behandling af ansøgning om kørekort skal ske digitalt gennem den af udenrigstjenesten anviste selvbetjeningsløsning, som er tilgængelig via Udenrigsministeriets hjemmeside, medmindre der foreligger særlige forhold eller i tilfælde af ekstraordinære situationer, jf. § 25.

Legalisering, attestationer, verifikationspåtegninger mv.
§ 6

For legalisering, attestationer, verifikationspåtegninger mv. betales et gebyr på 230 kr. pr. underskrift, jf. dog stk. 2 og 6.

Stk. 2 Legalisering af følgende danske eksportdokumenter er dog fritaget for gebyrer:

  • 1) oprindelsescertifikater (Certificates of Origin),

  • 2) frisalgscertifikater (Free Sale Certificates),

  • 3) sundhedscertifikater (Health Certificates) for eksportvarer,

  • 4) plantesundhedscertifikater (Phytosanitary Certificates),

  • 5) fakturaer (Invoices) eller

  • 6) eksportlicenser (Export Licences).

Stk. 3 For bistand til udstedelse af dokumenter og erklæringer samt mindre oversættelser betales følgende gebyrer:

  • 1) For kontrol af borgerens identitet og udlevering af originale fødsels- og dåbsattester/personattester, pinkodebrev, kreditkort, MitID midlertidig adgangskodebrev og nøglekort, mv. betales et gebyr på 285 kr. pr. dokument. Såfremt en borger får udleveret flere af denne type dokumenter samtidigt, opkræves 285 kr. i alt. For diplomater m.fl., der efter andre regler er fritaget for at betale moms i det land, hvor de bor, betales et gebyr på 225 kr. for udstedelse af erklæring om, at en vare er købt i Danmark og indført i værtslandet. Der skal opkræves et gebyr på 225 kr. pr. ekspedition. Såfremt henvendelsen omhandler flere selvstændige indkøb, og såfremt der kan udstedes én samlet erklæring, opkræves 225 kr. pr. erklæring.

  • 2) For udstedelse af ligpas betales et gebyr på 225 kr.

  • 3) For oversættelser af mindre standarddokumenter (kørekort o.l.) betales et gebyr på 565 kr.

Stk. 4 Er sagsbehandling påkrævet, opkræves 1.130 kr. pr. påbegyndt time.

Stk. 5 Rekvirering og betaling af en legaliseringsydelse for et dansk dokument skal ske digitalt gennem den af udenrigstjenesten anviste selvbetjeningsløsning, som er tilgængelig via Udenrigsministeriets hjemmeside, medmindre der foreligger særlige forhold eller i tilfælde af ekstraordinære situationer, jf. § 25.

Stk. 6 Uanset stk. 1, opkræves der ikke gebyr, når danske diplomatiske og konsulære repræsentationer efter aftale med og på vegne af udenlandske myndigheder foretager den efterfølgende kontrol af ægtheden af en af Udenrigsministeriets underskrifter.

Hittegods
§ 7

For udenrigstjenestens bistand vedrørende hittegods betales et gebyr på 510 kr. pr. sag. Ud over gebyret skal rekvirenten selv betale alle udgifter, som er direkte forbundet med sagen.

Ansøgninger til Udlændinge- og Integrationsministeriet
§ 8

For repræsentationens bistand til indsendelse af alle former for ansøgninger om dansk indfødsret til Udlændinge- og Integrationsministeriet betales et gebyr på 285 kr. pr. ansøgning/erklæring. For eventuel returnering af udstedt indfødsretsbevis og/eller andre originale dokumenter til rekvirenten modtaget fra Udlændinge- og Integrationsministeriet betales et gebyr på 285 kr. pr. modtaget forsendelse.

Stk. 2 Er sagsbehandling påkrævet, opkræves 1.130 kr. pr. påbegyndt time.