Bekendtgørelse om beregning af tjenestemandspensioner og om fordeling af pensionsbyrden i forbindelse med kommunalreformen Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 130 af 28. februar 2006

Kapitel 3 Beregning af pension fra 1. april 2008
§ 5

Tjenestemænd som nævnt i § 3, stk. 1, der fortsætter ansættelsen efter den 31. marts 2008, indplaceres pensionsmæssigt pr. 1. april 2008 i det statslige skalatrinssystem efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2 Tjenestemænd, der er overgået til en stilling i staten eller en statsligt selvejende institution, som i forhold til den hidtidige (amts)kommunale placering pensionsmæssigt er henført til samme eller højere skalatrin/skalatrinsforløb, indplaceres pensionsmæssigt på dette skalatrin/skalatrinsforløb.

Stk. 3 Tjenestemænd, der er overgået til en stilling i staten eller en statsligt selvejende institution, som i forhold til den hidtidige (amts)kommunale placering pensionsmæssigt er henført til et lavere skalatrin/skalatrinsforløb, indplaceres pensionsmæssigt på det skalatrin/skalatrinsforløb, som de pågældende var placeret på pr. 31. marts 2008 i det (amts)kommunale skalatrinssystem.

Stk. 4 Stk. 2 og 3 gælder ikke for tjenestemænd, der er overgået til en stilling i staten eller en statsligt selvejende institution, som er omfattet af aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer. Disse tjenestemænd indplaceres pensionsmæssigt i overensstemmelse med reglerne i denne aftale.

§ 6

Ved fratræden med aktuel/opsat pension beregnes pensionen på grundlag af det opnåede statslige pensionsskalatrin, jf. § 5, og i øvrigt efter reglerne i lov om tjenestemandspension.

Stk. 2 Hvis den (amts)kommunale pension på det pågældende skalatrin med de pr. 31. marts 2008 gældende satser er højere end den statslige pension på det samme skalatrin, forhøjes pensionen med et særligt tillæg, jf. stk. 7.

Stk. 3 Hvis den (amts)kommunale pension på skalatrin 47-55 med de pr. 31. marts 2008 gældende satser er lavere end den statslige pension på det samme skalatrin, nedsættes pensionen for de tjenestemænd, der er omfattet af § 5, stk. 3 og 4, med et særligt fradrag, jf. stk. 7.

Stk. 4 Hvis under 65/67 års-tillægget efter tjenestemandspensionslovens § 6, stk. 3, § 12, stk. 2, og § 24, stk. 5, 3. punktum, med de pr. 31. marts 2008 gældende satser er lavere end det tilsvarende tillæg efter (amts)kommunale regler, ydes et særligt tillæg svarende til forskellen, jf. stk. 7. Tillægget opgøres særskilt og ydes som tillæg til under 65/67 års-tillægget.

Stk. 5 Tillæg, henholdsvis fradrag efter stk. 2-4 indgår ved beregning af førtidspensionsfradrag i henhold til tjenestemandspensionslovens § 6, stk. 6. Tillæg, henholdsvis fradrag efter stk. 2 og 3 indgår ved beregning af ægtefællepension efter tjenestemandspensionslovens § 12, stk. 1, og § 24, stk. 6.

Stk. 6 Hvis børnepensionen og børnepensionstillægget med de pr. 31. marts 2008 gældende satser udgør et lavere beløb i staten end i (amts)kommunerne, ydes et tillæg svarende til forskellen, jf. stk. 7.

Stk. 7 Tillæg, henholdsvis fradrag efter stk. 2-6 fastsættes til beløb svarende til forskellen pr. 31. marts 2008 og omregnes til grundbeløb (niveau 1. oktober 1997), der fra 1. april 2008 reguleres efter statens regler.