Bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1265 af 30. oktober 2023

Kapitel 4 Faste dagpengesatser
Dimittender
§ 11

Et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter lovens § 54, og som har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, skal have dagpenge med et fast beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 eller 70.

Stk. 2 Et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter lovens § 54, og som ikke har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, skal have dagpenge i de første 481 timer for fuldtidsforsikret og 390 timer for deltidsforsikret med et fast beløb, der udgør 71,5 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 og 70. Efter udbetaling af timerne i 1. pkt. udbetales dagpenge til et medlem, der er under 30 år, med et fast beløb, der udgør 49,17 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70. Efter udbetaling af timerne i 1. pkt. udbetales dagpenge til et medlem, der er 30 år eller derover, med et fast beløb, der udgør 62,11 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 og 70.

Stk. 3 Udbetaling af dagpenge som forsørger efter stk. 1, er betinget af, at barnet opholder sig her i Riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EØS-borgere, herunder danske borgere og schweiziske og britiske borgere, hvis barnet opholder sig i et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Stk. 4 Opgørelsen af antallet af timer efter stk. 2 sker efter reglerne om forbrug af dagpengeperioden i bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Stk. 5 A-kassen skal opgøre forbruget af de 481 timer for fuldtidsforsikret og 390 timer for deltidsforsikret efter stk. 2, når et medlem melder sig ledigt efter at have modtaget sygedagpenge. Viser opgørelsen, at medlemmet samlet har fået udbetalt dagpenge og sygedagpenge i mere end 481 timer for et fuldtidsforsikret medlem eller 390 timer for et deltidsforsikret medlem ved genoptagelsen af dagpengeudbetalingen, nedsættes dagpengesatsen efter reglerne i stk. 2, 2. og 3. pkt.

Tidligere værnepligtige
§ 12

Et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter lovens § 53, stk. 14, nr. 1, kan få dagpenge med et fast beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 eller 70, hvis medlemmet har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 og 70, hvis medlemmet ikke har forsørgelsespligt. Hvis medlemmet har ret til en højere dagpengesats efter lovens § 48, kan der udbetales dagpenge med denne sats.

Stk. 2 Ved skift af status som forsørger, jf. stk. 1, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned.

Stk. 3 Udbetaling af dagpenge som forsørger efter stk. 1, er betinget af, at barnet opholder sig her i Riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EØS-borgere, herunder danske borgere og schweiziske og britiske borgere, hvis barn opholder sig i et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Ledige under 25 år
§ 13

Et medlem under 25 år har ret til dagpenge beregnet efter § 48, jf. §§ 47 og 70 i loven, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Et medlem, som ikke har gennemført en uddannelse af den i § 54 i loven nævnte art, og som har modtaget dagpenge i 962 timer som fuldtidsforsikret og 780 timer som deltidsforsikret, får dagpenge, der svarer til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. lovens §§ 47 og 70, indtil medlemmets ret til dagpenge efter lovens § 55, stk. 1, er udløbet. Det gælder dog ikke et fuldtidsforsikret medlem, der som lønmodtager inden for 3 år har fået indberettet mindst 3.848 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister, eller et deltidsforsikret medlem, der som lønmodtager inden for 3 år har fået indberettet mindst 2.565 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister. Ved opgørelsen af løntimekravet i 2. pkt. medregnes timer som følge af omregning, jf. lovens § 53, stk. 12, af det skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster af selvstændig virksomhed og A-indkomst udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, jf. lovens § 57 a. Skift af satsen efter 1. og 2. pkt. sker fra den 1. i den efterfølgende måned.

Stk. 3 Et medlem, som har modtaget dagpenge i 962 timer som fuldtidsforsikret og 780 timer som deltidsforsikret og som deltager i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, får dagpenge, der svarer til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. lovens §§ 47 og 70, hvis medlemmet ikke har gennemført en uddannelse af den i § 54 i loven nævnte art. Det gælder, selv om medlemmet har haft beskæftigelse som nævnt i stk. 2. Skift af satsen efter 1. pkt. sker fra den 1. i den efterfølgende måned efter påbegyndelse samt ophør af tilbud i 1. pkt., jf. dog stk. 6.

Stk. 4 Et medlem, som har modtaget dagpenge i 962 timer som fuldtidsforsikret og 780 timer som deltidsforsikret, og som deltager i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager, hvis medlemmet har gennemført en uddannelse af den i § 54 i loven nævnte art, dagpenge med et fast beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge, jf. lovens §§ 47 og 70, jf. dog stk. 6, hvis medlemmet har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 og 70, hvis medlemmet ikke har forsørgelsespligt. Udbetaling af dagpenge som forsørger efter 1. pkt., er betinget af, at barnet opholder sig her i Riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EØS-borgere, herunder danske borgere, schweiziske og britiske borgere, hvis barn opholder sig i et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Stk. 5 Efter udbetaling af dagpenge med en sats efter stk. 4 i 481 timer til et fuldtidsforsikret medlem og 390 timer til et deltidsforsikret medlem til et medlem, som ikke har forsørgelsespligt, udbetales dagpengene med et beløb, der udgør 49,17 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70. Ved opgørelsen af timetallet i 1. pkt., finder lovens § 55, stk. 4, nr. 1-4 og 6-8, anvendelse.

Stk. 6 Opgørelse af forbrug af ydelsesperioder i stk. 2-4, sker efter bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Stk. 7 Ved deltagelse i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som har en sammenhængende varighed på under 4 uger, modtager medlemmet dog dagpenge efter stk. 1.

Stk. 8 Et medlem, der får dagpenge efter stk. 2-4, og som fylder 25 år, får beregnet dagpenge efter § 48, jf. §§ 47 og 70 i loven, fra den 1. i måneden efter det fyldte 25. år.

§ 14

Medlemmet skal over for a-kassen på tro og love angive, om pågældende er forsørger eller ej, jf. §§ 11, 12 og 13, stk. 4. A-kassen kontrollerer via data fra CPR, om pågældende er registreret i slægtskabsregistret med barn. Oplysning om forsørgerpligt for og oplysninger om ophold af et barn i et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien skal yderligere dokumenteres ved hjælp af blanket SED U005 og U006, som er udarbejdet af Den Administrative Kommission for Koordinering af Social Sikringsordninger til brug for udveksling af familieoplysninger mellem EØS-lande, Schweiz og Storbritannien.

§ 15

For et medlem under 25 år, der deltager i højskole- og daghøjskole forløb, jf. § 52 e i loven, inden medlemmet har forbrugt 962 timers dagpenge som fuldtidsforsikret eller 780 timers dagpenge som deltidsforsikret, jf. § 55, stk. 1, i loven, sker skift af sats ved påbegyndelsen eller afslutningen af forløbet fra den 1. i den efterfølgende måned. Et medlem, der fylder 25 år, får beregnet dagpenge efter lovens § 48, jf. §§ 47 og 70, fra den 1. i måneden efter det fyldte 25. år.

Medlemmer omfattet af uddannelsesløft
§ 16

For et medlem, som bliver omfattet af et uddannelsesløft og skal modtage dagpenge efter lovens § 48 a, sker skift af dagpengesats ved påbegyndelsen eller afslutningen af uddannelsesløftet med virkning fra den 1. i den efterfølgende måned.

Beskæftigelsestillæg
§ 17

Et medlem, der indplaceres eller genindplaceres i en dagpengeperiode, har ret til et beskæftigelsestillæg, hvis pågældende opfylder betingelserne i stk. 2. Beskæftigelsestillægget betyder, at medlemmet kan få udbetalt dagpenge med op til 118,86 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lovens §§ 47 og 70, dog højst 90 pct. af medlemmets hidtidige indtægt efter § 3.

Stk. 2 Udbetalingen af dagpenge med beskæftigelsestillæg efter stk. 1, er betinget af, at medlemmet opfylder alle følgende betingelser:

  • 1) Medlemmet har været uafbrudt medlem af en a-kasse i mindst 4 år.

  • 2) Medlemmet har haft arbejde, svarende til fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2 år inden for de sidste 3 år forud for indplaceringen eller genindplaceringen i en dagpengeperiode. Er medlemmet indplaceret på baggrund af et indkomstkrav i lovens § 53, stk. 2, skal medlemmet opfylde et indkomstkrav på 508.656 kr. (2023-niveau) for et fuldtidsforsikret medlem og 339.096 kr. (2023-niveau) for et deltidsforsikret medlem. Der kan pr. måned højst medregnes 21.194 kr. (2023-niveau) for et fuldtidsforsikret medlem og 14.129 kr. (2023-niveau) for et deltidsforsikret medlem. Er medlemmet genindplaceret på baggrund af et beskæftigelseskrav i lovens § 53, stk. 8, skal medlemmet opfylde et beskæftigelseskrav på 3.848 løntimer som fuldtidsforsikret medlem eller 3.120 løntimer for et deltidsforsikret medlem.

  • 3) Medlemmet har fået beregnet en dagpengesats, der overstiger 100 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lovens §§ 47 og 70.

Stk. 3 Ved opgørelsen af indkomst- eller beskæftigelseskravet i stk. 2, nr. 2, kan perioder, hvor et medlem har gennemført en uddannelse efter lovens § 54, jf. lovens § 53, stk. 3, nr. 4, og § 53, stk. 9, nr. 4, ikke medregnes.

Stk. 4 Et fuldtidsforsikret medlem kan få udbetalt dagpenge med beskæftigelsestillægget efter stk. 1, i op til 481 timer og et deltidsforsikret medlem kan få udbetalt dagpenge med beskæftigelsestillægget efter stk. 1, i op til 390 timer. Efter udløbet af perioden i 1. pkt. finder § 19 anvendelse.

Stk. 5 Opgørelsen af timetallet efter stk. 4, sker efter reglerne om forbrug af ydelsesperioden i bekendtgørelse om dagpengeperioden. I opgørelsen medregnes dog ikke følgende perioder:

  • 1) Perioder, hvor et medlem har fået udbetalt dagpenge fra et andet EØS-land.

  • 2) Perioder, hvor et medlem har fået udbetalt feriedagpenge efter lovens § 75 h.

  • 3) Perioder, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge.

Stk. 6 Retten til dagpenge med beskæftigelsestillæg efter stk. 1, kan overføres til en ny dagpengeperiode inden for 3 år fra indplaceringstidspunktet, hvis timerne med beskæftigelsestillæg efter stk. 1, ikke er blevet udbetalt i den indeværende dagpengeperiode. Ved indplaceringen i en ny dagpengeperiode foretages en ny beregning efter stk. 1. Opfylder medlemmet ved den nye indplacering betingelserne for et nyt beskæftigelsestillæg efter stk. 2, kan eventuelle resterende timer med beskæftigelsestillæg ikke overføres.

Stk. 7 Perioden på 3 år i stk. 6 opgøres i hele måneder og kan forlænges på grundlag af følgende perioder:

  • 1) sammenhængende perioder ud over 4 uger, hvor medlemmet har fået udbetalt sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

  • 2) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, og

  • 3) perioder med støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, jf. lov om social service og barnets lov.

Stk. 8 Ved opgørelsen efter stk. 7 finder principperne i § 9 i bekendtgørelse om dagpengeperioden anvendelse.

§ 18

Et medlem, der opfylder betingelserne i § 17, stk. 2, men hvor medlemmets beregnede dagpengesats ikke overstiger 100 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lovens §§ 47 og 70, anses ikke for at have fået tildelt et beskæftigelsestillæg.

§ 19

Et medlem, der har fået udbetalt dagpenge med beskæftigelsestillæg i 481 timer for et fuldtidsforsikret medlem og 390 timer for et deltidsforsikret medlem, jf. § 17, stk. 4, får udbetalt dagpenge med 100 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lovens §§ 47 og 70.