Bekendtgørelse om beregning af afgift og ydelse af tilskud til apotekere m.v. Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1816 af 28. december 2023

Kapitel 7 Afregning af afgift og tilskud
§ 23

Bidrag og tilskud efter § 3, stk. 2 og 3, samt foreløbige afgifter som nævnt i §§ 5, 6 og 8 afregnes månedligt på basis af apotekets omsætning i den forløbne del af året opgjort som anført i §§ 2, 4 og 7.

Stk. 2 Ved indehaverskifte i årets løb opgøres og afregnes afgift for afgående apoteker til de gældende foreløbige satser i §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 5. Såfremt indehaverskiftet sker med udgangen af året, opgøres afgifter dog endeligt.

Stk. 3 Ved indehaverskifte i årets løb beregnes afgifter for den nye indehaver på basis af omsætningen efter indehaverskiftet.

Stk. 4 Til brug for beregning af bidrag og tilskud efter § 3, stk. 2 og 3, og betaling af foreløbige afgifter efter §§ 5, 6 og 8 skal apotekerne elektronisk indberette oplysninger til Lægemiddelstyrelsen om omsætning m.v., jf. §§ 2, 4 og 7, på apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg for den forløbne måned eller for en periode nærmere fastsat af Lægemiddelstyrelsen. Indberetningen skal ske på skemaer udarbejdet af Lægemiddelstyrelsen senest den 5. i den efterfølgende måned. Falder den 5. på en lørdag, søn- eller helligdag, foretages indberetningen den førstkommende hverdag derefter.

§ 24

Udbetaling af tilskud efter §§ 9-12, 16-17 og 19-22 sker månedligt.

Stk. 2 Ved indehaverskifte i årets løb beregnes tilskud for den nye indehaver på basis af oplysninger efter indehaverskiftet.

Stk. 3 Til brug for beregning af tilskud skal apotekerne elektronisk indberette oplysninger til Lægemiddelstyrelsen om omsætning og andre aktivitetsoplysninger på apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg for den forløbne måned eller for en periode nærmere fastsat af Lægemiddelstyrelsen. Indberetningen skal ske på skemaer udarbejdet af Lægemiddelstyrelsen senest den 5. i den efterfølgende måned. Falder den 5. på en lørdag, søn- eller helligdag, foretages indberetningen den førstkommende hverdag derefter.

Stk. 4 For tilskud efter § 15 og § 18, stk. 2, udbetales tilskuddet på baggrund af indberettede oplysninger fra apotekeren til Lægemiddelstyrelsen. Tilskuddet vil komme til udbetaling fra Lægemiddelstyrelsen senest den 15. i den efterfølgende måned eller i helt særlige tilfælde på et af Lægemiddelstyrelsen nærmere fastsat tidspunkt.

§ 25

På baggrund af de indberettede oplysninger om betaling af afgift og ydelse af tilskud, jf. §§ 23-24, modtager apotekeren for apoteker med tilknyttede enheder omkring den 15. i den efterfølgende måned en samlet opgørelse over indbetaling af afgift og modtagne tilskud.

Stk. 2 Overstiger afgiften de modtagne tilskud, jf. stk. 1, skal apotekeren indbetale beløbet på en af Lægemiddelstyrelsen fastsat dato omkring den 15. i den efterfølgende måned eller i helt særlige tilfælde på et af Lægemiddelstyrelsen nærmere fastsat tidspunkt.

Stk. 3 Overstiger de modtagne tilskud afgiften, jf. stk. 1, vil apotekeren få beløbet anvist fra Lægemiddelstyrelsen senest den 15. i den efterfølgende måned eller i helt særlige tilfælde på et af Lægemiddelstyrelsen nærmere fastsat tidspunkt.

§ 26

Endelig afregning af afgifter og tilskud for et regnskabsår opgøres samtidig med indsendelse af apoteksregnskab for det pågældende år. Ved indehaverskifte i årets løb opgøres afgift og tilskud for den forløbne periode i forbindelse med indsendelse af apoteksregnskabet for den pågældende driftsperiode.

Stk. 2 For lidt betalt foreløbig afgift eller for meget modtaget foreløbigt tilskud skal indbetales til Lægemiddelstyrelsen senest 2 måneder efter apoteksregnskabets indsendelse.

Stk. 3 For meget betalt foreløbig afgift eller for lidt modtaget foreløbigt tilskud anvises fra Lægemiddelstyrelsen senest 2 måneder efter apoteksregnskabets modtagelse.