Bekendtgørelse om beredskabsaktørers adgang til elektronisk kommunikation i beredskabssituationer mv. Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 261 af 22. februar 2021

Kapitel 1 Definitioner
§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Beredskabsaktører: Myndigheder, institutioner og virksomheder, som skal bidrage til opretholdelse af samfundets funktioner i beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer.

  • 2) Beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer: Større ulykker, katastrofer eller hændelser, hvor det kan være nødvendigt at indføre særlige foranstaltninger vedrørende net og tjenester med henblik på at kunne opretholde samfundets funktioner.

  • 3) Faste kredsløb til beredskabsmæssige formål: Permanent etablerede fysiske eller logiske forbindelser eller netværk, hvor der stilles nærmere defineret transmissionskapacitet til rådighed for beredskabsaktørerne i forbindelse med varetagelse af opgaver, som bidrager til opretholdelse af samfundets funktioner i beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer.

  • 4) Nettermineringspunkt: Den fysiske eller logiske grænseflade i et net, der udgør en slutbrugers tilslutning til dette.

  • 5) Rådighedskredsløb: Faste kredsløb til beredskabsmæssige formål, der endnu ikke er sat i drift, men er forberedt til umiddelbar idriftsættelse.

  • 6) Sikret adgang: En særlig foranstaltning, der indebærer, at øvrige abonnenter midlertidigt udelukkes fra at anvende offentligt tilgængelige taletelefonitjenester i fastnet.

  • 7) Sikret fortrinsret: En fast etableret mulighed for at få adgang til at benytte offentligt tilgængelige taletelefonitjenester i fastnet til at gennemføre opkald forud for øvrige abonnenter.

  • 8) Slutbruger: En bruger af net og tjenester, som ikke på kommercielt grundlag stiller de pågældende net og tjenester til rådighed for andre.

  • 9) Væsentlige erhvervsmæssige udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester:

    • a) Udbydere af net, hvor disse net anvendes af mere end 50.000 slutbrugere. Ved opgørelsen medregnes de slutbrugere, der har aftaleforhold med udbyderens kunder. Radio- og tv-stationer, der er udbydere af net, er kun omfattet, såfremt de har landsdækkende public service-forpligtelser.

    • b) Udbydere, der gennem aftaler med statslige myndigheder og institutioner betjener mere end 500 slutbrugere. Ved opgørelsen medregnes de statslige myndigheder og institutioners egne slutbrugere.