Bekendtgørelse om beredskab for elsektoren Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2646 af 28. december 2021

Kapitel 8 Øvelser, rapportering m.m.
§ 20

Virksomhederne skal sikre, at de medarbejdere, som skal indgå i beredskabet, løbende modtager den fornødne instruktion, uddannelse og træning i disse opgaver.

§ 21

Virksomhederne skal afholde beredskabsøvelser i anvendelse af deres beredskabsplaner efter § 7, stk. 1.

Stk. 2 Energinet skal afholde beredskabsøvelser i anvendelse af sektorberedskabsplanen efter § 8, stk. 1, og skal heri inddrage væsentlige dele af virksomhedernes planer efter § 7, stk. 1.

Stk. 3 De i stk. 1 og 2 nævnte øvelser skal afholdes mindst en gang hvert andet år og skal over en 5-årig periode dække de væsentligste dele af virksomhedernes beredskab. Virksomhederne skal udarbejde en tentativ 5-årig øvelsesplan dækkende perioden fra 1. juli 2016 til 30. juni 2021 og derefter udarbejdes en ny tentativ øvelsesplan for en ny 5-årig periode. Planen skal revideres årligt senest 1. juli. I planen angives formålet med de planlagte øvelser, f.eks. træning, kontrol eller udvikling.

Stk. 4 Virksomhederne henholdsvis Energinet skal udarbejde en rapport om hver afholdt øvelse, herunder dennes forløb og de opnåede erfaringer samt planlagt opfølgning og tidsplan herfor. Rapportering om øvelser efter stk. 1 og 2 fremsendes senest 3 måneder efter øvelsen til Energistyrelsen. Energistyrelsen kan, efter forudgående høring af virksomheden, dele øvelsesrapporten med Energinet, hvis Energistyrelsen vurderer, at det er nødvendigt for, at Energinet kan udføre de koordinerende opgaver efter denne bekendtgørelse.

Stk. 5 Energistyrelsen udarbejder en vejledning om de øvelser, der for forskellige virksomheder i elsektoren forventes gennemført over en 5-årig periode dækkende de væsentligste dele af virksomhedernes beredskab, jf. stk. 3.

§ 22

Virksomhederne udarbejder en evaluering af større eller usædvanlige hændelser, som i væsentligt omfang har aktiveret virksomhedens beredskab. Tilsvarende udarbejder Energinet en evaluering af sådanne hændelser, og af hændelser som i væsentligt omfang har aktiveret elsektorens beredskab. Evalueringen skal angive hændelsens forløb, samarbejdet med eksterne parter, de opnåede erfaringer samt planlagt opfølgning og tidsplan herfor. Evalueringen fremsendes senest 3 måneder efter hændelsen til Energistyrelsen. Energistyrelsen kan pålægge en virksomhed eller Energinet at udarbejde en sådan evaluering. Energistyrelsen kan, efter forudgående høring af virksomheden, dele hændelsesrapporten med Energinet, hvis Energistyrelsen vurderer, at det er nødvendigt for, at Energinet kan udføre deres koordinerende opgaver efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2 Hvis en hændelse efter stk. 1 i væsentligt omfang har afprøvet konkrete forhold, som indgår i en planlagt øvelse i virksomhedens 5-årige øvelsesplan, jf. § 21, stk. 3, og hvis denne afprøvning vurderes at have samme værdi som en planlagt øvelse, kan Energistyrelsen godkende, at den planlagte øvelse erstattes af den pågældende hændelse. En sådan godkendelse forudsætter, at der er udarbejdet en tilfredsstillende evaluering efter stk. 1.

§ 23

Virksomhederne skal omgående underrette Energinet om følgende hændelser af relevans for beredskabssituationer i overensstemmelse med sektorberedskabsplanen efter § 8, stk. 1:

  • 1) Hændelser eller situationer, som i væsentlig grad reducerer virksomhedens funktionalitet eller funktionaliteten i andre dele af elsektoren. Som eksempler kan nævnes havarier af anlæg m.m. i klasse 1 og 2 efter § 11, stk. 1 og 2, arbejdsmarkedskonflikter eller manglende leverancer af væsentlig betydning for samfundets elforsyning.

  • 2) Hændelser eller situationer, som i væsentlig grad øger sårbarheder for samfundets elforsyning og dermed øger risikoen for, at denne ikke kan opretholdes og videreføres i normalt omfang.

  • 3) Hændelser hvor der er mistanke om, at årsagen kan være en terrorhandling og lign., f.eks. sabotage, indbrud og tyveri.

  • 4) Strømafbrydelser samt disses omfang og varighed, primært om situationer med større strømafbrydelser for virksomheden eller for samfundet som helhed.

  • 5) Andre usædvanlige hændelser.

Stk. 2 Energinet skal omgående underrette Energistyrelsen om alvorlige hændelser efter stk. 1. Endvidere skal virksomhederne underrette politiet om hændelser efter stk. 1, nr. 3, samt om andre hændelser, der skønnes at kunne have en politimæssig interesse.