Bekendtgørelse om barselsudligning på det private arbejdsmarked Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1623 af 12. december 2023

Kapitel 1 Almindelige bestemmelser
§ 1

Arbejdsgivere, der er omfattet af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal betale bidrag til den lovbaserede barselsudligningsordning, Barsel.dk.

Stk. 2 Undtaget fra bidragspligt er:

  • 1) Private arbejdsgivere, hvor alle ansatte er omfattet af en godkendt decentral barselsudligningsordning, jf. lovens § 5, eller hvor alle ansatte er omfattet af en offentlig barselsudligningsordning.

  • 2) Offentlige arbejdsgivere.

  • 3) Private arbejdsgivere i Grønland og på Færøerne.

§ 2

Arbejdsgivere fritages for at betale bidrag til Barsel.dk for følgende lønmodtagere:

  • 1) Elever under 25 år, som er registreret i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, og som arbejdsgiveren er fritaget for at betale bidrag til, jf. lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag § 20, stk. 4.

  • 2) Lønmodtagere, som har en ugentlig arbejdstid på under 9 timer.

  • 3) Lønmodtagere, for hvem der ikke er bidragspligt til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 3

Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner bidraget for arbejdsgivere, hvor alle lønmodtagere er omfattet af Barsel.dk.

Stk. 2 Arbejdsgivere, hvor ikke alle lønmodtagere er omfattet af Barsel.dk, skal selv beregne og indberette størrelsen af bidraget til Barsel.dk, som herefter opkræver bidraget efter reglerne i kapitel 3.

Stk. 3 Bidragssatsen i lovens § 4, stk. 2, udgør grundlaget for beregning af satserne i kapitel 2-4, jf. bilag 1.

Stk. 4 Reglerne om fællesopkrævning i bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v. finder tilsvarende anvendelse.