Bekendtgørelse om auktion over tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser i radiofrekvensbåndet 2500-2690 MHz § 15

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 122 af 03. februar 2010,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1056 af 07. september 2010

§ 15

Budgiver må i fornødent omfang videregive fortrolig information til andre inden for budgivers egen budgivergruppe eller til personer, der forud for videregivelsen er insidere i forhold til samme budgiver. I forbindelse med en videregivelse skal budgiveren iværksætte alle rimelige tiltag med henblik på at sikre, at den person, som modtager den fortrolige information, overholder stk. 2, 3, 4 og 5. Budgiver, budgivers medarbejdere, direktion, bestyrelse eller med budgiver forbundne personer eller andre af budgivers insidere må ikke herudover, indtil tilladelserne er udstedt, videregive fortrolig information til andre, herunder deltagere i andre budgivergrupper. Endelig må budgiver, budgivers medarbejdere, direktion, bestyrelse eller med budgiver forbundne personer eller andre af budgivers insidere ikke, frem til tilladelserne er udstedt, udveksle information vedrørende budgivers strategi for anvendelsen af tilladelser med andre.

Stk. 2 En budgiver, dennes forbundne personer og insidere skal såvel forud for som efter en tilmeldings indgivelse, og indtil tilladelserne er udstedt, afstå fra at indgå aftaler med andre budgivere eller disses forbundne personer vedrørende auktionen.

Stk. 3 En budgiver, dennes forbundne personer og insidere må hverken forud for eller efter en tilmeldings indgivelse, og indtil tilladelserne er udstedt, indgå aftaler eller etablere en forståelse med en udstyrs- eller softwareleverandør, som

  • 1) regulerer leverandørens mulighed for at levere udstyr eller software til en anden budgiver eller en anden budgivers forbundne personer vedrørende planlægning, etablering eller drift af et net i Danmark, som omfatter de af denne auktion omfattede frekvenser, eller

  • 2) regulerer de priser eller andre vilkår, som leverandøren kan tilbyde en anden budgiver eller dennes forbundne personer vedrørende planlægning, etablering eller drift af et net i Danmark, som omfatter de af denne auktion omfattede frekvenser.

Stk. 4 En budgiver, dennes forbundne personer og insidere må ikke forud for eller under auktionen indgå aftaler eller etablere en forståelse med tredjemand om adgang til eller anvendelse af budgiverens net i Danmark, som omfatter de af denne auktion omfattede frekvenser, hvis aftalen eller forståelsen pålægger denne tredjemand ikke at deltage i auktionen eller begrænser denne tredjemands mulighed for at deltage i auktionen.

Stk. 5 En budgiver, dennes forbundne personer og insidere skal såvel forud for som efter en tilmeldings indgivelse, og indtil tilladelserne er udstedt, afstå fra enhver handling, der negativt kan påvirke auktionen. En fusion eller virksomhedsovertagelse, som ikke sker på grund af eller af hensyn til auktionen eller tilladelserne, anses ikke for en handling, der negativt kan påvirke auktionen, jf. dog stk. 9.

Stk. 6 En budgiver skal sikre, at en fysisk person, som er medlem af bestyrelsen for eller ansat hos en budgiver eller en af dennes forbundne personer eller insidere, og som også er medlem af bestyrelsen for eller ansat hos en anden budgiver eller en af dennes forbundne personer eller insidere,

  • 1) ikke for begge budgivere eller deres forbundne personer på nogen måde er involveret i udarbejdelsen af tilmelding eller afgivelsen af bud, og

  • 2) ikke er i besiddelse af eller opnår fortrolig information vedrørende begge budgivere eller deres respektive forbundne personer eller insidere.

Stk. 7 Hvis en fysisk person, der er insider i relation til en budgiver, er medlem af bestyrelsen for eller ansat hos en juridisk person, der er en forbundet person i forhold til budgiveren, og hvis et andet medlem af bestyrelsen for eller en anden ansat hos den pågældende juridiske person er insider i relation til en anden budgiver, skal den første budgiver sikre, at den pågældende juridiske person underretter den første budgiver herom, og den første budgiver skal iværksætte alle rimelige tiltag med henblik på at sikre overholdelsen af stk. 1, 2, 3, 4 og 5.

Stk. 8 En budgiver skal forud for tilmelding til auktionen foretage alle rimelige undersøgelser med henblik på at identificere sine forbundne personer, relevante forbundne personer, tilknyttede personer og insidere.

Stk. 9 En budgiver og dennes forbundne personer skal efter tilmeldingens indgivelse afstå fra gennem deres handlinger eller undladelser at etablere en forbindelse til en anden budgiver, der vil medføre, at budgivere omfattes af § 14, stk. 1.