Bekendtgørelse om Apotekervæsenets Pensionsordning Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 192 af 23. marts 1995

Kapitel 6 Børnepension m.v.
§ 22

Når et medlem pensioneres, bliver hans børn berettigede til børnepensionsstillæg.

Stk. 2 Når et medlem eller pensioneret medlem afgår ved døden, er hans børn berettiget til børnepension.

Stk. 3 Retten efter stk. 1 og 2 omfatter stedbørn, som er medtaget til forsørgelse i det fælles hjem.

Stk. 4 For hvert barn kan der kun udbetales en ydelse efter reglerne i stk. 1-3. Er betingelserne i stk. 1 og 2 til stede samtidig, foretages udbetaling efter stk. 2.

§ 23

Børnepensionstillæg udgør for hvert barn 8.800 kr. i årligt grundbeløb. Børnepension udgør for hvert barn 16.700 kr. i årligt grundbeløb. Børnepension til forældreløse børn udgør dog for hvert barn 33.400 kr. i årligt grundbeløb.

Stk. 2 Børnepensionstillæg i forbindelse med egenpension og børnepension i forbindelse med ægtefællepension kan dog ikke overstige den pensionsgivende lønningsindtægt. Det samme gælder børnepensioner til et medlems efterlevende børn tilsammen.

§ 24

Retten til børnepension og børnepensionstillæg efter § 22 vedvarer indtil barnets fyldte 21. år.