Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning § 201

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 972 af 28. juni 2023

T. Standsning og parkering
§ 201

T 33 Parkeringsbås: Parkeringsbåse og parkeringsbane med langsgående parkering kan uanset bestemmelsen i færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, afmærkes i T-kryds på gennemgående vej modsat vejtilslutningen, når parkeringsarealet er anlagt i en lomme i fortov eller rabat, eller er del af et gennemgående parkeringsareal, og når der ikke er anlagt cykelsti langs parkeringsarealets højre side, jf. figur 8.

Stk. 2 Parkeringsbåse og parkeringsbane kan endvidere ved kryds afmærkes i en afstand på mindst 5 m fra den tværgående kørebanes eller cykelstis nærmeste kant i følgende situationer:

  • 1) på ensrettede veje, hvor ensretningen fører bort fra krydset, såfremt ensretningen gælder al kørende trafik inkl. cyklister, jf. figur 8,

  • 2) langs en mere betydende vej i samme side som sidevejstilslutningen, såfremt parkeringsarealet er anlagt i en lomme i fortov eller rabat, og såfremt sidevejens vigelinje (S 11 Vigelinje eller S 13 Stoplinje) er placeret i kanten af den nærmeste gennemgående vognbane, jf. figur 8,

  • 3) langs andre veje, såfremt parkeringsarealet er anlagt i en lomme i fortov eller rabat. I kørselsretningen væk fra krydset må der alene anvendes langsgående parkeringsbane, jf. figur 8, eller

  • 4) langs svagt trafikerede veje, såfremt parkeringsarealet etableres ved tydelig forsætning af kørebanekanten. Kørebaneafmærkningen kan undlades i sådanne tilfælde, jf. figur 8.

Stk. 3 Parkeringsbaner skal være udført og afmærket, således at de ikke kan forveksles med almindelige vognbaner.

Stk. 4 Vejdirektoratet kan tillade afmærkning af parkeringsbåse for handicappede i en afstand af 5-10 m fra kryds. En sådan afmærkning skal være begrundet i de handicappedes særlige behov, og der må ikke være en rimelig alternativ løsning.

figur 8
Figur 8. Figuren viser de forskellige situationer, der er beskrevet i § 201
 

 
figur 9
Figur 9. Måleregler for »10 m-reglen«