Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 972 af 28. juni 2023

Kapitel 10 Geografisk vejvisning på motorveje (faste tavler)
Vejvisningstavlers information på motorveje
§ 333

Vejvisningsmål, frakørselsnumre og -navne samt navngivning af motorvejskryds skal godkendes af Vejdirektoratet.

Stk. 2 Vejvisningstavler må ikke indeholde mere end 4 vejvisningsmål.

Vejvisningstavlers størrelse og udseende
§ 334

På motorveje med hastighed større end 90 km/h skal skrifthøjden minimum være 285 mm. Det gælder dog ikke skrift på servicetavler.

Stk. 2 I øvrigt anvendes følgende skriftstørrelse (versalhøjde):

  • 1) 340 mm.

  • 2) 405 mm.

  • 3) 480 mm.

  • 4) 570 mm.

Vejvisningstavlers overflader
§ 335

Vejtavlematerialet skal være kraftigt retroreflekterende på hele tavlefladen (materialetype 4), og eventuelle sorte symboler skal være diffust reflekterende (materialetype 2).

Stk. 2 Tavlerne kan dog udføres som indefra belyste tavler.

Vejvisningstavlers placering
§ 336

Afstanden fra kant af kørebane eller kant af nødspor til nærmeste punkt af tavle eller stander må ikke være under 1,0 meter.

Stk. 2 Højden fra kørebanekant til underkant på tavler ved siden af kørebanen skal være mindst 2,2 m.

§ 337

I forbindelse med motorvejskryds og rutefrakørsler skal vejvisningstavler ophænges over kørebanen (portaltavler).

Stk. 2 Under portaltavler skal der være et område på mindst 4,5 m, som er frit for faste genstande (fritrumsprofilet).

Færdselstavler på vejvisningstavler
§ 338

Følgende tavler må ikke anvendes på vejvisningstavler:

  • 1) A - Advarselstavler.

  • 2) B - Vigepligtstavler.

  • 3) C - Forbudstavler: C 11,1 Højresving forbudt til C 22,2 Motorcykel forbudt, C 24,1 Traktor og motorredskab forbudt til C 26,2 Fodgængere forbudt, C 51 Over- haling forbudt til C 62 Parkering forbudt og C 63 Parkering forbudt for cykel og lille knallert.

  • 4) D - Påbudstavler.

  • 5) E - Oplysningstavler, bortset fra E 42 Motorvej, E 22,1 Anbefalet rute for lastbiler og E 22,2 Anbefalet rute for køretøjer med farligt gods.

Stk. 2 Såfremt der på en vejstrækning er begrænsninger vedrørende vægt eller dimension, og trafikanten ikke kan undgå disse, hvis vejvisningstavlernes anvisning følges, kan forbudstavlerne C 31 Totalvægt til C 43 Køretøjslængde anvendes på vejvisningstavlerne I 11 Frakørselsvejviser 0-m tavle til I 18 1500 m frakørselstavle i motorvejskryds samt vognbane- og orienteringstavlerne J 11 Anviste vognbaner til J 13 Diagramorienteringstavle for motorveje.

Stk. 3 På vejvisningstavler ved terminaler og grænseovergange kan følgende tavler anvendes:

  • 1) C 23,1 Lastbil forbudt.

  • 2) C 23,2 Bus forbudt.

  • 3) C 23,3 Kørsel med farligt gods forbudt.

  • 4) C 92 Passage uden stop forbudt.

  • 5) E 22,1 Anbefalet rute for lastbiler.

  • 6) E 22,2 Anbefalet rute for køretøjer med farligt gods.

    • I) Vejvisning og stedsangivelse på motorvej

§ 339

Når I 11 Frakørselsvejviser 0-m tavle placeres ved siden af kørebanen, skal den placeres i det vejtværsnit, hvor frakørselsbanen begynder, eller så kort som muligt før dette punkt.

Stk. 2 Når I 11 Frakørselsvejviser 0-m tavle bruges som portaltavle skal den hænges op over frakørselsbanen i det tværsnit, hvor frakørselsbanen er etableret i fuld bredde.

Stk. 3 Hvor frakørslen er 2-sporet, skal portaltavler placeres i det tværsnit, hvor det første spor er etableret i fuld bredde.

I 11, I 12 og I 13 Frakørselstavler for frakørsler til det almindelige vejnet
§ 340

På I 11, I 12 og I 13 må der ikke angives afstande til geografiske mål eller servicemål uden for motorvejen.

§ 341

På I 12 500-m frakørselstavle må kun angives mål, som også angives på 0-m tavlen.

§ 342

Ved rutefrakørsel må der på I 13 1500-m frakørselstavle, opsat som portaltavle, ikke angives vejvisning til andre mål uden for motorvejen end fjernmål for ruten, som forlader motorvejen.

I 16, I 17 og I 18 Frakørselstavler for forbindelsesanlæg til anden motorvej
§ 343

I 16, I 17 og I 18 frakørselstavler for forbindelsesanlæg til anden motorvej skal altid være suppleret med en tavle J 11 Anviste vognbaner ophængt til venstre for frakørselstavlen.

I 20 Motorvejskryds
§ 344

Der må ikke angives andre navne på I 20 end motorvejskrydsets navn.

J. Vognbane- og orienteringstavler på motorvej
§ 345

J 11-tavler for to motorvejsgrene må ikke være forskudt i forhold til hinanden i vejens længderetning.

J 12 Forvarsling af vognbaneforløb
§ 346

J 12-tavler skal udføres således, at den nederste del af pilene, der illustrerer vognbanerne begynder lodret.

J 13 Diagramorienteringstavle for motorveje
§ 347

J 13-tavler skal udføres således, at den nederste del af pilene, der illustrerer vognbanerne, begynder lodret.

K. Bekræftelses- og afstandstavler samt turistoplysningstavler på motorveje
§ 348

K 12 Afstandstavle: For angivelse af vejvisningsmål på afstandstavler gælder følgende:

  • 1) Har motorvejen flere rutenumre og flere fjernmål, skal alle rutenumre og fjernmål angives.

  • 2) Der kan for en rute angives to efter hinanden følgende fjernmål.

  • 3) Der kan angives flere fjernmål for en rute, der forlader motorvejen.

  • 4) Der kan angives nærmeste større nærmål, beliggende i umiddelbar nærhed af motorvejen, såfremt det er trafikalt begrundet.

  • 5) Intet mål, der er angivet på afstandstavle, må udelades på efterfølgende afstandstavler, før målet er nået.

  • 6) Næste frakørsel eller motorvejskryds må ikke angives på afstandstavler.

§ 349

K 30 Turistoplysningstavle anvendes til seværdigheder eller attraktioner, der efter ansøgning er udpeget og som er godkendt af Vejdirektoratet, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Ansøgning om nye turistoplysningstavler, der etableres efter 1. januar 2018, indsendes til Vejdirektoratet og behandles to gange pr. år.

Stk. 3 Tavlernes placering skal trafiksikkerhedsmæssigt godkendes af Vejdirektoratet.

Stk. 4 K 30 Turistoplysningstavle må kun anvendes med Vejdirektoratets godkendelse efter indstilling fra regionale udvalg udpeget af transportministeren. Såfremt der skal prioriteres mellem flere seværdigheder eller attraktioner ved samme motorvejsfrakørsel foretages prioriteringen af det aktuelle regionale udvalg.

Stk. 5 De regionale udvalg kan i særlige tilfælde indstille, at Vejdirektoratet bør betale for opsætningen af K 30 Turistoplysningstavle.

Stk. 6 Den udpegede seværdighed skal opfylde følgende krav:

  • 1) Den skal være udpeget enten som Unesco verdensarvsmonument, som nationalpark, som national seværdighed eller attraktion eller være en seværdighed eller attraktion, som er udpeget af det regionale udvalg.

  • 2) Den udpegede seværdighed eller attraktion skal være beliggende indenfor en afstand på 15 km fra nærmeste motorvej. Køreafstanden måles fra midten af broen, hvor motorvejen skærer det øvrige vejnet, langs den aktuelle rute til indkørslen til seværdigheden eller attraktionen. Det regionale udvalg kan dog indstille en seværdighed eller attraktion af en vis tyngde, fx Unesco verdensarvsmonument eller nationalpark, der er beliggende længere væk, jf. dog § 350.

  • 3) Der kan ikke opsættes K 30 Turistoplysningstavle ved motorvejsfrakørslerne på eller til seværdigheder og attraktioner beliggende inden for området afgrænset af rute E 20 fra frakørsel nr. 15 Lufthavn Ø til motorvejskryds Avedøre og af rute E 47 fra motorvejskryds Avedøre til Motorvejskryds Kgs. Lyngby.

  • 4) En tilladelse er tidsbegrænset til 20 år. Det gælder for nye tilladelser efter 1. januar 2018.

Stk. 7 K 30 Turistoplysningstavle designes af Vejdirektoratet. Tavler med Unesco verdensarvsmonumenter suppleres med en undertavle med logo og teksten »UNESCO«. Teksten placeres til højre for logo. K 30 Turistoplysningstavle suppleres med en undertavle nederst med teksten »Distance« samt kilometerangivelse til beliggenheden for seværdigheden eller attraktionen, når seværdigheden eller attraktionen er beliggende mere end 15 kilometer fra motorvejen. Teksten centreres på undertavlen. Tavlerne må derudover ikke indeholde yderligere symboler eller anden information.

Stk. 8 Der kan kun skiltes med K 30 Turistoplysningstavle til samme seværdighed eller attraktion fra ét tilslutningsanlæg på motorvejsnettet. Der må opstilles én tavle pr. frakørsel i hver kørselsretning. For hver seværdighed eller attraktion må der højst opstilles 2 tavler på hele motorvejsnettet. For Unesco verdensarvsmonumenter og nationalparker kan der dog opstilles turistoplysningstavler fra flere tilslutningsanlæg.

§ 350

K 30 Turistoplysningstavle må kun anvendes på motorveje, og oplyser om en udpeget seværdighed eller attraktion, som kan nås fra næste frakørsel.

§ 351

K 30 Turistoplysningstavle placeres normalt 500 m inden den første I 13 frakørselstavle, dog må tavlen ikke placeres på flettestrækninger, hvor der er tætliggende tilslutningsanlæg eller hvor tavlen tager opmærksomhed fra anden vejafmærkning.

§ 352

Vejdirektoratet opkræver betaling for administration, for etablering samt for drift og vedligeholdelse af K 30 Turistoplysningstavle. Betalingen opkræves efter samme bestemmelser, som betaling for administration, etablering og drift af kommerciel servicevejvisning, jf. §§ 376-383.