Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 972 af 28. juni 2023

Kapitel 1 Bekendtgørelsens område
§ 1

Denne bekendtgørelse indeholder bestemmelser om brugen og administrationen af vejafmærkning. Reglerne om vejafmærkningens udformning og betydning findes i bekendtgørelse om vejafmærkning.

Stk. 2 Betegnelserne for færdselstavler, vejvisningstavler, kant- og baggrundsafmærkning m.m., afmærkning på kørebanen m.m. og signalanlæg i denne bekendtgørelse refererer til betegnelserne i bekendtgørelse om vejafmærkning. Betegnelserne for materialetype refererer til bilag 1. Yderligere oplysninger, herunder vejledninger og kommentarer om vejafmærkning, findes på Vejdirektoratets hjemmeside.

Stk. 3 Der må ved offentlige veje kun anvendes afmærkning, der er vist eller omtalt i bekendtgørelse om vejafmærkning, eller som er godkendt af Vejdirektoratet, jf. dog stk. 4. Vej- og gadenavneskilte, husnumre og lignende betragtes i denne forbindelse ikke som vejafmærkning.

Stk. 4 Transportministeriet kan godkende, at Vejdirektoratet samt Sund & Bælt Holding A/S med datterselskaber, som privat vej- og broejer, anvender afmærkning, der ikke er vist eller omtalt i bekendtgørelse om vejafmærkning.

§ 2

Vejdirektoratet kan meddele en kommunal vejmyndighed dispensation fra bestemmelser, der er fastsat i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Transportministeriet kan meddele Vejdirektoratet samt Sund & Bælt Holding A/S med datterselskaber, som privat vej- og broejer, dispensation fra bestemmelser, der er fastsat i denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Dispensation fra bestemmelserne om E 47-52 kan meddeles efter forhandling med Transportministeriet.

Stk. 4 Afgørelser truffet af Vejdirektoratet efter stk. 1 kan ikke indbringes for transportministeren.

§ 3

Før afmærkning etableres eller bestående afmærkning ændres, jf. afsnit I, kapitel 2 og 3, samt afsnit II, skal vejmyndigheden indhente samtykke fra politiet, se dog § 49, § 126 og § 139, stk. 5. Et sådant samtykke er dog ikke nødvendigt ved opstilling og ændring af vejvisningstavler, jf. afsnit III, men politiet kan af færdselssikkerhedsmæssige grunde forlange sådan afmærkning fjernet eller ændret. Ved afmærkning med variable tavler skal politiets samtykke også omfatte eventuelle manualer for styring af tavlerne og lignende.

§ 4

Ved pludselig opstået skade eller hændelse på vej eller bro, kan vejmyndigheden eller vejejeren uden forudgående samtykke foretage den nødvendige afmærkning. Politiet skal snarest underrettes om forholdet.

§ 5

Politiet skal foranledige, at vejmyndigheden etablerer manglende afmærkning og ændrer uhensigtsmæssig afmærkning.

§ 6

Vejmyndigheden skal fjerne eller ændre vildledende afmærkning hurtigst muligt.

§ 7

Tavler skal have en sådan størrelse og anbringes på en sådan måde, at de, under hensyntagen til vejforholdene og trafikkens hastighed både i lys og mørke, umiddelbart opfattes i tilstrækkelig afstand, og så tidligt at trafikanterne får tilstrækkelig tid til at reagere over for de forhold, som tavlerne vedrører.

Stk. 2 Tavler skal være retroreflekterende eller belyst, medmindre andet er bestemt i de efterfølgende bestemmelser. Sorte symboler må dog ikke være retroreflekterende. Faste tavler på motorveje skal være retroreflekterende, uanset om de er belyst. Det samme gælder på alle veje for B 11 Ubetinget vigepligt og B 13 Stop.

Stk. 3 Der må kun anvendes tavler med retroreflekterende overflader, der opfylder kravene i bilag 1.

§ 8

Tekst på tavlerne skal udføres med Dansk Vejtavleskrift.

Stk. 2 Dansk Vejtavleskrift positiv skrifttype anvendes til mørk tekst på lys bund.

Stk. 3 Dansk Vejtavleskrift negativ skrifttype anvendes til lys tekst på mørk bund.