Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning Afsnit I

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 972 af 28. juni 2023

Kapitel 1 Bekendtgørelsens område
§ 1

Denne bekendtgørelse indeholder bestemmelser om brugen og administrationen af vejafmærkning. Reglerne om vejafmærkningens udformning og betydning findes i bekendtgørelse om vejafmærkning.

Stk. 2 Betegnelserne for færdselstavler, vejvisningstavler, kant- og baggrundsafmærkning m.m., afmærkning på kørebanen m.m. og signalanlæg i denne bekendtgørelse refererer til betegnelserne i bekendtgørelse om vejafmærkning. Betegnelserne for materialetype refererer til bilag 1. Yderligere oplysninger, herunder vejledninger og kommentarer om vejafmærkning, findes på Vejdirektoratets hjemmeside.

Stk. 3 Der må ved offentlige veje kun anvendes afmærkning, der er vist eller omtalt i bekendtgørelse om vejafmærkning, eller som er godkendt af Vejdirektoratet, jf. dog stk. 4. Vej- og gadenavneskilte, husnumre og lignende betragtes i denne forbindelse ikke som vejafmærkning.

Stk. 4 Transportministeriet kan godkende, at Vejdirektoratet samt Sund & Bælt Holding A/S med datterselskaber, som privat vej- og broejer, anvender afmærkning, der ikke er vist eller omtalt i bekendtgørelse om vejafmærkning.

§ 2

Vejdirektoratet kan meddele en kommunal vejmyndighed dispensation fra bestemmelser, der er fastsat i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Transportministeriet kan meddele Vejdirektoratet samt Sund & Bælt Holding A/S med datterselskaber, som privat vej- og broejer, dispensation fra bestemmelser, der er fastsat i denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Dispensation fra bestemmelserne om E 47-52 kan meddeles efter forhandling med Transportministeriet.

Stk. 4 Afgørelser truffet af Vejdirektoratet efter stk. 1 kan ikke indbringes for transportministeren.

§ 3

Før afmærkning etableres eller bestående afmærkning ændres, jf. afsnit I, kapitel 2 og 3, samt afsnit II, skal vejmyndigheden indhente samtykke fra politiet, se dog § 49, § 126 og § 139, stk. 5. Et sådant samtykke er dog ikke nødvendigt ved opstilling og ændring af vejvisningstavler, jf. afsnit III, men politiet kan af færdselssikkerhedsmæssige grunde forlange sådan afmærkning fjernet eller ændret. Ved afmærkning med variable tavler skal politiets samtykke også omfatte eventuelle manualer for styring af tavlerne og lignende.

§ 4

Ved pludselig opstået skade eller hændelse på vej eller bro, kan vejmyndigheden eller vejejeren uden forudgående samtykke foretage den nødvendige afmærkning. Politiet skal snarest underrettes om forholdet.

§ 5

Politiet skal foranledige, at vejmyndigheden etablerer manglende afmærkning og ændrer uhensigtsmæssig afmærkning.

§ 6

Vejmyndigheden skal fjerne eller ændre vildledende afmærkning hurtigst muligt.

§ 7

Tavler skal have en sådan størrelse og anbringes på en sådan måde, at de, under hensyntagen til vejforholdene og trafikkens hastighed både i lys og mørke, umiddelbart opfattes i tilstrækkelig afstand, og så tidligt at trafikanterne får tilstrækkelig tid til at reagere over for de forhold, som tavlerne vedrører.

Stk. 2 Tavler skal være retroreflekterende eller belyst, medmindre andet er bestemt i de efterfølgende bestemmelser. Sorte symboler må dog ikke være retroreflekterende. Faste tavler på motorveje skal være retroreflekterende, uanset om de er belyst. Det samme gælder på alle veje for B 11 Ubetinget vigepligt og B 13 Stop.

Stk. 3 Der må kun anvendes tavler med retroreflekterende overflader, der opfylder kravene i bilag 1.

§ 8

Tekst på tavlerne skal udføres med Dansk Vejtavleskrift.

Stk. 2 Dansk Vejtavleskrift positiv skrifttype anvendes til mørk tekst på lys bund.

Stk. 3 Dansk Vejtavleskrift negativ skrifttype anvendes til lys tekst på mørk bund.

Kapitel 2 Variable tavler
Brug af variable tavler
§ 9

Variable tavler må kun anvendes, hvis der er behov for at vise informationer ved trafikale hændelser eller andre forhold, der betinger ændret færdselsregulering eller vejledning for færdslen.

Stk. 2 Informationerne på variable tavler må ikke være i modstrid med informationerne på faste tavler.

Stk. 3 Hvis der ikke er aktuel information at vise på en variabel tavle, skal tavlens visning være sort eller grå.

Stk. 4 Brug af andre hovedtavler som variable færdsels- tavler end dem, der er tilladt, jf. bekendtgørelse om vejaf- mærkning § 5, stk. 2, skal godkendes af Vejdirektoratet, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Transportministeriet kan godkende, at Vejdirektoratet bruger andre hovedtavler end dem, der er tilladt efter bekendtgørelse om vejafmærkning.

Teknik
§ 10

Tekst og symboler må ikke være alternerende. Der må ikke være bevægelige elementer vist på tavlen. Lysende tekst og symboler på variable tavler må ikke kunne forveksles med faste eller blinkende signaler.

Stk. 2 Anvendelse af lysende variable tavler må ikke ske på en sådan måde, at anvendelsen af andre tavler vanskeliggøres.

Stk. 3 Luminansen på de lysende tavler skal reguleres automatisk i forhold til omgivelsernes luminans som vist i bilag 2.

Stk. 4 Undertavler må kun være lysende, hvis de er variable og styres sammen med hovedtavlen.

Stk. 5 Variable vejvisningstavlers faste dele udformes med farver som for anden tilsvarende vejvisning.

Dokumentation og overvågning
§ 11

Alle systemer med variable færdselstavler skal døgnovervåges.

Stk. 2 Variable færdselstavler skal være forsynet med en log, som sikrer, at tavlens visninger de seneste 24 måneder kan dokumenteres.

Variable teksttavler
§ 12

Hvor variable teksttavler anvendes, skal al anden afmærkning være tilpasset, så der gives en sammenhængende information fra den samlede afmærkning.

§ 13

Variable teksttavler skal udformes som prismetavler eller som lysende tavler.

Stk. 2 På teksttavler må der maksimalt være tre tekstlinjer.

§ 14

Der må kun bruges tekster på teksttavler, som er angivet i kolonnerne »Godkendt visning« og »Godkendte variationer« i bilag 3, Visningsbibliotek for variable tavler.

Stk. 2 Andre variationer må kun anvendes med Vejdirektoratets godkendelse. Samlet oversigt over godkendte variationer findes på Vejdirektoratets hjemmeside.

Stk. 3 Brug af andre visninger end dem der er tilladt, jf. stk. 1, skal godkendes af Vejdirektoratet.

§ 15

Lysende variable teksttavler skal udformes med hvid tekst på sort baggrund.

§ 16

På teksttavler, der angiver fare umiddelbart forude på samme strækning, skal informationer gives i følgende rækkefølge på samme teksttavle:

  • 1) Beskrivelse af fare eller hændelse.

  • 2) Stedfæstelse.

  • 3) Vejledning til trafikanten.

Stk. 2 På teksttavler, der angiver fare længere fremme på samme strækning eller på en anden vej, skal informationer gives i følgende rækkefølge på samme teksttavle:

  • 1) Stedfæstelse.

  • 2) Beskrivelse af fare eller hændelse.

  • 3) Vejledning til trafikanten.

§ 17

På teksttavler må der kun anvendes følgende variable advarselstavler A 20 Kø, A 39 Vejarbejde, A 95 Sidevind eller A 99 Anden fare. Disse tavler placeres til venstre for teksten.

§ 18

Rejsetidsinformation for motorkørende angives på teksttavler som køretid i minutter til veldefinerede punkter på vejstrækninger fx en motorvejsfrakørsel. Den viste rejsetid skal respektere den aktuelle hastighedsbegrænsning på strækningen.

Kapitel 3 Vejafmærkning, midlertidige færdselstavler og anden midlertidig vejafmærkning, som anvendes til vejarbejde eller ved midlertidige forhold
§ 19

Midlertidige færdselstavler kan anvendes ved afmærkning af vejarbejder, en kort periode efter et vejarbejde samt en kort periode inden ombygning af et uheldsbelastet vejkryds eller en vejstrækning, jf. bilag 4.

Stk. 2 Udformning af midlertidige færdselstavler skal se ud som vist i bilag 4.

Stk. 3 Vejafmærkning herunder færdselstavler, vejvisning og afmærkning på kørebanen må kun anvendes ved vejarbejde og andre midlertidige forhold, når der i en kortere periode er behov for at give trafikanten anvisninger med anden afmærkning eller vejledning end normalt, hvorefter den skal fjernes.

Stk. 4 Midlertidig vejvisning ved vejarbejde og andre midlertidige forhold skal først vises, når trafikanterne har behov for informationerne.

Stk. 5 Regler for størrelse, skrifttype, udformning og materialetyper for vejvisning gælder også for midlertidig vejvisning, dog kan der angives tekst på engelsk, når en midlertidig informationstavle med gul bund og sort tekst bruges til oplysninger om spærret vej o. lign. eller om byggeplads. F.eks. kan »byggeplads navn« bruges med »construction site navn«. Det gælder også vejvisning ved midlertidige arrangementer.

Stk. 6 Frakørselsnumre på midlertidige frakørselstavler skal afgrænses af sort konturstreg.