Bekendtgørelse om ansøgningspuljen til afholdelse af ferielejre, endagsudflugter, musik- og kulturarrangementer Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 614 af 14. maj 2020

Kapitel 6 Ydelse og udbetaling af tilskud
§ 12

Tilskud ydes til enten hel eller delvis dækning af projektrelaterede udgifter. Ved projektrelaterede udgifter forstås udgifter, der er nødvendige for at gennemføre projektet. Ved udgifter forstås afholdte udgifter, der er bogført, godkendt i henhold til regnskabskrav for tilskuddet og betalt, dog maksimalt det bevilligede tilskudsbeløb.

Stk. 2 Tilskud kan i særlige tilfælde ydes til dækning af udgifter, som ansøgeren har afholdt eller påtaget sig at afholde, før der blev ydet tilskud, hvis de er åbenbart knyttet til projektet.

Stk. 3 Tilskud ydes alene i det omfang, der ikke er opnået eller senere opnås tilskud fra anden side til dækning af de budgetposter, som har opnået tilskud fra den ansøgte ansøgningspulje.

§ 13

Der kan ydes tilskud til følgende udgifter:

  • 1) Lønudgifter, der afholdes i forbindelse med, at medarbejdere deltager i projektet.

  • 2) Konsulenthonorarer.

  • 3) Udgifter til revisor.

  • 4) Lovpligtige forsikringer, herunder arbejdsskadeforsikringer.

  • 5) Udgifter til transport.

  • 6) Udgifter til afholdelse af ferielejre, endagsudflugter eller musik- og kulturarrangementer.

  • 7) Udgifter til specifikke uddannelses- og kursusaktiviteter for frivillige af begrænset omfang.

  • 8) Udgifter til formidling.

  • 9) Udgifter til lokaler herunder leje af ferieboliger.

  • 10) Småanskaffelser, herunder kontorhold.

§ 14

Der kan ikke ydes tilskud til dækning af følgende udgifter:

  • 1) Materielanskaffelser for over 50.000 kr. pr. år.

  • 2) Anskaffelse af fast ejendom.

  • 3) Anlægsudgifter, herunder ombygning og renovering.

  • 4) Dækning af underskud.

  • 5) Tilskud til enkeltpersoners underhold.

  • 6) Aktiviteter der fuldt ud er finansieret fra anden side.

  • 7) Generelle uddannelses- og kursusaktiviteter for frivillige.

  • 8) Aktiviteter for personer uden lovligt ophold i Danmark.

  • 9) Udgifter til projekter forankret i udlandet samt Grønland og Færøerne.

§ 15

Socialstyrelsen fastsætter de nærmere betingelser for udbetaling, herunder betingelser med hensyn til følgende:

  • 1) Regnskab og revision vedrørende aktiviteter, hvortil der gives tilskud.

  • 2) Løbende rapportering af resultater og indberetning vedrørende aktiviteter, hvortil der gives tilskud.

  • 3) Offentliggørelse af projektets resultater.

  • 4) Evaluering af projektet, herunder om efterfølgende opfølgning og effektmåling.

§ 16

Udbetaling af tilskud sker efter, at Socialstyrelsen har modtaget anmodning om udbetaling fra tilskudsmodtager.

Stk. 2 Henvisningen til § 31, nr. 7, er forkert. Bestemmelsen findes i § 30, nr. 7, og vi har ladet vores krydshenvisning pege derpå. Anmodning om udbetaling skal være modtaget i Socialstyrelsen senest 3 måneder efter, at Socialstyrelsen har udstedt tilskudsbrevet. Hvis anmodningen om udbetaling ikke er modtaget i Socialstyrelsen inden for fristen, kan Socialstyrelsen lade tilskuddet bortfalde uden yderligere varsel, jf. § 31, nr. 7.

§ 17

Tilskud udbetales ratevis.