Bekendtgørelse om afgrænsning af anvendelsesområdet for lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreeningsloven) Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1491 af 25. juni 2021

Kapitel 3 Præ-screening
§ 6

En udenlandsk investor kan anmode Erhvervsstyrelsen om at få vurderet, om en påtænkt udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur efter §§ 10 eller 11. En dansk virksomhed, som er genstand for en påtænkt udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale, kan på vegne af den udenlandske investor anmode om en tilsvarende vurdering.

Stk. 2 Senest tre år fra stiftelsen af en virksomhed hjemmehørende i Danmark kan stifterne eller virksomheden ved henvendelse til Erhvervsstyrelsen få vurderet, om en påtænkt udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur efter §§ 10 eller 11 eller er omfattet af undtagelsen i § 5, stk. 1.

Stk. 3 Ved præ-screening efter stk. 1 kan Erhvervsstyrelsen udstede en bekræftelse på, at den påtænkte udenlandske direkte investering eller særlige økonomiske aftale ud fra de foreliggende oplysninger ikke vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur efter §§ 10 eller 11. Ved præ-screening efter stk. 2 kan Erhvervsstyrelsen udstede en bekræftelse på, at investeringen i eller aftalen med den nye virksomhed ud fra de foreliggende oplysninger enten ikke vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur efter §§ 10 eller 11 eller vil være undtaget efter § 5, stk. 1.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan kræve en ansøgning om tilladelse til den påtænkte udenlandske direkte investering eller særlige økonomiske aftale, hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er behov for oplysninger, udover hvad der fremgår af henvendelsen om præ-screening. Hvis en dansk virksomhed har anmodet om vurderingen på vegne af den udenlandske investor kan Erhvervsstyrelsen informere virksomheden om, at det vil være nødvendigt for den udenlandske investor at ansøge om tilladelse.