Bekendtgørelse om underretning ved udgang og løsladelse mv. samt ved medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1134 af 13. oktober 2017,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 66 af 14. januar 2022

§ 1

I sager, hvori der er afsagt dom om ubetinget fængselsstraf for en grovere overtrædelse af straffeloven, hvor vold, psykisk vold, stalking, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, eller en seksualforbrydelse, kan forurettede efter anmodning underrettes om den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og om eventuel undvigelse efter reglerne i denne bekendtgørelse. Efter tilsvarende regler kan forurettede desuden efter anmodning underrettes, hvis gerningsmanden under afsoning og på institutionens område med institutionens viden medvirker i optagelserne til et tv- eller radioprogram produceret til udsendelse her i landet, hvori den pågældende har en fremtrædende rolle, eller i et portrætinterview i et dansk dagblad. Det samme gælder ved medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radioprogram eller interview uden for institutionens område i tilfælde, hvor institutionen har meddelt tilladelse til udgang med viden herom.

Stk. 2 Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis den dømte i stedet for ubetinget fængselsstraf er dømt til anbringelse efter straffelovens §§ 68, 69, 73 eller 74 a eller til forvaring efter straffelovens § 70.

Stk. 3 Underretning skal kun gives, hvis den dømte har været varetægtsfængslet før dom og ikke har været løsladt mellem dommens afsigelse og fuldbyrdelse.

Stk. 4 Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til den dømte taler for det.