Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017

Kapitel 2 Godkendelse og ændringer
Godkendelse af interne modeller
§ 3

Et gruppe 1-forsikringsselskab, der ønsker at anvende en intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse heraf.

Stk. 2 Anvendelsen af en intern model godkendes, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Gruppe 1-forsikringsselskabet har effektive procedurer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici.

  • 2) Gruppe 1-forsikringsselskabet har fremlagt dokumentation vedrørende den interne model i overensstemmelse med § 4.

  • 3) Gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder kravene i §§ 8-13.

  • 4) Gruppe 1-forsikringsselskabets bestyrelse har vedtaget og indsendt en politik for ændringer af den interne model, jf. § 15, som er godkendt af Finanstilsynet.

§ 4

Ud over dokumentationsstandarderne i artikel 243-246 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), skal gruppe 1-forsikringsselskabets dokumentation vedrørende den interne model indeholde følgende:

  • 1) En detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske og empiriske grundlag, den interne model bygger på.

  • 2) En beskrivelse af modellens svagheder og de tilfælde, hvor modellen ikke forventes at fungere effektivt.

  • 3) En beskrivelse af hvordan det solvenskapitalkrav, der opgøres ved anvendelse af den interne model, afspejler selskabets risikoprofil i højere grad end opgørelsen ved anvendelse af standardformlen.

  • 4) En beskrivelse af hvorvidt den interne model er fastlagt ud fra forudsætninger om selskabets fortsatte drift (”going concern”), samt om modellen tager hensyn til alle selskabets kvantificerbare risici, og dækker den risiko selskabet har påtaget sig og forventer at påtage sig de kommende 12 måneder ud fra det risikomål, der ligger til grund for standardformlen.

Finanstilsynets afgørelse
§ 5

Finanstilsynets afgørelse vedrørende ansøgning om godkendelse af en intern model meddeles gruppe 1-forsikringsselskabet senest 6 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning.

Stk. 2 Finanstilsynet kan, efter at have godkendt den interne model, påbyde selskabet at opgøre et estimat over solvenskapitalkravet som opgjort ved anvendelse af standardformlen.

Ændringer af en intern model
§ 6

Et gruppe 1-forsikringsselskab kan kun foretage ændringer af en af Finanstilsynet godkendt intern model i overensstemmelse med den af bestyrelsen godkendte politik for ændringer af den interne model, jf. § 15.

Stk. 2 Ændringer af den interne model, der i politikken for ændringer af den interne model specificeres som større ændringer, jf. § 15, stk. 2, skal godkendes af Finanstilsynet, inden de kan træde i kraft. Ved ansøgning om godkendelse af en større ændring skal selskabet fremlægge dokumentation for indholdet af og baggrunden for ændringen.

Tilbagevenden til standardformlen
§ 7

Et gruppe 1-forsikringsselskab, der efter Finanstilsynets godkendelse af en intern model, ønsker at opgøre solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen, skal ansøge om Finanstilsynets godkendelse hertil.