Bekendtgørelse om godkendte innovationsmiljøer og medfinansiering af innovative iværksættere Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 238 af 11. marts 2010,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 324 af 30. marts 2014

Kapitel 1 Afgrænsning og definitioner
§ 1

Et godkendt innovationsmiljø skal være et aktieselskab og opfylde følgende kriterier:

  • 1) Innovationsmiljøet skal have kompetencer vedr. kommercialisering af nye ideer, opfindelser og forskningsresultater.

  • 2) Innovationsmiljøet skal have en formaliseret og gensidig forpligtende samarbejdsaftale med relevante universiteter, forskningsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner eller lignende.

  • 3) Innovationsmiljøet skal have en samarbejdsaftale med en eller flere kapitalkilder og etablerede virksomheder.

  • 4) Innovationsmiljøet skal tilbyde rådgivning mv. med henblik på at kvalificere innovative iværksættere til at udvikle nye service- eller produktideer med henblik på at starte egen virksomhed eller indgå licensaftale.

  • 5) Innovationsmiljøet skal råde over fysiske og administrative faciliteter i tilknytning til et videnmiljø.

  • 6) Innovationsmiljøet skal have en professionel ansvarsforsikring (rådgivningsansvar).

§ 2

Innovative iværksættere er enkeltpersoner, juridiske personer eller flere personer i forening, der overvejer kommercialisering af en ny service- eller produktide enten gennem egen virksomhed eller ved salg af ideen mod licens.

Stk. 2 Ved en ny service- eller produktide forstås:

  • 1) Et nyt højteknologisk produkt,

  • 2) et perspektivrigt forskningsresultat,

  • 3) en ny produktionsmåde,

  • 4) en perspektivrig opfindelse,

  • 5) en ny serviceydelse eller

  • 6) et innovativt og videnbaseret forretningskoncept.

§ 3

En forundersøgelse er innovationsmiljøets indledende undersøgelse af en ny service- og/eller produktides holdbarhed og relevans fagligt og markedsmæssigt.

§ 4

Et forprojekt er den innovative iværksætters arbejde med at bearbejde en ny service- og/eller produktide, jf. § 2, stk. 2, frem mod kommercialisering.

§ 5

Ved medfinansiering af et forprojekt forstås primær offentlig finansiering af et forprojekt og sekundær offentlig finansiering af et supplerende forprojekt, som ligger i forlængelse af den primære medfinansiering.