Begravelsesloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af begravelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om begravelse og ligbrænding

Lov nr. 346 af 26. juni 1975,
jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 12. juni 2023

Kapitel 1 Almindelige bestemmelser
§ 1

Lig skal enten begraves eller brændes.

§ 2

Begravelse skal ske på folkekirkens kirkegårde eller andre af kirkeministeren godkendte gravpladser.

Stk. 2 Gravsætning i kirker eller dertil hørende gravkapeller eller krypter kan dog ske, hvor dette hidtil har været særlig hjemlet eller under særlige omstændigheder tillades af kirkeministeren.

§ 3

Ligbrænding skal ske i krematorier, der er godkendt af kirkeministeren.

Stk. 2 Asken skal nedsættes på en af de begravelsespladser, der er nævnt i § 2, stk. 1, eller anbringes på et andet sted, der er godkendt af kirkeministeren.

Stk. 3 Asken kan spredes over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har ønsket dette. Kravet om skriftlighed kan fraviges, når det er utvivlsomt, at det var afdødes ønske, at asken skulle spredes over åbent hav. Begravelsesmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om skriftlighed kan fraviges. Fremsættes der indsigelse mod begravelsesmyndighedens afgørelse, og tages indsigelsen ikke til følge, forelægger begravelsesmyndigheden afgørelsen for skifteretten, der træffer afgørelse ved en kendelse, der ikke kan kæres.

Stk. 4 Biskoppen kan tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde end nævnt i stk. 2 og 3, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Biskoppens afgørelse kan påklages til kirkeministeren. Klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

§ 4

Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om begravelse og ligbrænding.

§ 4a

Et eller flere menighedsråd og kirkegårds- og krematoriebestyrelser kan indgå samarbejde om krematoriedrift i et interessentskab. Ligeledes kan et eller flere menighedsråd og kirkegårds- og krematoriebestyrelser indgå samarbejde med en eller flere kommunalbestyrelser om krematoriedrift i et interessentskab.

Stk. 2 De nærmere betingelser for samarbejdet skal fastsættes i en vedtægt, som skal godkendes af kirkeministeren.

Stk. 3 Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om vedtægten, herunder krav om anvendelse af standardvedtægter udarbejdet af ministeren.