BBR-loven § 1a

Denne konsoliderede version af bBR-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om bygnings- og boligregistrering

Lov nr. 243 af 12. maj 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 797 af 06. august 2019

§ 1a

Skatteministeren kan bemyndige en anden offentlig myndighed eller et privat selskab til helt eller delvis at etablere, drive og udvikle registret. Skatteministeren fastsætter nærmere regler for, hvordan myndigheden eller selskabet skal etablere, drive og udvikle Bygnings- og Boligregistret og udbyde driftsopgaverne efter stk. 2. Kravspecifikationer m.v. udarbejdes af myndigheden eller selskabet efter skatteministerens nærmere anvisninger.

Stk. 2 Myndigheden eller selskabet, der bemyndiges efter stk. 1, er forpligtet til at udbyde opgaven med etablering, drift og udvikling m.v. af registret med jævne mellemrum. Udbuddet skal følge de fællesskabsretlige regler for tildeling af offentlige kontrakter, der gælder for offentligretlige organer omfattet af udbudsdirektivet.

Stk. 3 Afgørelser, der træffes i forbindelse med gennemførelse af udbud efter denne lov og efter bestemmelser fastsat i medfør heraf, kan påklages til Klagenævnet for Udbud efter reglerne i lov om Klagenævnet for Udbud og bestemmelser i medfør heraf.

Stk. 4 Myndigheden eller selskabet skal stille registret gratis til rådighed for kommunerne til ajourføring, forespørgsler og udskrifter.

Stk. 5 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om levering af data fra registret.

Stk. 6 Skatteministeren fører tilsyn med myndigheden eller selskabet, for så vidt angår registret. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om myndighedens eller selskabets oplysningspligt over for skatteministeren.

Stk. 7 Rigsrevisor kan kræve selskabets regnskab forelagt til gennemgang.