Barselsloven § 26a

Denne konsoliderede version af barselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel

Lov nr. 566 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 27. februar 2024

Midlertidig ret til dagpenge ved pasning af børn som følge af covid-19
§ 26a

En lønmodtager i et ansættelsesforhold eller en selvstændig erhvervsdrivende, som er forælder til et barn under 14 år, der hjemsendes som følge af et eller flere konkrete smittetilfælde med covid-19 i dagtilbuddet, skolen eller institutionen m.v., har ret til dagpenge til pasning af barnet fra Udbetaling Danmark, jf. § 26 c.

Stk. 2 Det er en betingelse, at forælderen som lønmodtager ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra eller som selvstændig erhvervsdrivende ikke har mulighed for at drive sin virksomhed hjemmefra. Er forælderen lønmodtager, er det desuden en betingelse, at forælderen ikke har afspadsering, der kan bruges til pasning af barnet, og at der ikke udbetales løn af arbejdsgiveren eller holdes ferie samme dag. Deler forældrene bopæl, og er de lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, er det en betingelse, at begge forældre opfylder betingelserne i 1. og 2. pkt.

Stk. 3 Forælderen skal over for Udbetaling Danmark fremlægge dokumentation for, hvornår dagtilbuddet, skolen eller institutionen m.v. som følge af et eller flere konkrete smittetilfælde med covid-19 har sendt barnet hjem, og på tro og love oplyse sidste dag, barnet er hjemsendt. En lønmodtager skal desuden på tro og love erklære, at der ikke udbetales løn af arbejdsgiveren eller holdes ferie samme dag.

Stk. 4 Forælderen skal som lønmodtager over for Udbetaling Danmark fremlægge erklæring fra arbejdsgiveren om, at forælderen ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra, at forælderen ikke har afspadsering, der kan bruges til pasning af barnet, og at der ikke udbetales løn af arbejdsgiveren eller holdes ferie samme dag. Forælderen skal som selvstændig erhvervsdrivende over for Udbetaling Danmark på tro og love erklære, at det ikke er muligt at drive sin virksomhed hjemmefra. Deler forældrene bopæl, skal der fremlægges erklæring fra begge forældre efter 1. og 2. pkt.